Gullo Gullo – Vi kan holde til det, kan I?

Interview af Jon Albjerg Ravnholt.

For Anders Jørgen Mogensen er arketypen på en heavy metal-fan en langhåret, beruset fyr, der vælter op til scenekanten og headbanger, uanset om det er dødsmetal, black metal eller piratmetal. Så længe det ikke er én af hans besynderlige mutationer af genren. At den arketypiske heavy metal-fan ikke lige ved, hvad han – altid en han, jo – skal stille op med et band som Gullo Gullo, er et grundvilkår der har fulgt Mogensen, siden han dannede sit første band, KLoAK, i 1998.

“Det er den måde, jeg arbejder på. I KLoAK kom vi fra provinsen – vi var fra Grindsted og Billund, vores forældre havde ikke kunst på væggene, de havde ikke gået på universitetet – og vi troede, at hvis man var original, blev man en stjerne. Vi var unge og naive og troede på, at vi kunne ændre musikbranchen. Først i Danmark, så internationalt. Det kan jeg sagtens grine af nu, men det, jeg har været med til at lave, har altid lydt unikt, det har altid skilt sig ud fra det, andre lavede.”

At sige, at Mogensen har ændret musikbranchen grundlæggende, er at strække den, men sammen med Nis Bysted fra bl.a. Düreforsög har han med labelet Escho rykket ved opfattelsen af, hvilke former for musik, man i Danmark kan bryde igennem med. Først nationalt, så internationalt. Ikke mindst takket være Iceage var Escho op gennem 10’erne et toneangivende label, og selvom Mogensen de seneste fire år har ladet Nis Bysted om at drive pladeselskabet og selv stået for bogforlaget Escho, holder han fast i at bryde med konventionerne.

Kropslighed med sæd i ansigtet

“I KLoAK ville vi finde frem til den feminine side af metal. Folk sagde, at vi var nogle bøsserøve: Det stod de og råbte af os, da vi begyndte at spille i Vejle. Vi omfavnede det og fik taget pressebilleder, hvor vi stod med sæd i hele ansigtet.”

Efterhånden fandt han ud af, at det ikke alene var konfrontationerne og ønsket om stjernestatus, der gjorde noget for ham. Når han taler om at finde ind til den feminine side af metal, handler det også om at finde frem til en kropslighed, der ikke begrænser sig til at headbange med den ene hånd på scenekanten. Posthardcorebandet At the Drive-In gjorde dybt indtryk på ham for deres måde at bevæge sig på scenen, mens Blood Brothers var et af de første andre bands, han hørte, der brød med 4/4-rytmen. Det havde KLoAK også gjort uden at være bevidste om det.

“Jeg er ligeglad med taktart og toneart. For mig er det kropslige og det løsslupne det vigtige. At finde ud af, om der er noget nyt derinde.”

For selvom han ikke længere nødvendigvis tror på, at det kan lade sig gøre at revolutionere hverken metal eller musikindustrien, tror han stadig på, at der findes uudforskede lommer at dykke ned i. Med det for øje samlede han i 2016 Gullo Gullo sammen med guitaristen Jesper Bagger Hviid, der står bag en god del af black metal-scenen på spillestedet Mayhem. Fra samme miljø kom guitarhelten Anders M. Jørgensen fra Slægt og Værket, mens vennen Axel Green, som ellers primært har arbejdet med elektronisk musik, viste sig at være lige præcis den type trommeslager, Gullo Gullo havde brug for: Én med blik for helheden, når de andre vælter ud over det hele.

Stopklodsen

For det gør Gullo Gullo. Det gjorde de på debuten “Raw Moon”, der kom i 2019 og fik overraskende stor opmærksomhed, og det gør de i endnu højere grad på “Pipe the Mane”, der kom i november 2022. Det er en kaotisk plade, der er lige er ved at snuble over sine egne ben af bar ivrighed: Alt stopper og starter hele tiden, når det ikke ruller afsted, mens nedstemte riffs støder frontalt sammen. Over det hele ligger Mogensens vokal et sted mellem skønsang og luftsirene og bærer en melodi, man som lytter aldrig er helt tryg ved at klamre sig til, fordi den hvert øjeblik kan trække én ned i malstrømmen.

Det er alt for meget på én gang, og Gullo Gullo er selv klar over det. Da “Pipe the Mane” var indspillet, vidste de, at de stod med noget, lytterne ville freake endnu mere over end debuten.

Og så – så skete alting og ingenting.

Corona, selvfølgelig, som betød, at de ikke fik spillet live i det omfang, “Raw Moon” kunne have givet dem adgang til. Også fordi de besluttede sig for, at musikkens kropslighed gik dårligt i spænd med koncerter med siddende publikum.

Men også den uforudsete afledte effekt af corona: En efterspørgsel på vinylplader, der lagde et pres på trykkerierne, så de ikke kunne følge med. En Adele-plade, der blev forudbestilt fra selskabet i efter sigende en halv million eksemplarer og skabte yderligere ventetid for alle andre; en middelklasse, der med ét ikke kunne bruge penge på ferier og i stedet brugte dem på at købe plader, hvis de ikke bare besluttede sig for, at nu var tiden inde til at få udgivet deres egen plade. Nostalgiske genudgivelser af hvad som helst fra 90’erne. Sammen med fabrikker, der blev ramt af sygdom og nedlukninger, og endelig den verdensomspændende materialemangel, blev det til sammen til den perfekte storm, som musikbranchen fortsat døjer med.

Det ramte “Pipe the Mane”.

Det er jo enerverende musik

Da jeg snakkede med Mogensen i sommeren 2021, havde han netop fået kontakt til et nyt vinyltrykkeri og sendt pladen afsted: Først 14 måneder senere kunne “Pipe the Mane” udkomme, to år og fire måneder efter den var færdigindspillet.

“Det er hjerteskærende, at det har skullet tage så lang tid. Alt var gået godt med at skrive den, vi indspillede den i det vildeste studie, som vi fik nøglerne til, så vi kunne arbejde videre, når teknikeren gik hjem, vi fik Randall Dunn til at mixe den, og han elskede bandet, han forstod det, vi laver,” fortæller Mogensen begejstret om den amerikanske producer, der har arbejdet med konventionsudfordrende navne som Sunn O))), Wolves in the Throne Room og Oren Ambarchi.

“Alt kørte, vi var klar til at smadre alt. Og så fik vi bare en våd klud i ansigtet.”

Når de andre i bandet har bands ud over Gullo Gullo, og Mogensen selv driver et forlag og oveni er nyligt fraskilt far til tre, kunne bandet sagtens have lidt en stille død. For at redde bandånden skrev og indspillede de i stedet deres tredje plade. Den har efterhånden også ligget klar en rum tid, og lige nu overvejer de, om de bare skal udgive den digitalt og få den ud i stedet for at vente på vinyl igen.

Det er stadig det vigtigste for Mogensen, et kvart århundrede efter han begyndte: At skabe ny musik sammen med andre. At se, om der ikke er noget nyt at finde et sted. Om ikke der kan rykkes lidt ved det vedtagne. Det er den måde, han arbejder på.

Det er ikke for alle, og det er næppe for den fulde, langhårede heavy metal-fan.

“Det er jo enerverende musik. Det må godt være for meget. Men vi kan holde til at spille det – kan I holde til at høre det?”

“Pipe the Mane” udkom på Escho 2. november 2022.