Graeme Miller & Steve Shill – Mummidalens tonekunstnere fuckr med dn hjrne
Det Glemte Guld – en serie af Mikkel Kongstad
Denne uges indlæg i serien om “Det Glemte Guld” kigger nærmere på lyden af et minde, du måske har, eller et minde som du måske får, efter at have stiftet bekendtskab med Graeme Miller og Steve Shills musik til The Moomins, der blev komponeret i 1982 og nu udkommer på vinyl for første gang via Finders Keepers.
Soundtracket var oprindeligt tiltænkt engelske børn, da de i starten af 80’erne blev introduceret for det tysk-polske børne TV-show Opowiadania Muminków (aka. Die Mumins eller The Moomins, som det skulle komme til at hedde i England), men som nu endelig bevæger sig på tværs af landegrænser og bliver en international lydside, der kan nydes ikke bare af folk, der bevæger sig ned i Mummidalens sært spooky univers. Tilføjelsen af en potentiel ny lydside til noget så rent som et barndomsminde om et TV-show synes i øvrigt at flugte ganske fint med Mark Fischers tanker om livet i hauntologiens tidsalder, hvor vi synes at længes efter noget, vi måske aldrig har haft. Et senmoderne stillbillede af en hukommelsesmaskine skudt i sænk af kapitalismens hyperbombardement mod sanseapparatet.
For nærværende signatur er der i al fald tale om en sammenblanding af forskellige oplevelser og minder om Mummidalen. Jeg husker udmærket, at være lettere skræmt over Mummidalens underlige og uhyggelige univers, omend jeg ikke husker lydsiden. Ved første møde med Graeme Millers og Steve Shills engelske soundtrack, dukker billederne af de der uhyggelige, men alligevel nuttede baby-næsehorn og hekse i den idylliske dal op igen. Måske har jeg hørt musikken før? Måske ikke. Men billederne, de dukker op igen i min hukommelsesmaskine.
Præcis denne manipulation af minder og nostalgi. Afkoblingen fra tid og det værende, synes at passe til Graeme Millers og Steve Shills egne bagtanker med soundtracket. I et nyligt interview med The Quietus udtaler Graeme Miller sig således om projektet: “It’s possible to feel a sense of memory for things you never actually experienced and you get that often from the sheer tone. I know Steve and I were aware of this inherent nostalgic quality at the time – that it is possible to experience nostalgia for things that never happened directly to you. The other thing I hear now thirty-something years on, is simple inventiveness – two or three elements with strong quirky textures weaving together into a little sound-world. I think this makes the tracks stand up on their own. This probably from the sheer newness to us at the time of these affordable electronics, to their wobbly monophonic voices and you can hear something of that sense of discovery now in their re-discovery”
Der er altså en bevidsthed om musikkens tidløse karakter og evne til at manipulere med nostalgien, da de to herrer formulerer lydsiden til engelsk børne-TVs måske mest savtakkede kognitive massageapparat. Det er blandt andet denne bevidsthed der, sammen med musikkens bizarre udtryk, er med til at gøre dette soundtrack både tidløst, og som derudover gør, at musikken fungerer udenfor den Mummidal, den er skabt til.
Hvad der i det oprindelige soundtrack til den oprindelige version af Opowiadania Muminków var en mere slatten omgang dinner-jazz, blev i denne engelske version fra 1982 til en mørk og kreativ rekontekstualisering af fortællingen om livet i Mummidalen via to elektroniske musikere fra postpunk-æraens Leeds. Den nye lydside skulle, efter Graeme Millers og Steve Shills ønske, være så meget i forlængelse af Mummi-forfatter, Tove Janssons ikke-patroniserende fortællestil, at uhyggen og de underliggende voksentematikker skulle opleves (og høres) i børnehøjde.
Det er den programansvarlige, Anne Wood, der i forbindelse med lanceringen af The Moomins i England tager til Leeds og finder Graeme Miller og Steve Shill, der på det tidspunkt huserer i yderkanten af byens post-punk og artrock-scene. De to herrer har en stor interesse for elektronisk musik og performancekunst, og er selv involverede i en række pseudo-etnologiske soundtrackprojekter bestående af et sammensurium af opklippede stemmer, real-lyde og elektronik, da Anne Wood giver dem den fornemme opgave, at skulle skabe lydsiden til engelske børns kommende TV-minder.
Med inspiration fra Brian Eno, Gavin Bryars, bulgarsk kormusik, Young Marble Giants og – som nævnt – Tove Janssons ikke-patroniserende fortællestil, skaber de to herrer en art tidløs og avantgardistisk lydside bestående af weird elektronisk folklore, psykedelisk ambient, hjemmebrygget mekanisk avantgarde og udknaldet new age med sans for post-punkens dramatik hentet fra bagsiden af Leeds. Det mørke og kantede nordøst-engelske punkt i en samtids-triangulering mellem Sheffileds synth-pop og Manchesters sarkastiske indie-klubmiljø. En sært dragende, mørk lydside skabt ved hjælp af diverse casio-keyboards, en EDP Wasp Synth (New wave-genrens foretrukne), thumb piano, diverse fløjter og en harmonika.
Musikken spiller i særdeleshed op af seriens underliggende voksentematikker og de gåsehudsfremkaldende elementer og skaber således samme blandede fornemmelse af børnevenlig alvor og simplicitet, som TV-serien fremelsker. Seriens temalyd “The Moomins Theme” er eksempelvis et underfundigt mix af finurlige melodilinjer og en art udknaldet, folkloristisk proto-electronica med synths og ocarina i front. Albummet er i det hele taget pakket med avantgardelyd i børnehøjde, om det er den avantgardistiske og ritualistiske proto-techno i “Midwinter Rites” eller den mørke ambient på numre som “Hobgoblin’s Hat” og “Comet Shadow”.
Om du er til Mummitrolde eller ej, det er ganske enkelt ikke spørgsmålet lige her. Det her er lyden af ikke-patroniserende avantgarde, en nysgerrig, naivistisk og mørk lydside, der minder os om, at vi skal huske at være børn en gang i mellem. Med alt hvad det indebærer af enkelthed, finurlighed og uhygge.
Ps. Et lille fun fact for den ekstra nysgerrige: Steve Shill har instrueret flere afsnit af The Sopranos og Dexter, ligesom han har arbejdet på produktionen af The Wire.
Info: Graeme Miller & Steve Shill “The Moomins” (1982/2017) udkom tidligere i år via Finders Keepers.
