Jaap Vink – Netværksklange i forbindelse med alt
Af Mads Kjeldgaard – foto: Editions Mego
For at være helt ærlig havde jeg aldrig hørt om den hollandske komponist Jaap Vink før. Jeg faldt kun over ham, fordi han pludselig indgik i østrigske Editions Megos ambitiøse og helt igennem fænomenale genudgivelsesserie REGRM. Serien har indtil nu haft til formål at genudgive og formidle den franske institution Groupe de Recherches Musicales’ arbejde gennem de seneste cirka 70 år.
Men da jeg efterfølgende slog Vinks navn op i den forhåndenværende litteratur om GRM, dukkede hans navn ikke op én eneste gang, og Mego siger da også selv i forbindelse med udgivelsen, at han ikke rigtig har noget med den franske institution at gøre.
Vink (f. 1930) var derimod tilknyttet en anden institution i nabolandet Holland, hvor han havde sin gang på Utrechts Institute of Sonology. Her var han ansat som tekniker og underviste fra 1967 i studieteknik og komposition, indtil han gik på pension i 1993. I løbet af denne tid komponerede han samtidig en håndfuld værker, som er blevet sporadisk opført, men stort set ikke udgivet før. På Megos udgivelse er alle Vinks kompositioner samlet – bortset fra ét ufærdigt værk. Og af disse er det kun “Screen”, der har været udgivet før som en del af Philips’ legendariske vinylboks “Electronic Panorama: Paris, Tokyo, Utrecht, Warszawa” (1970).
At komponere med tekstur
Når man hører lyden af Vinks klange første gang, tager man den for givet: Man tænker, den har altid eksisteret, men Vink konstruerede den ud af ingenting – i modsætning til franskmændene, der hentede lyden i “virkeligheden”. Vink satte synthesizere, båndoptagere og mixere sammen i feedback-netværk, lod lyden løbe igennem det en gang og gentog så processen X antal gange. Derfor kan man heller ikke tale om færdige kompositioner som sådan, da de udgaver, der er samlet her, netop er nogle udgaver af de kompositioner, han lavede.
Vinks kompositioner beskæftiger sig med lydens tekstur mere end noget andet. De opererer i forskellige spektre mellem det atonale og tonale – det vil sige i enorme, langsomt hvirvlende bevægelser formet ud af et syntetisk og til uigenkendelighed manipuleret lydmateriale. Det er nært beslægtet med kollegaen Roland Kayns nærmest uendelige cybernetiske kompositioner, ikke mindst fordi Vink var teknisk rådgiver, da Kayn arbejdede i Sonologys studier i 1970’erne.
Det er måske i virkeligheden her, Vink står i forbindelse med GRM – i hvert fald åndeligt – som tekniker og ingeniør. Det understreges af værker som “Objets distants” (1970) og “Residuals” (1971), hvor sydende, lange klange bruges til at definere og udforske den elektroniske rumlighed – fra rummets dybde til dets højde, fra højre mod venstre og omvendt etc. etc. Det giver klare mindelser om François Bayles lignende, samtidige eksperimenter for det akusmatiske multi-kanals-lydsystem i Paris.
Den helt enormt komplekse tekstur, der opstår som følge af Vinks særlige proces, fører til lyde fyldt med “spænding”. Det vil sige en ophøjet og næsten ulidelig forventning af forløsning – som for modernistiske kompositioner sjældent fuldbyrdes, fordi det ikke er pointen: Fordi det allerede har været pointen tidligere, og netop derfor skal vi ikke gøre det igen. Hør bare Gyorgy Ligetis kolossale orgelkomposition “Volumina”, der i en vis grad har gjort forarbejdet for Vinks generation: Alt kan lade sig gøre, når man hører alt det, der kan lade sig gøre!
Det udspringer alt sammen – ifølge denne artikel – af en interesse for det øjeblik, hvor violinbuen rammer strengen: “As Jaap explains, during string motion as the string tension increases the harmonics slightly rise in pitch, where those harmonics slightly lower as the string tension decreases, creating that liveliness/vivacity in spectral contents.”
Netværksklange ind i kraniet og ud igen
Det er faktisk noget af det mest charmerende ved en komponist som Vink – værkerne er ikke lige så ladede med mening, historiefortælling og tanker om kommunikation, som man oplever det hos kollegaerne fra GRM i Paris. Det er arbejde for og med lydens råmateriale. Og ikke andet.
Og præcis derfor lykkedes det Vink at komponere, så lyden rejser ikke bare rundt om kraniet, men igennem det, ned i det og op igen. Tag bare “Screen” (1968), hvor Vink udnytter en på daværende tidspunkt grundlæggende byggeblok for elektronisk komposition: At bringe to éns lyde ud af fase med hinanden ved f.eks. at spille den ene langsommere end den anden eller ved at indstille sin synthesizer til at spille to sinustoner samtidig – den ene med 1 procent højere frekvens end den anden – hvilket resulterer I, at lyden “slår” mod sig selv. Det var noget af det, Else Marie Pade var så fantastisk til på så tidligt et stadie i den elektroniske musik, og netop det, som Éliane Radigue senere udnyttede til sine lange, dybe kompositioner.
På “Screen” har det en helt anden effekt på et helt andet materiale. Her spiller han to ens bånd samtidig, det ene en smule langsommere end det andet, og det giver vitterlig en fornemmelse af, at lyden penetrerer kraniet og forlader det igen. Det er altså lige så meget de elektroniske muligheder for komplekse rum, som det er de komplekse klange – lad os kalde dem netværksklange – som Vink er interesseret i. Og som et biprodukt af denne effekt, har Vinks kompositioner en sær egenskab til at forandres radikalt, alt efter hvordan man lytter. Hvis man først hører pladen på højttalere og siden hen på høretelefoner, kan man narres til at tro, at det er to forskellige udgivelser.
Med andre ord er der næsten ingen grænser for, hvor mange gange man kan lytte til Jaap Vink og stadig finde ny indsigt. Jeg har i hvert fald hørt pladen mere et utal gange nu i flere forskellige lande, på flere forskellige lydsystemer, på toppen af Montmartre, i Berlin, med hovedtelefoner på og ikke, ombord på busser og tog. Som mp3, FLAC og vinyl – og jeg er kun lige begyndt.
Info: Jaap Vink-opsamlingen, hvis titel blot er hans navn, er udkommet på Editions Mego.
