Chris Marker – Soundtrack til ét af filmhistoriens smukkest fortalte mareridt
Af Simon Christensen
I 1962 udkom forfatteren, fotografen og filminstruktøren Chris Markers lille mesterværk af en ‘kort’ film, som i første omgang blev husket for sin på dette tidspunkt revolutionerende fortælleform. Den franske film “La Jetée” er 28 minutter lang og består primært af stillbilleder (den blev ved udgivelsen kaldt en fotoroman), hvorfor lydsiden på værket naturligvis har været et bærende element for historien. Og netop fordi “La Jetée” ikke er en konventionel filmfortælling, bliver soundtracket så meget desto mere tydeligt. Hvordan laver man et score til en science-fiction-film, som ikke engang har levende billeder?
I begyndelsen af 2016 blev soundtracket udgivet for første gang af San Francisco-pladeselskabet Superior Viaduct, som i øvrigt har udgivet en masse spændende soundtracks, experimental- og punk-reissues løbet af de sidste par år. Jeg gad godt skrive en længere ting om, hvordan vinylmarkedets boom (og heraf kommercielle muligheder) er med til at genopdage ukendte og vigtigere klassikere, men hvor bagsiden af medaljen er, at reissues dels gør det på bekostning af dårligere tilgængelighed og leveringstid for nye (ofte små) labels, dels gør det med opkøb af rettigheder med økonomisk gevinst for øje. Men det bliver en anden gang, hvor der er plads til at nuancere diskussionen. Tak til Superior Viaduct for at finde “La Jetée” frem fra gemmerne.
Både soundtracket og min tekst herunder indeholder af åbenlyse grunde spoilere for filmen.
“La Jetée” udkommer med hhv. fransk og engelsk voice-over på de to sider af vinylen, og derudover består udgivelsen af komponeret orkestermusik, som vi kender det fra klassiske film scores, samt optagelser af kirkekor, samtale, hvisken, hjertebanken, fly som letter, skud osv. Der er dog ingen natur! Filmen starter og slutter med et kirkekor. Filmmusikken bruges til at markere følelsesmæssige højdepunkter og mere abstrakte narrative passager – faktisk er det meste af musikken ret gammeldags i stil med de tidligere Hollywood-film og film noir, men i løbet af filmens spilletid bliver musikken mere og mere opløst, forskruet og vævet ind i reallydene.
Realoptagelserne har derimod ofte en direkte betydning. F.eks. når en hjertebanken markerer en overgang mellem vågen tilstand og drøm (hvilket er nødvendigt for, at jeg-fortælleren kan rejse i tiden), eller når en fjern samtale på tysk markerer, at vi nu har at gøre med videnskabsfolkene, der har skabt hans tidsrejse, eller når vi ganske enkelt placerer jeg-fortælleren i flyterminalen, som titlen “La Jetée” refererer til.
‘There’s No Escape Out of Time’
“La Jetée” er en sci-fi-film, der foregår efter 3. Verdenskrig i ‘radioaktiv’ fremtid, hvor der er meget få overlevende. Det post-apokalyptiske anslag lyder: “Many died. Some fancied themselves as victors. Others were prisoners. […] Above ground, Paris, like most of the world, was uninhabitable, rotten with radioactivity. The victors stood guard over a kingdom of rats.”
Jeg-fortælleren er taget til fange under jorden i Paris af nogle tysktalende videnskabsfolk, som har opfundet en tidsmaskine og nu vil sende jeg’et frem og tilbage i tiden for at sende nødråb ud til andre tider. Få har overlevet en tidsrejse, mange er forsvundet. Jeg-fortælleren bliver udvalgt, fordi han har et særligt tydeligt minde fra Orly-lufthavnen, hvor han som barn ser en person falde om foran en smuk kvinde. Hans mission lykkes, da han finder en energi, som kan reparere verden, og det ender med, at jeg-fortælleren bliver benådet og sendt tilbage til fortidens Orly, hvor han vil opsøge kvinden. Men da han kommer tilbage, bliver han skudt i ryggen af en af fremtidens videnskabsmænd, og i de døende sekunder går det op for ham, at det var sin egen død, han var vidne til.
Opbygningen af både lyd og billede efterlader store narrative mellemrum med brug af stilhed, pauser og abstrakte lydkilder. Det er understreget af den kendsgerning, at still-billeder kan ses som levende billeder, normalt 24 billeder i sekundet, med meget store mellemrum. Oplæserne er Jean Negroni og James Kirk. Musikken er skrevet af Trevor Duncan og har tydelige referencer til Stravinsky, Hitchcock og Tarkovsky. Terry Gilliams “12 Monkeys” er løst inspireret af samme fortælling.
‘The Brain is the Screen’
Den collageagtige sammensmeltning af de tre lydelementer er for 1962 ekstrem fremsynet. I samspil med “La Jetées” filmiske greb – at fortælle en historie med stillbilleder (der er dog et enkelt filmbillede, hvilket ifølge rygterne tilskrives, at Chris Marker kun havde råd til et filmhold en enkelt dag) – forstærker soundtracket fornemmelsen af, at seeren selv skal forestille sig dette drama og dette science fiction-univers. At vores forestilling er stærkere end 60’ernes filmtekniske muligheder – og måske stadig og for altid vil være det. På den baggrund kan man sige, at Chris Markers genialitet er, at “La Jetée” hverken er en film, et stykke musik, en lydbog eller en radiomontage, men derimod et krystalbillede, der først og fremmest skabes i hovedet på publikum.
Forholdet mellem narration og stil, mellem vågen tilstand og drøm, mellem tid og hukommelse har optaget filmanalytikere i årevis. Men sjældent er begreber blevet bundet sammen af så stærk en fortælling, som “La Jetées” billeder og lyd udgør. Drøm selv!
Info: Soundtracket “La Jetée” er ude nu på LP hos Superior Viaduct. Filmen kan opspores flere forskellige steder, bl.a. er den franske originaludgave tilgængelig på Vimeo…
