Janushoved – Ambient, men som en pageturner
Janushoved “The Moon Draws the Ravenous Sea” (Janushoved, 2020) – anmeldelse af Claus Haxholm
Janushoved fejrer sit seks-års-jubilæum med en ret stor, men absolut overkommelig compilation med rigtig meget øreguf; en tilgængelighed, der bestemt har været undervejs i en række år, men som synes at falde i hak på udgivelsen her.
Vi starter hos Mareld med bløde melankolske synthflader, Kontakt-violiner (Spitfire Audio? Flot imiterede i hvert fald) og grandiøse impacts, alt sammen meget godt definerende for nogle af de tråde, der blev lagt ud af bl.a Posh Isolation og den mere generelle post-dekonstruerede techno-scene, men her med mere plads til det ambiente og åbne og til gengæld lidt mindre “effekt”-plaskeri.
Langt de fleste af artisterne har udgivet på Janushoved før, og på den måde er det også en god introduktion og opfølgning på, hvor de forskellige acts befinder sig nu.
Et af de nye acts er Victor Espasandín, som har udgivet på Anyines sidste år. Han bidrager med en dragende mørk semi-eksotisk komposition med “spansk” guitar og kastagnetter i baggrunden suppleret af en rolig nynnen. Tracks som dette er med til at give opsamlingen et friskt og vedkommende præg; æstetikken er til forhandling.
Der er også flere akustisk klingende instrumenter i andre tracks, som jeg ikke synes har fyldt så meget på de andre udgivelser, jeg har hørt fra Janushoved.
Der er såmænd også plads til det lidt mere dansable som eksempelvis Kanicovas track “I.N.R.I”, der dog måske kan synes en smule retrospektivt i sine valg af lyde. Men fred være med det, det er ret sjovt track, hvilket vist ikke var planen, men til gengæld vækker det igen en vis tiltro til, hvad folk går og roder med, og ikke mindst glæde i mit sind.
Der er meget dynamik og forskellighed i flere af numrene og deres sammensætning. Nogle tracks er meget flot produceret, mens andre er mere grove og enkle i deres lyddesign og opbygning. Det hjælper alt sammen til at give et mere levende billede og indblik i de æstetiske rammer, der bliver opereret ud fra, hvilket virker til at åbne mere og mere op hos de enkelte acts ligesåvel, hvilket jo altid er fascinerende at opleve og følge.
Der er stadig er klart syntetisk udgangspunkt, men specielt det filmiske synes at optage flere af artisterne, og som passer vældig godt i det mere udvidede ambiente felt, der snarere taler til fantasi og narrativitet end til f.eks. afslapning eller velvære.
Der er også flere tracks, der synes at arbejde i dur, hvilket i mine ører er med til at friske gevaldigt op i ruin-fascinationen, selvom den nu stadig er der, hvilket er fint, men om ikke andet så fortalt gennem et dur-filter. Spændende, en anelse mærkeligt, men absolut velkomment.
Janushoved har altid haft en fod solidt plantet i det ambiente, og jeg synes det er spændende at høre på kompilationen, hvordan det ambiente fylder meget, men vedvarende kan vendes og drejes og bearbejdes, så det stadig virker vedkommende og ikke som en række stiløvelser.
Alt i alt nok er “The Moon Draws the Ravenous Sea” et godt blik ind i det sted, Janushoved står nu, da der ikke er meget lo-fi synth tilbage (til gengæld leverer Ano Ton en rigtig lækkert søvnig fuzzgaze-drømmetur), som syntes at fylde mere i de spæde år, og det er slet ikke et problem, andet vil nærmest være mærkeligt (og kedeligt). Det er fedt, at nutiden får lov at fylde meget, men det kunne måske også være værd engang at se/høre, hvordan bevægelsen fra et kunstnerisk sted til det næste skete igennem en anden form for udvalg. Noget, der måske mere fungerede som en refleksion af, hvad der er sket, og hvad der sker nu. Men hvis jeg kender Janushoved ret, vil det fortsætte mange år endnu, så det er måske til 50 års-compilationen, det skal ske.
Kender man ikke Janushoved, er denne opsamling et rigtig godt sted at starte, og kender man den generelle æstetik, synes jeg absolut stadig, der er meget godt at hente. Der er ikke vildt mange overraskelser, men rigtig mange af kompositionerne har virkelig gode elementer og interessante valg, som giver lyst til at lytte videre; findes der noget som en ambient-pageturner?
Vi er i hvert fald ikke så langt fra med den her compilation, som måske netop også fungerer godt, fordi der bliver mixet godt og rundt mellem de forskellige udtryk, så man bliver ikke overmæt af et bestemt udtryk, før man får vendt tallerkenen, og noget nyt bliver serveret.
Info: “The Moon Draws the Ravenous Sea” (3CS / digitalt) er ude på Janushoved d. 10. september.
