Passive/Aggressive

Iku Sakan – Musikalske mønstre i konstant blomstring

Kritik November 14 2017

Iku Sakan

Af Alexander Julin, foto af Siamak Nejadnourifar

Iku Sakans virke er omfattende: Foruden at være dj og producer har den japanske musiker også samarbejdet med bl.a. Sun Araw, Anders Lauge Meldgaard (Frisk Frugt), Mads Forsby (Illdjinn) og Martin Vognsen (Jvtlandt) i flere konstellationer. Fem år er imidlertid gået, siden Sakan senest udgav musik i eget navn i form af det selvbetitlede debutalbum. I mellemtiden er der levet et liv – et liv, Sakan tager med i sin musik. Han har alene i år udsendt tre fuldlængde udgivelser, “Prism In Us All”, “Human Wave Music” og “Ceheidian”, der alle er kendetegnet ved en virtuositet, der er svær at redegøre eksplicit for, men også svær at benægte.

Jeg er sjældent i tvivl om, hvornår musik fremstår fortænkt for mig, eller endnu værre: hvornår det lyder fabrikeret ud fra en allerede givet formel. Det er på ingen måde tilfældet med den Berlin-baserede Sakans musik, på trods af at den virker åbenlyst stilistisk inspireret af minimalisme og krautmusik.

Sakans kompositioner går konstant i blomst, deres mønstre cirkulerer gang på gang i et raskt tempo og med enkelte variationer; noget nyt opstår gang på gang. Det nye bærer kompositionerne, der ofte er forholdsvis lange, mod deres ende, inden de ebber ud. Sakans udgivelser er i den grad trance-skabende, ikke fordi der er tale om monotoni, men på grund af de fløjlsbløde og krautede melodimønstre, der trods den konstante bevægelse alligevel skaber et sted, hvor tankerne kan finde ro. Manuel Göttschings værker – såsom det så ofte fremhævede “E2-E4” – synes at kunne genkendes i Sakans egne kompositioner, der dog adskiller sig ved netop ikke at bære på og lege med følelsen af eufori i en ny kontekst eller ved at etablere en spænding.

Sakans musik er nærmere en inkarnation af tryghed, den er kærtegnende og – fristes man til at sige, selv om ordet er udvandet – terapeutisk. Der er ingen hårdhed eller trods at spore i musikken, kun en stabil strøm af musikalske mønstre i stadig blomstring.

Info: “Prism In Us All” udkom som 12″ på Japan Blues, de to kassettebånd hhv. “Cepheidian” på Planet Almanac og “Human Wave Music” på Natural Sciences.