Det sjove, det fjollede og det lette: skridt imod en ny (gammel) festkultur
Af Victor Tao Dinesen
Tilbage i midten af 10’erne gik technomiljøet i Danmark fra at være en relativt lille undergrundskultur til at være det nye, seje og trendy festmiljø. DIY-festkollektiver som Fast Forward Productions og DIY-klubben Et Andet Sted, blev samlingspunkter for en generation af fællesskabssøgende unge, der ikke følte sig hjemme i det kommercielle natteliv, og det blev steder, hvor man kunne praktisere en friere form for samvær, seksualitet og identitet.
Med inspiration fra Berlins technoklubber som den legendariske Berghain, blev den hårde og dystre techno og dertilhørende mode og sorte æstetik vores generations rockmusik. Til sådan en grad, og med så stor selvstændig kreativitet og udtryk, at den musik der kom fra København fik sine egne betegnelser som ”Copenhagen fast techno” og ”blue euphoria”. En lyd, der, som ”blue euphoria” antyder, bar præg af en forkærlighed til udsvævende melankolsk, men håbefuld trancemusik fra 90’erne og en slaghastighed på 140 bpm (eller derover).
Post-corona og en ny klubvirkelighed
Corona-pandemien betød drastiske ændringer for rigtig meget socialt liv, herunder særligt koncert- og festmiljøer. Mange initiativer, kollektiver og venues overlevede ikke de restriktioner, pandemien medførte, og for DIY-miljøet betød en øget organisering af beboer- og naboforeninger, at det i København blev tæt på umuligt at afholde arrangementer i de få ledige lokaler, der var tilbage i byen. Festkollektivet Fast Forward Productions, der i flere år havde afholdt sine fester i venuet KPH Volume på Enghavevej, har været ”hjemløse” siden 2022, efter naboklager stoppede muligheden for at holde natarrangementer i lokalerne. Samme udfordring stod venuet Hangaren ude på Refshaleøen også overfor, indtil forpagterne af lokalerne, organisationen NusNus, betalte for en lydsikring af lokalerne efter klager fra de nye beboere på Marieholmen. Men også det virker som en midlertidig løsning på en uundgåelig ejendomsudvikling af Refshaleøen og følgende stigende krav til støjreduktion.
Samtidig har København aldrig haft flere etablerede venues og -klubber, hvis program særligt er målrettet elektronisk dansemusik udenfor kommercielle mainstreamgenrer. Hvad der før var Et Andet Sted blev først Ved Siden Af og nu Den Anden Side, og har til huse i det legendariske diskotek fra 70erne og 80erne Daddy’s Dancehalls ikoniske lokaler under Paladsbygningen ved Vesterport. Derudover har nye klubber som Trixie og førnævnte Hangaren fået en mere etableret og regelmæssig programlægning, og klubber som Baggen i Kødbyen har styrket sin position som venue med et program målrettet elektronisk musik.
Nogle nye er kommet til, nogle andre er gået tabt. Natklubben Cozy i Studiestræde måtte tidligere i år lukke, og det samme gjaldt DIY-klubben Motopol og kulturhus og venue Ny lille klub, begge på Laplandsgade.
Kommercialisering og økonomi spænder ben for fællesskaberne
Men trods en styrkelse af etablerede venues, er DIY-miljøerne dødt mere og mere ud, og med dem er innovationen af arrangement- og festformater samt de stærke fællesskaber de skabte langsomt forsvundet. Samtidigt er det min og mange andres klare opfattelse, at de etablerede venues desværre ikke har formået at bibeholde en stærk forbindelse til de fællesskaber, de oprindeligt var formet af, og lider under faldende besøgstal.
Det kan der være flere årsager til, såsom, som jeg ser det, øget kommercialisering og en generelt presset økonomi. Det fører til at venues i stigende grad bliver nødt til at fokusere på arrangementstyper, der taler til et bredere publikum, og på store internationale bookinger, der kan trække publikum til. Der er derfor mindre plads til niché-miljøer og eksperimenterende former, og formatet for særligt festarrangementerne begrænser sig i stigende grad til 3-4 bookinger af DJs per aften, hvor særligt ét hovednavn er trækplaster for hele arrangementet.
Andre steder i Europa har en lignende udvikling været undervejs. I Berlin, der for mange er den største kulturelle inspiration til Københavns undergrundsnattemiljø, har der også været en stigende venden-væk-fra den mørke technomusik og -æstetik. Men forskellen fra København er her, at festmiljøet har formået at udvikle sig kunsterisk og skabe nye former for både musik og festformater, der rummer meget mere end bare et program af techno-DJs og et dansegulv.
En fjollet tilgang til klubarrangementer
Kollektiver som Lunchbox Candy, der afholder deres arrangementer på klubben og spillestedet Æden i Berlin, fremviser et alsidigt program af performances, livemusik, DJ-sets kombineret med livemusik og en generel høj produktion bestående af kunstinstallationer, lys og workshops om emner som f.eks. samtykkebaseret berøring.
“På mange måder tager Lunchbox Candy festen tilbage til en friere form, til en fjollet og useriøs stemning, og tilbage til hvad fester altid har handlet om: at have det sjovt.”
I de knap 3 år festinitiativet har eksisteret, har holdet bag formået at skabe en gennemført æstetik af farverigt, karnevalesque og fjollet vanvid, der trækker referencer til både modeverdenens jetsetkultur, popkultur og cirkussets karakterkatalog. Det er en æstetik, der emmer af subkulturel nostalgi og som vækker genklang hos et publikum, hvis barndom og ungdom blev udlevet i 80’erne, 90’erne og 00’erne. På mange måder tager Lunchbox Candy festen tilbage til en friere form, til en fjollet og useriøs stemning, og tilbage til hvad fester altid har handlet om: at have det sjovt.
Hvad der er endnu mere bemærkelsesværdigt er, at de i løbet af de 3 år har formået at skabe et fællesskab omkring deres fester og arrangementer af dedikerede festgængere, der bruger tid og kræfter på at lave tøj, kostumer og make-up efter den æstetik, de igennem årene har opbygget. Fællesskabet vokser, og festerne bliver stadig mere populære.
Kan vi måske lære noget af den ”fjollede” tilgang til nattelivsarrangementer og fester? Og kan vi måske forny vores formater, så de i højere grad indeholder en uforudsigelighed, der bringer acts og performances ind fra flere forskellige kulturelle felter? Måske vil det kunne bane vejen for en ny undergrundsbevægelse og et festmiljø, der igen har dybe forbindelser til et fællesskab.
Det handler om fællesskaber – ikke genrer
Der er eksempler på initiativer i København der blander forskellige kunstformer som queerfesten Group Therapy og arrangementsserien Rewild, der hver især gør brug af livemusik, kunstinstallationer og performances i deres produktioner. Den nye arrangementsserie Unearth er et nyt spændende skud på stammen, der fremviser et stort produktionsmæssigt overskud og ambitiøse bookinger som f.eks. Ecco2k, Toxe og Space Afrika. Tidligere var også kollektivet Final Planet, der ophørte som kollektiv i 2023, en stor eksponent for eksperimentelle arrangementsformer og en særegen grunget og internetagtig kludetæppeæstetik, som kendetegnede tidens Gen Z-ungdom.
“Det ville være utopisk at tro, at et enkelt initiativ vil kunne gøre forskellen og skabe en samlet bevægelse, som det mere er en samling af flere initiativer, der hver især yder deres bidrag indenfor et fælles værdisæt og en lignende æstetik.”
Ligesom Lunchbox Candy, havde Final Planet en mangfoldig sammensætning af musikere, dansere og kunstnere i deres arrangørgruppe. Det var med til at skabe arrangementer, der ikke bare havde en bred spændvidde af kunstneriske udtryk og aktiviteter, men den spændvidde hjalp også deres arrangementer med at nå ud til et publikum med forskellige interessefelter. Sådan kunne de samles med forskellige baggrunde og interesser, men i et rum med en fælles æstetik. Men som så mange andre kollektiver, faldt projektet fra hinanden, da gruppen bag gik i opløsning. Det kan vi begræde, men samtidig har vi fået kunstnere som Zoumer, Bestboy og Paydar ud af projektet, der også tydeligt viste talentdybden i kollektivet.
Det ville være utopisk at tro, at et enkelt initiativ vil kunne gøre forskellen og skabe en samlet bevægelse, som det mere er en samling af flere initiativer, der hver især yder deres bidrag indenfor et fælles værdisæt og en lignende æstetik. Sådan som det foregik med københavnertechnoens mange grupperinger i midten af 10’erne.
“Nu har vi brug for nogle nye rum, der ligesom technofesterne dengang udfordrer vores æstetiske erfaringsgrundlag og vores måder at dyrke socialt samvær på.”
Technomusikken har mistet momentum, men det handlede alligevel aldrig om en genre. Det handlede om et fællesskab og et rum, som technofesterne dannede rammerne for, og med det fulgte en allerede etableret technoæstetik, der gik forud for, hvad der skete i København i midten af 10’erne. Nu har vi brug for nogle nye rum, der ligesom technofesterne dengang udfordrer vores æstetiske erfaringsgrundlag og vores måder at dyrke socialt samvær på.
”Cool is dead, who cares come have fun”, som rave-serien Shrek Raves brander sig selv med, og som navnet antyder, er en Shrek-temafest der startede i North Carolina i 2022. I en by som København, der både lokalt og internationalt markedsfører sig selv på at være ”cool”, er det måske netop den modkultur, der er brug for: at vi, som til Lunchbox Candy, klæder os ud som klovne og kaniner, eller klipser små bønnespirer i vores hår, så festen igen kan blive et sjovt, fjollet og let frirum fra en travl og kontrolleret hverdag. Ligesom den altid har været.
Info: Victor Tao Dinesen er medlem af Københavns Frie Promotere (KFP) og tidligere medstifter af spillestedet Ny Lille Klub.
Passive/Aggressive bringer løbende artikler om vilkårene og udfordringerne for de musikalske DIY musikmiljøer i Danmark i form af kritiske kommentarer, essays, reportager og interviews. Læs bl.a. også Kristine Haffgaards refleksioner over Wave Gotik Trefen og elektronisk musik i Danmark og Maite Cintrons interview med Dinesen og Pouya Goran.
