Assegai – mathrock kan ikke bremse ekstremt vejr
Assegai – “Water Worlds and Dry Spells” (Part Time Records, 2023) – anmeldelse af Jon Albjerg Ravnholt
Som at danse om arkitektur: Assegai fortolker det ekstreme vejr som instrumental mathrock på “Water Worlds and Dry Spells”. Det er ambitiøst, men aarhusianerne lykkes med at være ordløst politiske.
Det begynder og slutter med lyden af hvinende og hujende børn, der ubekymrede leger i et vandland uden at bekymre sig det fjerneste om den klimakatastrofe, der accelererer omkring dem. Symbolikken er til at tage og føle på, og ved at begynde og slutte samme sted viser Assegai, hvordan hjulene bare kværner rundt og rundt, uden nogen kan stoppe dem: Så styrtregner det med oversvømmelser over det hele, så er der tørke, og alt dør, så smadrer storme gennem digerne, så bliver alt helt, helt stille igen. Og imens leger vi, at det hele bare er for sjov, og vi behøver slet ikke tage sydpå om sommeren, når det er så dejlig varmt, se, hvor glade ungerne er, de ved ingenting.
Hele “Water Worlds and Dry Spells” kører i ring: Ikke bare begynder og slutter pladen med den samme lydkulisse, de seks sange på pladen er en udforskning af gentagne musikalske motiver og figurer, der forskyder sig med skift i taktarten. En krystallisk ringende guitar får mere og mere rumklang, phaser og chorus på gennem pladen, indtil guitaren lyder mere som episk doom metal end den indadvendte instrumentale mathrock, Assegai egentlig spiller. Det gør de med tydeligt afsæt i de navne, der tegnede mathrock i 90’erne og ind i 00’erne. Den hardcore-punkede variant af progressiv rock, hvor komplekse rytmer spiller op mod start/stop-struktur i sangene, og finurlige melodilinjer kontrasteres af powerakkorder, opstod som en knopskydning af post-hardcore, hvor bands som Fugazi havde åbnet udtrykket for en større grad af rytmisk eksperimenteren.
Først og fremmest høres i Assegais musik Don Caballero med en knastør og helt nøgen lyd af mennesker i et øvelokale, der strækker deres formåen til det yderste, men også Battles, der efterfølgende blandede afrobeat-rytmer og synthpop ind i genren. Men den metalliske tyngde, som først og fremmest guitaren er ansvarlig for, får i samspil med et svagt ekko af nordisk folkemusik i melodierne Assegai til at minde om vikinge-metallens ophav i Bathory. Hvilket på den ene side er vildt sært, når der også kommer blæsere og jazzet synkoperede rytmer ind over, men på den anden side også virker som en logisk videreførsel af den økologiske agenda, der spiller en rolle i flere af de bands i black metal og vikinge-metal, der er opstået i kølvandet på netop Bathory.
Kan man beskrive ekstreme vejrforhold med instrumental musik?
Fossende lydmassiver
Men det er selvfølgelig her, et helt grundlæggende spørgsmål trænger sig på: Kan man beskrive ekstreme vejrforhold med instrumental musik? Er det ikke lidt som den maksime, der gennem musikhistorien er tilskrevet adskillige vrangvillige komponister: At skrive om musik er som at danse om arkitektur? For jo, det er det da. Men fordi det virker omsonst eller i hvert fald svært foreneligt, er det spændende, om Assegai så kan få noget interessant ud af det.
Den instrumentale musik har en lang historie som en aldeles politisk og konfrontatorisk kunstform lige fra Stravinskijs “Le Sacre du Printemps”, der skabte opstandelse i 1910’erne med sin skærende avantgardisme, over Charles Mingus’ eksplicit politiske jazzsang “Fables of Faubus” om raceadskillelsen i de amerikanske sydstater til Autechres “Anti EP” med konstant omskiftelige rytmer i protest mod den engelske lov mod ravefester i 90’erne, der forbød repetitive rytmer.
Så eksplicit politiske er Assegai ikke. Det er vel i virkeligheden det, der gør det så passende at lave et instrumentalt album om ekstreme vejrforhold: De slipper for at komme med paroler og hurtige løsninger. I stedet udforsker Assegai elementerne hver for sig og indbyrdes i de seks sange: I de to sange, der specifikt angiver luften som sit tema – “Air-Conditioning” og “All Aerobe” – er anslaget flygtigt og springende, musikken snurrer let om sig selv i en vild dans; i “Hydroslide” fosser musikken frem i en samlet bevægelse, enkeltdelene griber fat i hinanden og river alt med i strømmen. På pladens resterende tre sange, de afsluttende “Recirculate” og “Public Use”, der slutter med en tungt forvrænget og udstrakt riffen over motivet fra åbneren “In Monitored Balance”, arbejder Assegai med at finde en balance mellem de to modsætninger: Det æterisk viltre og det stridt knusende.
Mathrock kan ikke bremse de klimaforandringer, mennesket selv har sat i gang.
Det er jo sådan set det, det hele handler om: At prøve at finde en balance for at udsætte katastrofen. Give de der lykkeligt uvidende hylende børn en lidt længere frist at løbe på, inden det hele brænder af og skylles bort. Og mod naturkræfterne er det i sidste ende lige så futilt: Mathrock kan ikke bremse de klimaforandringer, mennesket selv har sat i gang. Den cyklus er selvforstærkende og går kun hurtigere og hurtigere.
Men en plade som Assegais kan skabe en refleksion over uafvendeligheden. En måde at forstå den på uden at få lagt ordene i munden på én. Lidt som at danse om arkitektur.
Info: “Water Worlds and Dry Spells” udkom den 10. November via Part Time Records.
