Jacob Ridderberg – På skovhugst i black metal
Reportage af Jon Albjerg Ravnholt. Foto: Signe Heinfelt Tolbøll, Brice Soniano og Jacob Ridderberg.
Når nu du på skovtur står i efterårsløvet, trækker vejret helt ned i maven, frydes over køligheden mod din hud, alle farverne, og du i det hele taget føler dig enormt rodfæstet i naturen, urokkelig og uendelig som et egetræ, kan du sende Jacob Ridderberg en tanke. Den jyske komponist, der hidtil har arbejdet inden for ny musik – altså den eksperimenterende gentænkning af klassisk musik, der i snart et århundrede har været avantgarden i en kompositionsmusik tynget af sin egen endnu ældre historie – er søgt tilbage til en af de ældre former og har skrevet en opera. Bare ikke en opera, som man umiddelbart tænker, at sådan en lyder.
I Belong in the Woods and Have Always Done So forholder sig kritisk til såvel idéen om, hvordan en opera skal lyde, som den romantiske naturdyrkelse og selve idéen om, at nogle ting er unaturlige og derfor forkerte. Operaen viser os værker af den ærkeromantiske tyske komponist Robert Schumann (1810-1856) set gennem en black metallisk prisme, hvor det skønne forvrænges, og det idylliske antager en truende karakter. De ideologiske bånd til nationalismen og højreekstremismen blotlægges, og skovvandrerne vender verden ryggen, mens de stadig stræber efter dens hyldest.
Jacob Ridderberg vil med andre ord gerne sige en hel masse om rigtig mange aspekter af konflikten mellem det moderne liv og forestillingen om en oprindelig naturtilstand. Og han vil gøre det gennem en genre, der for mig oftest kammer over i pompøs selvhøjtidelighed med kiksede kostumer og fortærskede musikalske virkemidler. Black metal, altså, men sådan set også opera. Derfor måtte jeg død og pine tage til urpremieren på I Belong in the Woods and Have Always Done So i Aarhus: Dette kunne næsten kun blive enten ekstremt virkningsfuldt eller helt vildt kikset. Der levnedes ikke mange chancer for, at det bare ville blive fint nok eller måske lidt kedeligt.
Så nu sidder vi i Teater Refleksions lille sal, hvor der ligger vissent løv på scenegulvet. Rummet dirrer af spænding, instrumenterne og skrigene er klinget af, men det er, som om et netop ikke hørbart ekko stadig sitrer i den tætte luft på vej op i de spredte røgskyer under loftet. En stol knirker, en sko skramler dæmpet mod gulvet, alle venter. Fra scenen stirrer Ridderberg og musikerne fra ensemblet K!ART på os uden at røre sig.
Der går adskillige sekunder.
Der går 20.
Der går et halvt minut.
Går der længere tid?
Måske gør der det, det føles som ulideligt lang tid.
Så begynder én at klappe, så begynder alle at klappe, spændingen forløses, vi er ude på den anden side af skoven, så at sige, som Mumitrolden med sin mælkespand på vej hjem, og med fortryllelsen brudt forstår vi ikke helt, hvad det var, vi et øjeblik var så bange for. Var det, fordi vi netop i de tekster, der blev projiceret op på bagtæppet, havde læst om barndomstraumerne hos Pelle Ohlin? Altså den svenske metalfan, der i slutningen af 80’erne kaldte sig Dead, tog til Norge og blev sanger i det norske black metal-band Mayhem, flyttede ud i en hytte i skoven med dem og blev mere og mere besat af tanker om døden. Sad vi og ventede på det billede, alle, der har beskæftiget sig bare lidt med 90’ernes bølge af norsk black metal, kender og ville ønske, vi ikke kunne huske? Ohlin liggende op ad en trælaminatvæg med en riffel foran sig og hjernemassen splattet ud over parketgulvet. Black metals første martyr og ultimative forpinte geni, der – med Mayhems bandleder Euronymous’ ord – var for ond til denne verden.
Euronymous tog billeder af liget og samlede stykker af kraniet op, som han sendte til særligt dedikerede fans af Mayhem. Han brugte selvmordet til at promovere sit band, men blev selv slået ihjel af bandets bassist, Varg Vikernes, inden bandets andet album, De Mysteriis dom Sathanas, udkom posthumt i 1994.
Jeg har fokuseret på ekspressivitet snarere end på et puristisk forhold til genren.
Jacob Ridderberg
Forgjort idyl
Men det er ikke dén velkendte historie om black metal, Jacob Ridderberg har skrevet sin opera for at fortælle. I stedet har han taget udgangspunkt i en linje fra Ohlins selvmordsbrev: “Jag hör hemma i skogen och har alltid gjort det.” Ohlin skrev i brevet, at han ønskede at dø i skoven og gå i ét med den, men i den kolde forårsluft størknede blodet for hurtigt, når han skar sine håndled over udenfor, og kniven var desuden for sløv, skrev han, så han endte med at ty til et gevær i hytten. Det menneskeskabte remedie viste sig ultimativt mere effektivt end naturen selv, og det er netop den selvmodsigelse i økologien og naturdyrkelsen, Ridderberg har sat sig for at undersøge.
I sit værk vil Ridderberg vise de ideologiske sammenhænge mellem black metal og 1800-tallets tyske romantik, fortæller han over en videoforbindelse godt en uge før urpremieren på I Belong in the Woods and Have Always Done So:
“For mig er der flere ligheder i den tænkning, der ligger i de to genrer. Det handler meget om forholdet til skoven, om den vandrende i skoven. Der er en fascination af naturens storhed, det sublime, det ukontrollerbare, det emotionelle og ikke-rationelle. De centrale emner, de behandler, den måde, de framer dem på, de billeder, de bruger, der ser jeg nogle store ligheder. Der er en ekstrem ekspressivitet, som kommer til udtryk på forskellige måder, men grundlæggende er der idéen om det kunstneriske, isolerede geni, der producerer sin fantastiske ting i dialog med naturen. Det er en meget romantisk idé,” siger han og forklarer derefter, hvorfor han mener, det er relevant at belyse denne tematik netop nu, 200 år efter romantikkens storhedstid, tre årtier efter den norske black metals.
“Der er nogle bevægelser i kulturen nu, hvor det følelsesmæssige, hvordan den enkelte oplever noget, bliver brugt til at retfærdiggøre holdninger. Samtidig er der en bevægelse i økologien mod at vende tilbage til at være i pagt med naturen og være selvforsynende som en kritik af det industrielle. Den kritik er valid, men det bliver let for romantiseret, idyllisk og utopisk i forhold til min egen position.”
For naturen er også grusom og fuld af destruktive kræfter. Og når mennesket rodfæster sin identitet i den natur, der omgiver det, minder det Ridderberg om, hvordan nazisterne i propagandafilmen Ewiger Wald fra 1936 skabte en urmyte om et evigt tysk folk i forbindelse med de store, tyske skove, hvor hedenske riter forbandt dem til den jord, der var deres. Og, underforstået, ingen andre folkeslags eller udefrakommendes, hvis man vil trække tråde op til nutiden, som Ridderberg gerne vil.
Den dikotomi mellem rustik idyl og brutal undertrykkelse bliver tydeliggjort i slutningen af første akt, hvor der på bagtæppet projekteres AI-genereringer af romantiske høstmotiver kørt ud i det absurde, mens ensemblet spiller en musik, der lyder som en forslået og forgjort udgave af nordisk folkemusik, og Ridderberg tramper skrigende og brølende frem og tilbage forrest på scenegulvet.
Er han lukket inde i idyllen? Trænger landarbejderne og deres kultivering af naturen sig ind på ham og kapper hans rødder?
Eller er hans aggression vendt ud mod os, publikum, der ikke hører hjemme i hans natur?
Det er uklart, og uvisheden forplanter sig i os som en mild frygt. En grænse er blevet overskredet, vil flere blive det? Og kan vi sige fra? Hvor sent?
Et perverst fremmedelement
For mig er det lige præcis i det felt, black metal bliver interessant at beskæftige sig med: Der, hvor de moralske grænser bliver flydende, hvor volden bliver latent, hvor det trygge velfærdssamfund udfordres, hvor dets selvforståelse udstilles som kvælende og hyklerisk. Og der, hvor musikken lukker sig hermetisk om sig selv bag et panser af bevidst æstetisk grimhed med hysteriske skrig, kværnende diskant guitar og dumpt bankende marchtrommer.
Det er bare ikke det musikalske udtryk, Ridderberg har valgt at følge, forklarer han, da vi taler sammen ugen før.
“Det er min fortolkning af black metal, hvor jeg har taget nogle valg, som er atypiske for genren. For eksempel spiller musikerne enormt sagte, og kompleksitetsgraden er højere end i black metal. Jeg har fokuseret på ekspressivitet snarere end på et puristisk forhold til genren. Der er væsentligt mere kromatisk progression, hvor meget black metal oftere er statisk, fordi det handler om at etablere en atmosfære. Jeg har taget værker af Schumann og genkomponeret dem gennem en black metallisk linse. Vokalteknikken er det mest genkendelige fra black metal sammen med brugen af tremolo,” siger med henvisning til den letgenkendelige lyd af en enkel tonerække på guitarens lyse strenge, hvor hver tone strækkes ud med ekstremt hurtige anslag.
I Ridderbergs værk er det strygerne, Anna Sakham Jalving og Kirstine Elise Pedersen, der parafraserer denne figur, mens Mikkel Schous guitar bærer de folkemusik-klingende melodilinjer sammen med Rob Durnin på klaver. De trommer, der driver black metal fremad, er helt væk, Tanel Novikov på marimba og vibrafon supplerer strygerne, mens Joss Smith på basklarinet og Brice Soniano på kontrabas rumler nede i mulden. De skrig og den gurglen, Ridderberg frembringer, når han ikke rasler med bark og blade eller knækker træstykker mod mikrofonen, står i stærk kontrast til det umiddelbare indtryk, musikken giver (indtil man bemærker, at også den er forvreden): Det er nærmest perverst, et forstyrrende fremmedelement. Men et fremmedelement, der tjener til at gøre os opmærksomme på, hvordan vi selv er fremmedelementer i naturen, der aldrig kan rodfæste os i den. Hvordan vores besjæling af den siger mere om, hvordan vi gerne vil se os selv, end hvad naturen er.
Og alt det her er så en tolkning, man som publikum selv kan lægge ind over værket ud fra, hvad man hører i musikken, og hvordan det spiller sammen med scenografien, kostumerne – alle er i specialdesignede T-shirts med hver deres motiv og titlen skrevet, så det ligner “rigtige” band-T-shirts – og de billeder af skov og skovbrug, der vises på bagvæggen.
Men Ridderberg har valgt, at operaen også skal ledsages af en tekstside, hvor løsrevne citater toner frem som en kommentar til musikken.
“Jeg har arbejdet meget med instrumental musik før, men det fascinerer mig at inkorporere tekst aktivt og arbejde med elementer uden for det rent musikalske. Abstrakt musik er ikke super velegnet til at italesætte konkret mening. Jeg har haft et behov for at bevæge mig ind i et felt, hvor det handler om andet end musikken og lydene,” siger han og forklarer, hvad citaterne skal bidrage med, og hvordan de er udvalgt:
“Stort set alt materiale i værket er citater, men jeg har anonymiseret dem. På den måde tvinger jeg folk til at forholde sig til udsagnet frem for ophavet. Jeg bruger citater fra black metal, jeg bruger citater fra romantiske tænkere, og jeg bruger citater fra mere eller mindre ekstreme politiske bevægelser. Det kan få folk til at identificere sig med synspunkter eller lade sig forføre af retorikken. Jeg prøver ikke at distribuere et bestemt politisk synspunkt eller en rigtig mening om klimapolitik: Min pointe er snarere at kritisere, hvad jeg ser som en romantiseret forestilling om, hvad natur er. Samtidig demonstrerer jeg, hvordan man kan blive forført af meninger fra nogle af de bevægelser, vi ellers tænker på som forfærdelige.”
Jeg har haft et behov for at bevæge mig ind i et felt, hvor det handler om andet end musikken og lydene.
Jacob Ridderberg
Jeg medgiver, at det er appropriation
Ved at tekste værket, selvom Ridderberg ikke skriger noget, der kan opfattes som deciderede ord på noget tidspunkt, lever I Belong in the Woods and Have Always Done So op til en konvention i opera og samtidig op til den oprindelige norske black metals metode med at bruge bevidst grænseoverskridende ytringer til at skabe kontroverser. Bandet Darkthrone proklamerede på coveret til pladen Transilvanian Hunger i 1994, at de spillede “Norsk Arisk Black Metal,” og efterfølgende undskyldte sig med, at de jo bare mente “arisk” som i “ren,” og hvis man ikke forstod det, var man en jøde.
Men dels kan man anfægte, om man som publikum har brug for det ekstra fortolkende lag, udsagnene lægger oven på musikken, dels skygger musikerne denne aften på Teater Refleksion for mange af tekstfragmenterne. Oven i købet er de skrevet i en svært læselig black metal-font og vises kun i korte glimt, så man ikke kan nå at læse det hele. Det er et element af værket, man må håbe, holdet bag når at finjustere inden næste opførsel.
Men ender I Belong in the Woods and Have Always Done So så med at være cool eller cringe? Lykkes Ridderberg med at forene opera og black metal på en måde, så de to kunstformer beriger hinanden og hæver sig over klichéerne, eller bliver det cosplaying i corpsepaint? Har vi brug for endnu en gang at forholde os til bølgen af norsk black metal fra 90’erne, når nu black metal i dag er så meget andet og mere? Føjer Ridderberg sig til rækken af kunstnere, influencere og komikere, der låner de letgenkendelige elementer fra subkulturen black metal og approprierer dem for at forlene sit eget værk med et skær af transgression?
“Det er jo appropriation. Det medgiver jeg gerne. Jeg er ikke en del af black metal-mijøet. Jeg er en outsider. Det har jeg ikke et problem med. Hele kulturen omkring den anden bølge af black metal i Norge er fascinerende med dens fokus på autenticitet og renhed, på, om noget var true cult. Det var meget rebelsk og antiautoritært, men gradvist gik det fra at være fiktive universer til at få drastiske konsekvenser i det virkelige liv. Det fiktionelle, narrative og mytiske blødte over i nogle konkrete handlinger, og der ser jeg igen paralleller til romantikken,” fortæller Ridderberg inden premieren og lufter også sine egne forbehold for at bruge subkulturens virkemidler i sit værk.
“Jeg kan godt frygte, at det her bliver en simplificering udelukkende at kæde det sammen med negative politiske tanker, fordi det jo også bare er en kunstform som så mange andre med et pluralistisk udtryk. Men jeg er ikke så bange for at gå ind i et felt, hvor jeg ikke er en autentisk del af miljøet. En del af idéen med projektet er at være kritisk overfor idéen om autenticitet og purisme og det at være en lukket cirkel.”
En del af idéen med projektet er at være kritisk overfor idéen om autenticitet og purisme og det at være en lukket cirkel.
Jacob Ridderberg
I hvert fald på det punkt giver I Belong in the Woods and Have Always Done So og dens appropriering af black metal rigtig god mening. Det var ikke mindst det, at miljøet i Norge ved indgangen til 90’erne var en lille sluttet kreds af utilpassede unge fyre, der var med til at eskalere konkurrencen om, hvem der kunne være mest ekstrem, mest rabiat, mest menneskehadsk. At det kapløb på få år eskalerede til selvskade, kirkebrande og rovmord anskueliggør, at Ridderberg nok har en pointe i at forholde sig kritisk til såvel mytologisering som radikalisering af naturdyrkelsen. Det behøver ikke munde ud i fanatisme, chauvinisme eller for den sags skyld nazisme, men det er ikke desto mindre der, det tidligere er endt.
Flere gange.
Men I Belong in the Woods and Have Always Done So er ikke en formaning. Den er en anskueliggørelse. Den viser, hvor forlokkende det ekstreme kan være, hvor farligt det kan være at lade sig forlokke. Af ulven, af identitetsskabelsen, af broderskabet, af mørket.
I Belong in the Woods and Have Always Done So bliver opført som en del af Minu Festival på Ku.Be i København d. 28. november. Denne opførsel bliver optaget, og herefter er det hensigten, at operaen i 2025 skal videodokumenteres og udgives med sine visuals og tekstfragmenter fuldt integreret i værket.
