Opdateringer fra guitarland pt. 2: Opbrudsplader
Af Alexander Julin
Den 7. maj blev den uendelige malstrøm af udgivelser fra guitarland opdateret med to længeventede eksemplarer: Monomania af Deerhunter og MCII af Mikal Cronin. Det omhandler mennesker på toppen af deres spil, og deres relevans for rockmusikkens væsen anno 2013 er indiskutabel.
Begge plader kan ses som værende et opbrud med en forhenværende position, men alligevel står de på adskillige punkter også som klare modpoler til hinanden. Mens eksempelvis Pensacola og Leather Jacket II fra Monomania vidner klart om, hvorledes pladens sangmateriale bærer præg af den alkoholiske livsstil, der har ligget til grund for Bradford Cox’ skitser, er støjen i høj grad tilsidesat eller under kontrol på MCII. Mens det mest af alt lyder som, at Cox synger ned i en for længst tom dåseøl, hvorfra både naiv ekstase og sortsind udspringer, står Mikal Cronins stemme klarere og mere skrøbelig end nogensinde før. Det er lige før, at man kan tale om en englerøst.
I begge tilfælde har artisterne forladt deres ‘safety zone’, hvilket i Cronins tilfælde betyder, at den abnorme forbrug af fuzz og rumklang er blevet udbyttet med den rendyrkede popmusik, og hvor der på den forhenværende plade (st) var afsat ekstra plads til mere smadrede udspil a la Green and Blue, har klaverballaden Piano Mantra såvel som den udelukkende akustiske Don’t Let Me Go banet sig vej til hans aktuelle udspil, uden at det på nogen måde virker malplaceret. Pladen stemmer overens med ånden hos Merge Records (har tidligere udgivet blandt andet Neutral Milk Hotel, The Magnetic Fields, M. Ward og Spoon), hvorpå den udgives, men gør til gengæld klart op med den i den vis grad fastlåste skabelon for rockmusik, Mikal Cronins baggrund som bl.a. Ty Segall Band og den dertilhørende scene kan kritiseres for. Oprigtigheden står ikke til diskussion, men den mere ordinære tilgang til at skrive musik, som pladen præges af, bliver til gengæld kun mere modig herved, da den i dette tilfælde også vidner om en musikalsk friere udfoldelse. Og vigtigst af alt er det helt basalt og håndgribeligt, når Cronin bl.a. på åbningsnummeret Weight synger ”I’ve been starting over for a long time / I’m not ready for another day / I fail at feeling new”.
Hvad angår Deerhunter er opgøret måske ikke så sort på hvidt, men uden at te til lette omveje bliver emnets kerne højst sandsynligt ikke berørt mere præcist end ved Pitchforks egen anmeldelse af denne:
”For the first time since Cryptograms, Deerhunter’s next move will be harder to predict than Cox’s.”
I kølvandet på mesterværket Halcyon Digest (2010) stod Deerhunter for ud for indspilningen af Monomania i den mere eller mindre luksuriøse position, at de havde formået at ramme deres eget, særprægede udtryk, en bestræbelse der rækker tilbage til deres første udgivelser. Men mens Halcyon Digest kvalitet bl.a. bestod i, at den præsenterede bandets originalitet så sublimt og bredt, er Monomania’s lydunivers betydeligt mere indsnævret. Deerhunter ofrer altså deres forhenværende plades kvalitet som bredtfavnende ved at præsentere bandet fra én ny position, der emmer af rockmusik, motorcykler (bogstavelig talt) og en uforløst røst fra vor tids måske mest markante rockmyte. Og vigtigst af alt er der ikke mere til det, hvilket også er pladens største kvalitet. Mens bandets forhenværende udgivelser har emmet af nysgerrig eksperimentering og en bevidst udarbejdelse af deres unikke lyd – hvis ikke man kan tale om en decideret modningsproces – fremstår Monomania simpelthen som pladen, bandet ikke havde kunnet være foruden at lave, simpelthen fordi at de ikke prøver lige så hårdt. Bradford Cox utilregnelige persona har ofte overskygget den klare målrettethed, der ellers hidtil har kategoriseret bandets bagkatalog, og derfor er det ikke mindre overraskende, at dette tilfældet blot er vendt på hovedet.
Det er med andre ord en sjov notits, hvordan det vovede udspil for både Deerhunter og Mikal Cronins tilfælde kommer til udtryk ved både banalitet, stilsikkerhed og vigtigst af alt: hvordan begge plader baner vej for sommerens udfoldelse.
MCII er ude via Merge Records, Monomania via 4AD.
