Chaines – Pirrer sanserne med et dystopisk lydlandskab
Af Ida Selvejer Faaborg
Cee Haines fra Manchester har med projektet Chaines skabt et bemærkelsesværdig og abstrakt debutalbum, The King, hvor hun har samarbejdet med London Contemporary Orchestra. Albummet er blevet udgivet på pladeselskabet Slip fra London/Berlin og består af otte elektroniske avantgarde-kompositioner, der kalder på at blive hørt i deres rigtige rækkefølge, og som fra start til slut ikke lader lytterens opmærksomhed vige. Igennem sangene tegnes der et omsluttende atmosfærisk og dystopisk lydlandskab, som til tider giver en fornemmelse af at være et soundtrack eller en lydside til et computerspil. Abstrakte lydflader, hårde maskinelle beats og forskellige hvislende og fordrejede stemmer vikler sig ind og ud af hinanden i de forskellige sange med skift i intensitet og tempo.
Denne bevidsthed om tempo og struktur gør det muligt at komprimere flere modsatrettede stemninger i ét enkelt nummer. Særligt bemærkelsesværdigt høres det på det psykedeliske collage-nummer “Knocktuning”, der skaber et excentrisk lydbillede med fløjtespil, der bliver flettet sammen med hurtige beats, synth-flader, menneskelatter og forpustede åndedræt, der dukker op og pludselig forsvinder igen. Et frisk pust af umiddelbarhed og lydlige overraskelser.
“Down” er et andet eksempel på disse skift i stemning. Her starter sangen med smukke og sarte ekkoer af melodier, der til tider kan minde om William Basinskis “For David Robert Jones”, men som langsomt føres hen i en dyster og skinger mareridtslignende tilstand, hvor forskellige lydspor lægger sig ind over hinanden og skaber kaos. Men lydsporene fletter sig også ud af hinanden igen, forsvinder og efterlader en i et forløsende statisk og nærmest tomt lydbillede.
Derudover oplever man forskellige karakteristiske stemmer, der tager deres markante plads i visse numre som f.eks. åbningsnummeret ”For Your Own Good”, der sætter stemningen ved at lede tankerne hen på at stå i et forladt maskinrum, hvor de eneste lyde, der eksisterer, er maskinernes langtrukne og repetitive beat og en fordrejet og nærmest indvarslende og hidsig stemme, der er svær at forstå, og som til sidst spalter sig i flere hviskende stemmer. I “Population 5120”, hører man en spøgelseslignende androgyn og skrøbelig stemme, der improvisatorisk synger sig igennem hele nummeret, og i det korte nummer “Mary” hører man en mandlig autotunede stemme, der på poppet vis bedende og patetisk synger og snakker hen over en smuk fordrejet guitarmelodi. Nummeret leder blødt hen til afslutningsnummeret “Eraserhead”, hvor der skabes en kabaretlignende stemning med crooner-sang, latterbrøl, klaverspil og hektiske trommer.
Alle disse forskellige lydlige rum og stemninger sniger sig ind og ud af de forskellige numre og skaber på mystisk vis en rød tråd gennem den skizofrene collage af stemmer og lydflader. Med “The King” har Chaines skabt en krævende, kompleks og kompromisløs lytteoplevelse, der med konstante skift i tempo og teksturer gør, at man hele tiden overraskes og aldrig ved, hvor de forskellige kompositioner ender henne. Det er et album, der formår at holde lytteren nysgerrigt fast, og som åbner sig lidt mere, for hver gang man lytter til det.
Info: “The King” udkom i marts på Slip.
