GNOM – Hvorfor gå lige til kanten, når du kan kaste dig ud over den?
GNOM, “Bitumenic” (Don’t Look Back Records, 2023) – anmeldelse af Mimmi Bie, foto af Adda Elling
Første gang, jeg faldt over Anders Bachs soloprojekt under navnet GNOM, var i et portrætinterview om kunstneren i The Lakes podcastserie Meet. Min interesse blev vakt af fængende lydbidder fra hans kommende udgivelse Bitumenic, der virkede som et sammensurium af genrer og soniske stemningsbilleder, som jeg ikke før havde hørt mage til. Musikken sammenvæves i podcasten med en meget generøs og åbenhjertig fortælling om, hvordan albummets tilblivelsesproces påvirkedes af Bachs daværende sindsstemninger; om hvordan det musikalske rum kan bruges til at bearbejde og skabe klarhed i en sorgproces. Den meget personlige fortælling gjorde stort indtryk på mig.
D.9. juni udkommer nu albummet på Don’t Look Back Records. Men efter første gennemlytning blev jeg indrømmet lidt i tvivl om, hvorvidt jeg havde taget munden for fuld ved at kaste mig ud i at skulle beskrive, hvordan albummet lyder, og hvordan det virker. For musikken er virkelig overvældende. De ti numre kommer så vidt omkring og indeholder så mange affektive udslag, at det uomtvisteligt er for meget. Men det er lige præcis denne insisterende overdrevenhed, der udgør albummets største styrke og mest fascinerende islæt.
Genreopkoget på Bitumenic spænder så bredt, at dette nærmest udvander pointen i at prøve at danne overblik her. Progressiv metalcore smelter sammen med pumpende tecnobeats i æterisk ambiente lyduniverser med et utal af musikalske lag. Hvad der står klarest for mig i denne soniske suppe er dog, hvordan musikken bærer præg af at være skabt i dønningerne af vaporwave-strømninger i forrige årti. Det er nok især den omfattende brug af general MIDI, der leder mine tanker hen på de tidlige 2010’ers nostalgiske, hyperkommercielle internetæstetikker. Men hvor en ironisk distancering har virket klistret til dette lydunivers siden dets genopblussen, synes denne følelsesmæssige afkobling som forduftet på Bitumenic. Stemningsudtrykket er ikke selvhøjtideligt, men det fordrer et vist følelsesmæssigt engagement, som ikke er til at undslippe.
De kaotiske lydindtryk er på en gang for meget og lige tilpas insisterende udvidende.
Nummeret ”The Bile” åbner albummet med enkelte spæde anslag af metallisk klingende elementer omsluttet af en rumklang, der giver fornemmelsen af et nærmest uendelig dybt tomrum. Et synthmotiv indtræder og leder tankerne hen på noget filmisk fra en nær fortid. Scenen er sat så en fortælling kan begynde, og ikke så snart har jeg åbnet mig for denne musikalske rejse, før jeg bliver blæst fuldstændig bagover af det efterfølgende musikstykke. ”Coagulate” bryder ind i intetheden og fylder alting op. Dette nummer lægger ud med en stressende mol-arpeggio af alarmerende karakter, der får selskab af en basrundgang, som giver en rytmisk forankring. Herfra opbygges en gradvist stigende intensitet med flere og flere hektiske og kontrasterende elementer; en diskant feagtig klokkelyd, et bongotrommebeat, et digitalt håndklap, der markerer pulsslagene. Lydbilledet glitcher med små forvrængninger, der skævvrider det musikalske forløb. Nummeret kulminerer med en overstyret, boomende stortromme, der kontrasteres af polyrytmiske figurer. De kaotiske lydindtryk er på en gang for meget og lige tilpas insisterende udvidende. Musikken bygges op og brydes ned, mens jeg som lytter bare prøver at holde fast og følge med. Dette skal vise sig rammende for Bitumenic som helhed.
Der skrues op og ned for intensiteten på hele albummet, som væver voldsomme og energifyldte lydbilleder sammen med mere indadvendte og eftertænksomme mellemstykker. På den melankolske ”Hark Hark! The Lark Does Liquesce,” spejles en spinkel melodilinje af en modstemme, der vekselvirker mellem at fungere som ekko og som dialogisk forbindelse. Dette skaber en bevægelse på grænsen mellem ensom afsondring og intim nærkontakt. Nummeret ”O is for Obedience” er ligeledes tilbageholdende. Her bevæger klangfladerne sig frem og tilbage mellem vemodige og humoristisk opløftede stemningsbilleder, der skaber plads til refleksion. Når general MIDI lydende indgår i et mere sparsomt lydbillede, bærer oplevelsen af musikken præg af et næsten naivistisk udtryk; dog uden at det kammer over i ironi. Det virker mere som en invitation til at anerkende, at tilværelsen er mindst lige så banal som den er forunderlig, og at det er okay. Det skaber en god kontrast til albummets mere alvorstunge stemningsbilleder. Kontraststykkerne klæder albummet og gør de mere eksplosive numre endnu mere kraftfulde.
Jeg er usikker på, om jeg flyver eller falder, men bevægelse er i hvert fald garanteret.
Særligt nummeret ”The Strain of the Self,” gør indtryk på mig. Her samarbejder Bach med den amerikanske multikunstner Angel Marcloid, kendt under navnet Fire-Toolz, der har bidraget med et vokalspor, som for mig lyder overvældende fremmedartet. På en baggrund af bløde akkordflader skærer en forvrænget skrigvokal igennem lydbilledet, der i denne kontekst føles på en gang voldsom og inderlig. Stemmekvaliteten udtværer ordene, så klangen er dominerende for vokalens indvirkning på udtrykket. Den forvrængede stemmes kontrast til et ellers digitalt poleret lydbillede virker fremmed overfor lytteren og alligevel som udtrykkende en almenmenneskelig sårbarhed i ren og skær affekt. Sammen med et bombastisk, melodisk tema trænger musikken sig på. Et lignende udtryk gør sig gældende på nummeret ”Oilcræft,” hvor et messende ”more more more” driver musikken fremad med en sådan kraft, at jeg føler mig som skubbet ud over en afgrund, når droppet sætter ind og forløbet forløses. Jeg er usikker på, om jeg flyver eller falder, men bevægelse er i hvert fald garanteret.
Jeg kan næsten have svært ved selv at efterrationalisere, hvordan det her album virker på mig. Det føles på en gang angstprovokerende, men samtidigt medrivende og omsorgsfuldt i dets forløsning; som at få afløb for noget jeg ikke helt har defineret, hvad er. Med albummets smukke afslutningsnummer ”Sister: Let Hel Hold What She Has, ” lukker Bitumenic med en æterisk ballade, der kredser om en udpræget digital vokallinje, som lyder lige dele melankolsk og opløftende. Nummeret er roligt men harmonisk omskifteligt. Også her er stemningsbilledet tvetydigt og indtrængende indtil det hele pludselig er slut. Når jeg lytter til dette sidste nummer, er jeg helt sikkert påvirket af, gennem det førnævnte portrætinterview, at være blevet indviet i Bachs personlige erfaring med at miste sin søster og senere sin far. Titlen og det kontemplative rum der skabes i musikken synes på en måde at omfavne sorgen i en accept af det ubærlige, og det er virkelig rørende at lytte til. Der er mange store følelser på spil i de ti numre, der udgør Bitumenic, og derfor er det også musik, der sætter sig i kroppen, længe efter lyden klinger ud. Det er forfriskende at høre, hvordan der er plads til det hele, når man, som Bach gør her, insisterer på at slippe kontrollen og for en stund lukke verden ind med alt det smukke og alt det tragiske, som den indeholder.
Info: “Bitumenic” udkommer d. 9. juni på Don’t Look Back Records.
