This Heat – Hvorfor “Deceit” er alle plader og tider i én
Tekst af Anders Jørgen Mogensen – musik udvalgt af Nis Bysted
This Heat var Andreas’ yndlingsband, og derfor kunne det aldrig helt blive mit. Han gav mig “Deceit” i 2005, og pladen overraskede mig, som jeg var vant til, når Andreas, eller Nis, gav mig ny musik, der åbnede nye verdener for mig. Specielt havde Scott Walker ændret meget (det var nu Mads Heltberg, der havde introduceret det for mig i 2003), men “Deceit”-pladen var sin egen, ikke mindst fordi den virkede til at være alle plader i én. Og This Heat sang. Det var det første, der ramte mig. De ikke bare kunne synge, de ville synge. Og spille aggressivt imens.
I 2004, efter KLoAK havde indspillet “A boy getting pregnant”, var vi i bandet blevet besatte af at synge. Til den sidste koncert med Ronny, vores oprindelige guitarist, var der tre vokaler på nærmest alle sange, vi spillede. Ronny sang, Niels sang, jeg var ikke længere alene. Derfor ramte “Sleep”, det første nummer på “Deceit”, mig rent, for her var et punkband, der sang og ikke bare gjorde det for at angribe. De arbejdede med harmonier, de udforskede sangen. Jeg var solgt, og “Sleep” blev mit fikspunkt for pladen.
Fuld af spørgsmål, fuld af detaljer
Omkring samme tidspunkt havde jeg i Candy Corner i Jelling, hvor jeg boede og studerede i et par år, før jeg flyttede til København, hørt en eurodance-udgave af Velvet Undergrounds “Sunday Morning”. Helt og aldeles forfærdeligt, men det virkede. “Sunday Morning” virkede i en eurodance-version. Jeg fortalt Andreas om det, og jeg fortalte ham, at “Sleep” var i samme tradition. Det kunne fungere som eurodance. Andreas hadede, når jeg sagde sådan noget. Han mente, jeg ødelagde ting, når jeg sagde sådan noget. Og derfor var det også et umuligt projekt, da jeg spurgte ham, om Niels, han og jeg ikke skulle indspille en a capella-version af “Sleep”. Han kunne ikke, svarede han. Han sagde ikke, at han ikke ville, men at han ikke kunne. Og jeg spurgte aldrig igen.
Senere var det Niels, der påpegede, at trommeslageren grindede i “Paper Hats”. Charles Hayward grindede i 81. Ligesom “Deceit” var alle plader på én gang, var det nummer en hel plade i ét nummer, og jeg forstod lige pludselig, hvorfor Fugazi lød, som de gjorde; hvorfor folk gad at spille instrumental postrock (som i 00’erne dukkede op i alle afskygninger); men vigtigst af alt lærte jeg om temposkift midt i en sang, noget jeg indtil da havde haft et anstrengt forhold til.
Et andet højdepunkt var den indelukkede aggressivitet i “Makeshift Swahili”, der blev afløst af stort håb, på en måde kun engelsk rock kan, for derefter at skifte til en optagelse af samme sang, der blev jammet i øvelokalet. Det sidste satte tanker i gang, for jeg havde altid haft svært ved lo-fi som statement. Men alle kneb gælder, alle angreb skulle udleves. Det var fundamentet for KLoAK, og det fik jeg bekræftiget rigtigheden i af mødet med This Heat og “Deceit”.
Spillede de hiphop på “Shrink Wrap”? Var “Independence” en ballade, og hvor kom den fløjtelyd fra? Og sådan blev den plade ved. Fuld af detaljer. Fuld af spørgsmål. Fuld af musik.
“Deceit” var alle plader i én, og selv om vi i KLoAK følte, vi prøvede alle mulige idéer af, da vi skrev og indspillede “A boy getting pregnant”, var det alligevel svært ikke at se sig slået af This Heat. Og med det egentlig ikke noget dårligt sagt om “A boy getting pregnant”.
En afgud af en rockstjerne
Andreas forklarede mig, at This Heat kunne ses som det manglende led mellem punk og prog. Og jeg elsker prog. Jeg elsker Magma, jeg elsker Gentle Giant. Måske har jeg aldrig været sej nok til virkelig at elske punk. Jeg elsker Peter Peter, jeg mener, jeg elsker virkelig Peter Peter, men jeg har ikke gået med solbriller, siden jeg var 10, aldrig haft en læderjakke, og måske derfor har jeg aldrig helt kunnet elske punk, som punk skal elskes. Men jeg elsker This Heat.
Apropos punk kan jeg huske, at da jeg spurgte Elias og Dan fra Iceage, en af de første gange jeg snakkede med dem, om, hvad de hørte, så svarede de: This Heat. Det var dengang de gik i 7. og 8. klasse, dj’ede under navnet The Amazing Hammer Kids, og Iceage bare var en drøm, men svaret slog mig omkuld. Jeg havde været 24 eller 25, da jeg første gang hørte bandet, men de hørte det, selv om de var 14 år. Jeg kan huske, at jeg tænkte på, hvor heldige de var, og hvor meget de på den måde kunne opnå.
I Escho satte vi i 2007 den første solokoncert med This Heat-trommeslager Charles Hayward op. Det var i det gamle Radiohus ved Forum. Andreas var helt oppe at køre. Det var hans yndlingstrommeslager, og Andreas elskede trommer og dem, der slog på dem. Mødet med Charles var også omvæltende for mig, for han var hverken den rockstjerne, jeg i min naivitet havde set ham som, eller den afgud, som Andreas i tale nogle gange gjorde ham til. Charles Hayward var en ganske almindelig og ekstrem venlig mand, der var meget interesseret i at snakke og møde folk i øjenhøjde. Hans største bekymring var de minidiscs, som han havde sine backing tracks på. Minidiscs var allerede da et døende medie, og han havde kun originalerne. Ingen back-up.
Året efter satte vi igen en koncert op. Denne gang i et galleri på Islands Brygge. Det var CPH:DOX. Nogen havde lavet en dokumentarfilm om Charles, men den havde Charles ikke lyst til at se. Han søgte ned på Kulturhuset KIB (som han selv kun omtalte som ”that nice community center”) for at drikke kaffe blandt almindelige mennesker og kom tilbage og leverede sit soloshow til et begejstret crowd.
“You are now in a deep sleep”
Andreas og Charles holdt kontakten ved lige, og da Charles Haywards jazzkvartet, Albert Newton, blev booket til Copenhagen Jazz Festival i 2009, blev Andreas og mit band Alle med balloner og terrasser hurtigt booket til at spille til samme arrangement.
I mellemtiden blev Andreas dog kørt ned og endte i koma.
Jeg var fuldstændig ødelagt og kørte, når jeg kunne samle kræfter til det, med bussen til Hvidovre Hospital, hvor Andreas lå og lignede elefantmanden i dyb koma ude af stand til at registrere mit besøg. I min hjerne kørte linjen “you are now in a deep sleep”, mens jeg af alt i verden ønskede, at han ville vågne op.
I perioden var jeg jævnligt i kontakt med Charles Hayward, som var påvirket af ulykken. Han havde læst op på, hvordan hjernen virkede, og en i hans familie (eller var det en nær vens kone?) var hjernespecialist, og han ville spørge hende til råds.
Alle med balloner og terrasser blev annonceret til Roskilde Festival ugen efter, Andreas var blevet kørt ned, og den koncert valgte jeg at spille alene. Bare mig på scenen med to mikrofoner, hvilket var en forfærdelig oplevelse, i hvert fald for mig selv, så mest af alt ønskede jeg at aflyse koncerten med Albert Newton, men jeg følte ikke helt, jeg kunne tillade mig det over for Andreas.
Der var ingen musiker, Andreas respekterede mere end Charles, og den respekt eksisterede vel stadig, om Andreas var i koma eller ej. Derfor måtte koncerten gennemføres af respekt for Andreas. Af respekt for Andreas’ respekt for Charles. Og derfor spurgte jeg mine gamle venner Niels og Palle, om de ville spille med mig, og de sagde ja.
Det var til den koncert, vi fandt vores navn. Programmet var trykt, og der stod Alle med balloner og terrasser, men vi havde siden den første øver diskuteret, hvad vi skulle hedde. Jeg kom med alle mulige forslag, som Niels alle sammen fandt latterlige, og et af dem var åbenbart så latterligt, dér i Stubnitz metalliske dyb, hvor koncerten skulle finde sted, at Niels udbrød, at vi lige så godt kunne hedde Nikolas and the blue monks, og der var den.
“Vi skal hedde Nikolas,” udbrød jeg, og Niels var, i bedste fald, ikke afvisende. Da jeg mødte min kone lidt senere, sagde jeg, at vi havde fundet et navn, og det var Nikolas, sagde hun: “Det gør I ikke. En af de personer, jeg hader mest, hedder Nikolas.” Og så var det på plads. Nikolas opstod med Charles Hayward i nærheden. Og derfor hænger This Heat og Nikolas sammen. I hvert fald i mit hoved. Ligesom Andreas hænger sammen med This Heat.
Jeg tror ikke, jeg har hørt “Deceit”, siden Andreas blev kørt ned, men det er stadig en af mine yndlingsplader. Jeg skal også høre den igen. På et eller andet tidspunkt.
Info: This Heat spillede i februar 40 års-jubilæums-koncerter under navnet This Is Not This Heat. This Heats to LP’er “This Heat” (1979) og “Deceit” (1981) samt EP’en “Health and Efficiency” (1980) er netop blevet genudgivet af Modern Classics Recordings. This Heat gik i opløsning i 1982. Bandets bassist Gareth Williams var på dette tidspunkt gået ud af bandet, han døde i 2001.
Nis Bysted så begge This Is Not This Heat-koncerter i februar og beskriver det således: Som Charles selv skriver: “This is not a nostalgia thing”. På scenen havde de 13 musikere fra alderen 18 til 70. Lyden var flerdimensionel. Uden en tvivl den smukkeste koncertopsætning, jeg nogensinde har overværet. Det lød bedre end på plade. Og det lød ikke som 40 år gammel musik. Det lød stadig som fremtiden. Hvis man kan se dem eller booke dem, skal man gøre det! Her er nogle numre, de spillede:
Personer:
Charles Hayward – This Heat
Andreas Hauer-Jensen – Düreforsög, Bleeder Group, Alle med balloner og terrasser, medstifter af Escho
Mads Heltberg – Düreforsög, Bleeder Group, House of Hayduk
Ronny Lagoni Thomsen – KLoAK
Niels Kristian Eriksen – KLoAK, Nikolas, Thulebasen
Peter Peter – Sods, ex-Sort Sol, Bleeder Group
Elias & Dan – Iceage
Palle Høirup – Nikolas, Lamburg Tony
Anders Jørgen Mogensen, Nis Bysted, Nis Sigurdsson – Escho og en masse andet
