Mads Emil Dreyer – Musik som dobbelteksponeret fotografi (interview)

Af Alexander Julin Mortensen, foto af David Stjernholm

Komponisten Mads Emil Dreyer har gennem flere år arbejdet med musik, der i sit udtryk udvisker skellet mellem elektronik og analoge instrumenter samtidigt med, at den kompositorisk kredser om et flertydigt begreb om fravær. I februar udkom Dreyers debutalbum “Disappearer” på Dacapo Records, som består af fire værker fra to værk-serier, han har arbejdet på gennem flere år og optaget live i 2016-2020. 

Med inspirationskilder som tæller alt fra bl.a. Sonic Youth og Wu-Tang Clan (uden på nogen måde at lyde det mindste som dem) til maleren Eugène Carrière, kunne man forvente, at Dreyers værker var præget af en spraglethed og måske endda et ekstravagant udtryk. Det er dog langt fra tilfældet – “Disappearer” er, ligesom andre af hans værker, kendetegnet ved en langsommelighed og et udtryk uden de store armbevægelser.

Interviewet med Dreyer kredser netop om hans udtryk og praksis, både overordnet og specifikt på hans debutalbum, om hans varige (sam)arbejde med NEKO3 og live-optagelsernes potentiale.

P/A: Kan du fortælle nærmere om, hvad der ligger til grund for kompositionernes titler, “Vidder” og “Forsvindere”? Hvad er det mere præcist, de benævner i musikken?

Mads Emil Dreyer: De fire stykker på pladen kommer fra to forskellige værk-serier. Vidder-stykkerne har alle noget ret åbent over sig – man kan måske se dem som et slags udstrakte flader eller terræner, der langsomt bliver udforsket. I Forsvindere-stykkerne er der på forskellige måder et fundament, der bliver gradvist opløst – enten på et overordnet formmæssigt plan eller mere specifikt harmonisk eller rytmisk. Men mere end noget andet er dét at skrive værker i serier en måde for mig at blive ved med at arbejde uden at tænke for meget over, at hvert stykke og hver titel skal have sit helt eget unikke udtryk. Dvs. titlerne er også lige så meget bare en slags katalogiseringer, som de er beskrivelser af musikken. Temmelig urelateret ift. musikkens karakter er Forsvindere-titlen (ligesom pladens navn) taget fra et Sonic Youth- nummer.

P/A: Som lytter oplever jeg musikken på “Disappearer” som utroligt stemningsfuld og associativ. Er der nogle bestemte billeder eller narrativer, du har ønsket at fremmane eller understøtte med musikken?

MED: “Da jeg lavede de fire stykker, havde jeg ikke tænkt, at de skulle indgå på en plade sammen, men jeg håber, at de i den sekvens, de er sat i, taler sammen på en interessant måde. Jeg tror ikke, man kan sige, at musikken har et meget klart narrativ, men en analogi, jeg selv har brugt i arbejdsprocessen, har været et dobbelteksponeret fotografi eller videosekvens. På hver deres måde består alle værkerne af en overflade, som har én karakter og så en understrøm med en lidt andet karakter. De fleste steder er musikken hverken helt harmonisk eller helt disharmonisk, men står og veksler imellem de to, og at arbejde med spektret mellem konsonans og dissonans, og gøre grænsen mellem de to så udflydende som muligt, har interesseret mig meget.


Visse steder er overfladen meget harmonisk, og en konsekvens ved det kan måske være, at man som lytter ikke rigtig lægger mærke til understrømmen. Denne er dog til stede det meste af tiden, og i mit eget arbejde med stykkerne er det også understrømmen, jeg har tænkt som det grundlæggende element. Og så er den mere venligt klingende overflade i højere grad tænkt som en slags ydre lag, der i en eller anden forstand skal holde sammen på disharmonien.


”

“Jeg har hele tiden tænkt, at det er musik, der bedst kommer til sin ret live, og derfor var det også ambitionen med pladen, at man som lytter på en måde kunne opleve at være tilstede i rummet, hvor den blev opført.”

Mads Emil Dreyer

P/A: Flere af kompositionerne på “Disappearer” er fremført af ny-musik ensemblet NEKO3, som du i sin tid selv var med til at stifte, fløjtenisten Lauren Wuerth og dig selv på elektronik. NEKO3, som nu består af Fei Nie, Kalle Hakosalo og Lorenzo Colombo, er dog langt fra de eneste, der har fremført din musik. Hvorfor var det vigtigt for dig, at netop NEKO3 skulle fremføre nogle af værkerne på albummet? Var de skrevet specifikt til dem?

MED: “De to trio-stykker er skrevet til NEKO3, fløjtestykket er skrevet til amerikanske Lauren Wuerth, og harmonium/orgel-stykket er skrevet til den norske organist Mie Berg, men på pladen spillet af Fei Nie fra NEKO3. Det er alle sammen en del af en gruppe musikere, jeg har gået på konservatoriet i København med, og som jeg har haft samarbejder med på kryds og tværs, der rækker langt udover, hvad man som komponist normalt kan forvente af samarbejder med musikere, der bestiller værker af én. Netop dét at der ikke har været noget hierarki mellem mig og musikerne har gjort det meget nemmere at arbejde med de elektroniske elementer i værkerne og gradvist udvikle og tilpasse disse igennem mange prøver og værkopførelser.

Udover at de er dygtige musikere og har en virkelig åben attitude, så betyder det også noget, at vi kommer fra samme generation og er blevet færdige på konservatoriet og har skullet finde vores vej nogenlunde samtidig. For mit eget vedkommende har det i hvert fald givet en samhørighed, som jeg håber på en eller anden måde også skinner igennem på pladen.”

P/A: Hvilken betydning har det haft, at kompositionerne er optaget live? Er der noget særligt, du har forsøgt at indfange, som ikke nødvendigvis ville have været muligt i et studie?

MED: “Jeg har hele tiden tænkt, at det er musik, der bedst kommer til sin ret live, og derfor var det også ambitionen med pladen, at man som lytter på en måde kunne opleve at være tilstede i rummet, hvor den blev opført. Derfor er det også bevidst, at alle de små uperfektheder, støjen fra publikum og ambiensen fra rummet er taget med, fordi disse elementer også er noget af det, der, for mig, gør musikken levende og vedkommende i et indspillet format. 


En anden faktor handler om, at værkerne alle er af lidt ældre dato. Fløjtestykket er eks. optaget ved en koncert i 2016, og dengang havde jeg et andet setup og en lidt anden tilgang til at afvikle elektronik, end jeg har nu. Så jeg har også tænkt, at de ældre liveoptagelser på sin vis kommer tættere på den måde, musikken oprindelig er skrevet, end hvis vi skulle forsøge at genskabe den i et studie.”

P/A: På albummet kombinerer du analoge instrumenter såsom vibrafon, klokkespil og celeste med elektroniske loops og sampling – ofte diskret og gnidningsfrit på en måde, hvor det er svært at skelne de analoge komponenter fra de elektroniske. Hvilke tanker har du gjort dig om mødet mellem de to udtryk? Hvad kan de få frem i hinanden?

MED: “
De fire værker på pladen bygger alle på en arbejdsmetode, som jeg på et tidspunkt gik ret langt ned i; at live-sample akustiske instrumenter og så effektprocessere de korte samplebidder og sende dem ud af højtalere placeret ved siden af instrumenterne, så man som lytter både hører de rent akustiske instrumenter og så de digitale, forvredne dobbeltgængere.
 For mig har det været nærmest som at hacke de akustiske instrumenter og så udvide dem indefra med ret diskrete værktøjer, så man ikke helt kan høre, hvad der er det oprindelige instrument, og hvad der er den elektroniske bearbejdning. 

Den tilgang er nok i virkeligheden også et forsøg på at gå lidt imod den skelnen mellem ”det elektroniske” og ”det analoge”. Det er i hvert fald ikke kategorier, som jeg er særlig optaget af at opretholde, både hvad angår det rent tekniske og også ift. hvilke ord, jeg selv bruger til at beskrive musikken med.”

P/A: Din kunstnerisk praksis og interesser rækker også udover musikken; her tænker jeg på værket “Bølger” (2014), som også inkorporerer video, men også dit speciale om den franske maler Eugène Carrière (1849-1906). Har din interesse for billedkunsten i bred forstand indflydelse på, hvordan du tilgår nye kompositioner generelt såvel som specifikt på “Disappearer”?

MED: “Jeg har faktisk ikke rigtig brugt video så meget udover Bølger-stykket, men jeg har lavet en serie af værker med lyd og lys, så man kan godt sige, at jeg har haft en interesse i at forsøge at spejle musikalsk form i noget visuelt. I Bølger-stykket er det en synthesizer, der bevæger sig fra et meget dybt til et meget højt register, samtidig med at billedsiden går fra komplet mørke til fuldstændig overblænding, og i lys-stykkerne er toner på forskellige måder sat sammen med glødepærer, så bevægelser i lyd overføres til bevægelser i lys. 

Sideløbende med konservatoriet gik jeg på universitetet for også at beskæftige mig med noget andet end musik, og i den periode stødte jeg på Eugène Carrière og blev meget optaget af hans stil, så det var oplagt at skrive speciale om ham. Mine interessefelter går tit på tværs af kunstarter, men mere end at kalde billedkunst en direkte indflydelse på den måde, jeg arbejder på, så tror jeg mest af alt bare, jeg forsøger at have meget åbne kanaler over for alle mulige indtryk og hele tiden prøve at føje nye perspektiver og tilgange til min måde at lave musik.”

“Fraværet handler for mig også om en eller anden form for interesse i materialeøkonomi, som kan gøre musikken mere åben og åndbar og måske også give bedre plads til lytteren.”

Mads Emil Nielsen

P/A: Du har tidligere udtalt dig om din fascination af og interesse i, hvilken rolle at fraværet kan spille i din musik. Selvom værkerne på “Disappearer” er minimalistiske, så er de alligevel ikke kendetegnet af tomrum eller lange pauser. Har fraværet fået en anden betydning for dig i dit arbejde med albummet?

MED: “Jeg har nok ment begrebet fravær i en ret fleksibel forstand som et ord, der både kan referere til deciderede pauser, men også gælde delkomponenter i musikken, eks. at der i klangflade- musik er et fravær af rytme, eller at der omvendt i trommebåret musik kan være et fravær af harmonik. Og lidt mere abstrakt måske at eks. det repetitive kan være et fravær af forandring. Fraværet handler for mig også om en eller anden form for interesse i materialeøkonomi, som kan gøre musikken mere åben og åndbar og måske også give bedre plads til lytteren. 

Derudover har ordet også bare for mit eget vedkommende været en slags fællesnævner ift. nogle af de ting, jeg har været optaget af – det har gjort det mindre skizofrent for mig at bevæge mig mellem eks. Eugène Carrière, Yasujirō Ozu, Burial og Wu-Tang Clan, så på den måde har ordet også været en meget god lim til at få nogle ellers lidt usammenhængende interesser til at give bedre mening for mig selv.”

Info: “Disappearer” er udkommet på Dacapo Records.