Jessie Kleemann & Søren Gemmers samarbejde giver Arktis en stemme

Interview af Kristine Haffgaard

Hvordan lyder postkolonial kritik, når den præsenteres som musik? Det spørgsmål er omdrejningspunktet for Jessie Kleemann og Søren Gemmers nye album Lone Wolf Runner. Passive/Aggressive har talt med Jessie Kleemann og Søren Gemmer om at mødes kunstnerisk på tværs af kulturer og generationer, og om hvordan deres samarbejde kom i stand via en heldig tilfældighed.

Transkulturel identitet og isknitrende skønhed

Det er ikke letbenede temaer, der er på færde, for Lone Wolf Runner kredser om klimaforandringer, de åbne sår, som kolonitiden har efterladt, den transkulturelle kompleksitet og det arktiske landskabs særlige, barske skønhed. Der er ingen tvivl om, at Lone Wolf Runner er drevet af vrede, smerte og indignation. Trods dette bobler der en underfundig humor frem i teksterne. Lone Wolf Runner står derfor som et værk, der opleves tilgængeligt i kraft af det pulserende, store hjerte af medmenneskelighed, der banker under de rastløse beats, inderlige tekster og kølige klaverstykker.

Søren Gemmers elektroakustiske kompositioner og Jessie Kleemanns stemningsbærende, ekspressive vokal, der veksler mellem kalaallisut (red.: grønlandsk) og dansk, påkalder sig lytterens fulde opmærksomhed. Pladen er på sine 31 minutter både stemningsmæssigt foruroligende og glimtvist smuk som nordlysets blafren. I sin kunstpraksis har Jessie Kleemann de seneste tre årtier arbejdet med de komplekse forhold mellem Grønland, hvor hun er født og opvokset, og Danmark, hvor hun i dag bor og arbejder. Jessie Kleemann er braget igennem internationalt, og er nu anerkendt som en af Grønlands mest markante samtidskunstnere. Hendes virke strækker sig over performance art, poesi samt video og maleri, og i 2024 modtog Jessie Kleemann Eckersberg Medaillen for sit banebrydende livslange arbejde. I sin kunst  udforsker hun identitet, geopolitik, feminisme og mytologi i et arktisk perspektiv. Disse temaer sættes også i spil i Lone Wolf Runner.  Pianist, komponist og elektronisk musiker Søren Gemmer lader i musikken på vestlige kulturtraditioner mødes med den arktiske verden, hvilket både udfordrer og komplimenterer Jessie Kleemanns tekster og vokallevering.  De seneste år har Søren Gemmer arbejdet med et formsprog, hvor improvisationer på klaver blandes med feltoptagelser, abstrakte langbølge beats og samplede stemmer.

Overgivelse til den kvalificerede barnlighed

Afsættet til Lone Wolf Runner var at skabe et soundscape til den serie af performances, som Jessie Kleemann opførte til Tiden løber løber tiden, hendes første store retrospektive soloudstilling, på Statens Museum for Kunst i perioden 24. august til 26. november 2023. Det nyudgivne Lone Wolf Runner vinylalbum rummer et ekko af performancen, men er et selvstændigt kunstværk.

P/A: I taler om hinanden med stor mildhed og nænsomhed. Hvordan har samarbejdet været?

Søren Gemmer fortæller, at det hele kom lidt tilfældigt i stand: “Jeg anede vitterligt ikke, hvem Jessie var! Vi mødte hinanden til en koncert, jeg spillede, hvor Jessie kom over bagefter og sagde, at hun skulle bruge noget musik til en udstilling. Det lød jo spændende. Jeg havde jo ingen idé om, hvem Jessie var eller hvilken udstilling, der var på tale. Det var lidt overvældende at opdage, at det var en stor udstilling på Statens Museum for Kunst,  hun skulle lave. Udstillingen var i sig selv en kæmpe kraftpræstation fra hendes side, og hun valgte at tage musikken ind som et ekstra lag til hendes performance. Jeg var lige blevet klippet hos den forkerte frisør, så jeg stod der og følte mig små-noller. Hun tog en spontan chance med mig og var meget uforbeholden menneskelig tillidsfuld.”

Jessie Kleemann siger: “Jeg prikkede Søren på skulderen, og det blev han nok lidt forbavset over. Som grønlænder er man meget usynlig i Danmark. Jeg er så glad for samarbejdet, det kan være farligt og sårbart, fordi man giver så meget af sig selv, men her har det været rigtig godt. Lad mig sige det sådan… Som kunstnere prøver vi at tage en anden position end politikerne og deres dagsorden, vi kommer som levende kroppe med forskellige erfaringer, men fælles historie. Det er oplevelser, som der ellers er lagt låg på, men som vi kan komme ud med i kunsten, og sådan kan vi mødes og have en samtale. Det er en arkæologisk udgravning, en optrævling af erfaringer, der ligger bag værket.”

 “Hele den dumdristighed – eller kvalificerede barnlighed ved at turde bringe sig selv et sted hen, hvor man oplever noget for første gang på den totale måde – det er Jessie en mester i.“

Søren Gemmer

“Forløbet tog godt en måned, det var et ubønhørligt arbejdspres at levere noget gennemkomponeret” forklarer Søren Gemmer: “ Men der lå også noget fint i, at Jessie og jeg begge to havde en kæmpe tillid til at stole på processen og på intuitive indskydelser. Det var som at gå til opgaven ligesom et barn, med fuld åbenhed, for mere tid var der faktisk ikke. Kunst bliver en række kvalificerede valg under de præmisser. Hele den dumdristighed – eller kvalificerede barnlighed ved at turde bringe sig selv et sted hen, hvor man oplever noget for første gang på den totale måde – det er Jessie en mester i…at bringe sig selv ind i noget konkret, refleksivt. Det er et monster af faglighed i den blanding, der er vild. Hun ejer en skuespillers faglighed. Det var vældigt spændende at relatere til.”

Musik, der er skabt til en krop i løb

Søren Gemmers arbejdsværelse har udsigt til træer med efterårsgyldne blade og til Brorsons kirke, og kirken rammesatte eksperimenter undervejs i den kreative proces. De to kunstnere mødtes i Brorsons kirken for at samstemme forløbene i Søren Gemmers musik med Jessie Kleemanns løbetempo, så musikken kunne indgå sømløst i performancerækken i Skulpturgaden på SMK over udstillingsperioden. Den centrale handling i liveperformancen var løbet. At løbe som præstation, kamp, men også som meditation, frihed, renselse og glemsel.

De begyndte uden fastlagte planer, og musikken  tog form fra danselignede og ordløse improvisationer, der undervejs transformerede til meget detaljerige, lagdelte lydlige former. Søren Gemmer fortæller at han er skolet i det klassiske klaverspil, hvor der var mange faste øvelser, og at han forbinder flyglet stærkt knyttet til den klassiske musiktradition, og mere kuriøst, også forbundet med importen af elfenben til Europa fra kolonierne. På albummet møder flyglet analoge synths i form af glitchy beats fra Elektron Octatrack-sampleren og feltoptagelser fra det arktiske Grønland. Lone Wolf Runner bliver en artikulering af Arktis, hvor Jessie Kleemanns udtryksfulde stemme er en integreret del af musikken, som et fuldtonet og ekspressivt instrument i sin egen ret.

“Jeg går ind i noget ukendt. Jeg går ind i et dybt mørke, og jeg gør det helt frivilligt.”

Jessie Kleemann

Lone Wolf Runner rummer fire tekster fra Jessie Kleemanns digtsamling Arkhticós Dolorôs (red.: Artisk Smerte, Arena 2021), der i 2022 blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Kalaallisut har en meget særegen rytme, og på albummet har stemmen en stærk emotionel form og er bearbejdet med effekter. Flere steder virker den nærmest shamanistisk påkaldende, hvor feltoptagelser af fjerne hundeglam fletter sig sammen med Jessie Kleemanns rumklangsvøbte vokal til en foruroligende andethed, der maner ulven frem.

“Der lå noget væsentligt i, at få underbygget det grønlandske, alle konsonanterne og de mange tryk, fordi der er den her helt særlige tidslighed i sproget,” siger Søren Gemmer og fortsætter: 

“Det blev muligt at arbejde i nogle andre klanglige rum ved at få de grønlandske tonale lag lagt ind, de ligger som en muskel i musikken, fordi Jessie læser stringent. Der er en vocoder for hver tone, der arbejder så naturalistisk som muligt. Alle digte står i deres helhed, men er sine steder samplet. Det er ret præsent i tiden at arbejde med mikro-tuning, der ligger en ambition om at få ekstra nuancer ind ved at opløse metriken i sproget. Det greb bliver på en abstrakt måde noget, som giver stemme til Arktis.”

“Jeg læser meget op, både mine egne tekster og andres, jeg havde sendt Søren forskellige lydklip med optagelser fra Grønland. Men det var afgørende for mig, at der er en aktualitet i det. Jeg besluttede mig for ikke at være forfængelig, men at kaste mig fuldt ind i oplæsningen. Jeg plejer at sige, at jeg lukker ned for noget, og så træder jeg ved siden af mig selv, når jeg arbejder med performance. Jeg kan ikke forklare det. Jeg går ind i noget ukendt. Jeg går ind i et dybt mørke, og jeg gør det helt frivilligt. Der er nogle reflekser eller noget, som jeg gør for andre. Hvis jeg får kontakt med noget undervejs, så får det lov til at være der“, uddyber Jessie Kleemann.

Sprogets demokratiske uligheder

Sidst jeg var på Nationalmuseet, gik jeg igennem den arktiske samling. Udstillingen føltes både støvet og næsten andægtig, men samtidigt var det også imponerende at se, hvordan den oprindelige befolkning i Arktis har kunne klare sig i et så ekstremt klima. Der er skønhed i selve brugsgenstandene, der tydeligvis bærer på fortællinger om både magi og levet liv. Jeg spørger Jessie Kleemann om, hvorfor debatten om de-kolonisering af Grønland ikke fylder mere i Danmark, end den gør.

“Institutionerne er endnu viklet ind i kolonitidens klamme frakke.“

Jessie Kleemann

”Institutionerne har ikke altid fulgt med i den samtale, der er i gang. Det bliver ømtåleligt, fordi det ikke ligger så langt tilbage i tiden. Derfor bliver det døde vægge, med døde genstande. Institutionerne er endnu viklet ind i kolonitidens klamme frakke. Debatten om afkolonisering blusser op på en måde, der næsten er cyklisk, i 1970’erne, og igen fra 2021 til nu i 2024. Men der er en stor berøringsangst, som jeg ikke kan have; at man ikke må røre og bearbejde ens kulturarv. Den grønlandske kultur er levende og under forandring.”

Jessie Kleemann går helt anderledes håndgribeligt til værks i sin kunst. Hun undersøger kulturgenstande og sprog på en uhøjtidelig vis, der går flere spadestik under overfladen, uden romantisk længsel efter et oprindeligt, uspoleret Grønland.

”I udstillingen på Statens Museum for Kunst brugte jeg for eksempel 3D-printede modeller af kamikker (red.: traditionelle grønlandske skindstøvler). De er slidt tynde efter at de har været brugt af kvinder i min familie i generationer. Men det kunne ligeså godt have været grønne gummistøvler. De 3D printede modeller leger med materialet, for der er virkelig mange grønne gummistøvler i Grønland. Især om foråret, hvor der er vådt. De passer bare ikke med  det nostalgiske billede af Grønland. Jeg kan lide at lege med de forestillinger med et humoristisk blik. I Grønland er vi stadigt tæt knyttet til naturen, der lige nu kollapser omkring os, mens isen smelter.”

Den samme leg med sammenstillede kontraster og forskelligheder bruger Jessie Kleemann i sine tekster. Det er både voldsomt intenst og sanseligt, og som dansksproget lytter må man overgive sig til et sprogunivers, man ikke forstår og selv søge sig frem til en mening. Den flersprogede virkelighed er en vigtig præmis for det nutidige Grønland af i dag. Sprog har en central betydning for identitet, uddannelse og politik, for når kalaallisut som sprog undertrykkes eller er dårligt oversat til dansk, der er det dominerende politiske sprog og diskurs i Rigsfællesskabet, bliver synspunkter, identiteter og vigtige perspektiver overhørt. Derfor er sproget en politisk kampplads for afkolonisering og løsrivelse fra Danmark. I Jessie Kleemanns tekster skifter sproget mellem dansk, kalaallisut og engelsk, der indimellem mødes og flettes ind i hinanden. Denne flertydighed fungerer som et elegant kunstnerisk greb, hvor den dansktalende helt konkret stilles i en delvist afkoblet position i kraft af den manglende sproglige forståelse. I teksten Inngili (Englen) får en engel øreklapper på, hvilket ifølge Jessie Kleemann er en drillende påpegelse af, at danskere ikke altid lytter til grønlændere.

Jessie Kleemann beskriver, hvordan der ligger både magt og et hierarki indlejret i sprog, og at det stadigvæk er en aktuel debat. Sproget er politisk, som da politikeren Aki-Matilda Høegh-Dam i maj 2023 fastholdt retten til at holde tale på kalaallisut i Folketinget, fordi hun er folkevalgt i Grønland til at repræsentere partiet Siumut og det grønlandske folk. Det skabte både opmærksomhed og modstand, men der er intet i den danske grundlov, der forbyder det. Talen førte til en ændring i praksis for de nordatlantiske politikere i Folketinget, og står som en vigtig gestus for de grønlændere, der oplever at politiske forhold om deres land diskuteres på dansk, et sprog som alle ikke nødvendigvis forstår.

“Grønland består geografisk af flere dele, det er koblet sammen som et knoglesystem: Mister vi en lunge? Et ben eller en arm? Hvad forsvinder?“

Jessie Kleemann

Et areal på størrelse med Congo, men en befolkning på størrelse med Marshalløernes, gør Grønland meget unikt som post-koloni, fordi der ikke rigtigt er noget andet sted i verden at sammenligne med. Jeg spørger derfor til, hvor Grønland bevæger sig hen:
Som dansker tror jeg ofte, man står med blandede følelser overfor Grønland; både med en skam over kolonitiden, der ikke er mere end en enkelt generation siden, samtidigt spøger der også en del skræmmebilleder om et barsk samfund med meget druk, vold og misbrug. Hvor er det moderne Grønland på vej hen?

“Det er et stort spørgsmål og meget komplekst.” svarer Jessie Kleemann. ”Selve arealet af vores land er jo under forandring med klimaforandringerne, der nu går stærkt. Vi ved endnu ikke hvor stærkt; er det hundrede år? Tusinde år? Grønland består geografisk af flere dele, det er koblet sammen som et knoglesystem: Mister vi en lunge? Et ben eller en arm? Hvad forsvinder? Der er mange internationale interesser i spil i Arktis, hvor Grønland ligger meget strategisk vigtigt. USA, Rusland, Kina, endda Norge, der på grund af Svalbard også mener sig berettiget til at have del i området, Canada, foruden de danske interesser. Det bliver et spil om at afgrænse og forhandle om hvem, der har krav på procentdele af den grønlandske kontinentalsokkel. Så kommer der en figur som Trump, der i 2019 simpelthen foreslår at købe Grønland. Der er så mange stemmer i det her. Grønlandsk identitet og tradition, kroppen, vores DNA, naturen og sproget ændrer sig over tid. Hvor meget er vi inuitter? Hvor meget er vi danske? Hvor, i alt dette, bliver en selvstændig statsdannelse mulig og anerkendt? Den samtale er vi nødt til at gå ind i.”