Passive/Aggressive

Forest Drive West – Funktionel klubmusik langs en reverb-tåget stikvej

Kritik November 14 2018

FDW
Forest Drive West “Apparitions” (Livity Sound, 2018) – Anmeldelse af Emil Grarup

Med en perlerække af udgivelser fra navne som Peverelist, Kowton, Hodge og Simo Cell, der alle er både subtilt raffinerede og intuitivt fængende, har pladeselskabet Livity Sound spillet en væsentlig rolle for jungle, drum ‘n’ bass og de andre UK-stilarter i og omkring især Bristol. Netop føjet til denne diskografi er et album fra London-baserede Joe Baker, der nok er bedre kendt under pseudonymet Forest Drive West. Albummet har fået titlen “Apparitions” og er det første længere udspil fra Baker, som førhen har udgivet singler og EP’er på selskaber som Rupture London, Neighbourhood, Appian Sounds samt tre 12’ere på Livity Sound og underselskabet Dnuos Ytivil.

Overordnet kan albummet indskrives i en efterhånden længere tradition af underspillet klubmusik, som ikke helt ved, hvad den vil, idet den hverken er ambient, jungle, house eller techno, men som rummer træk fra dem alle.”Apparations” rammer mestendels en relativt ydmyg hastighed mellem 120-130 bpm, men virker alene på et rytmisk plan mere intens.

Selskabets profil til trods, er Joe Bakers nye udspil ikke breakbeat-baseret, men kræver paradoksalt nok den samme opmærksomhed, eftersom den tempofyldte rytmik er placeret i den absolutte forgrund. De dunkle, reverb-tågede synthsekvenser virker næsten som spøgelsesagtige ekkoer i kontrast hertil, og det fungerer overraskende godt, selvom det måske kunne lyde lidt kedeligt på papiret.

På trods af at “Apparations” tilhører en kategori, man med en generel betegnelse ville kalde “klubmusik”, er albummet overhovedet ikke skrevet til klubben. Albummet er istedet en slags “arbejdsmusik”, der omslutter lytteren uden at svække hans/hendes opmærksomhed, som gennem sit puritanske setup frem for alt fremstår funktionelt, og som kan hjælpe lytteren med at koncentrere sig og skabe fokus. Hvilket klart skal forstås positivt.

“Apparations” er en no-bullshit-udgivelse til løbeturen, cykelturen, gåturen, indkøbsturen og alle de andre ture, man kan begå sig ud på, hvor man kun har brug for at få tankerne lidt væk.

Info: “Apparations” udkom på Livity Sound d. 12 oktober.