Passive/Aggressive

Jørgen Teller – “Som altid er det mere nødvendigt end nogensinde at blive ved” (interview)

Feature May 20 2015, af passive/aggressive jteller

Af Simon Christensen

Jørgen Teller er ikke til at komme udenom, når man taler om den danske eksperimentalscene de sidste 30 år. En personlighed, multiinstrumentalist og instant composer med et hav af meritter. På 35. år hamrer han med sin helt egen udknaldede tilgang til støjmusik, performance og free stadig løs på den samme sten, dog med forskellige spirituelle indfaldsvinkler.

Læs også Jørgen Teller har nok Danmarks vildeste hjemmeside: www.jorgenteller.dk

Teller startede i bands som Tredje Tilstand og Wadudu Magic i slut-70’erne og blev fra 1988 en stærk drivkraft i musikforeningen Skræp sammen med navne som P.O. Jørgens, Peter Friis-Nielsen og Henning Frimann. Foreningen, som stadig er aktiv, er på nogle måder en forløber for kollektiver som Mayhem, Barefoot og ILK, og den spreder sig bredt fra freejazz, impro og noisemusik. Samtidig har Teller arbejdet med et performativt spor med dans, poesi, installationer etc., og for tiden har han gang i en stribe musikprojekter. Mest aktivt i øjeblikket er bandet Jørgen Teller & The Empty Stairs (m. Henrik Olsson, Søren Gorm og Tomas Ortved), samt Static Teller, Muld Raga og Kaptajn Ørentwist (m. P.O. Jørgens), hvor han på skift trakterer guitarer, elektronik og stemmebåndene ad libitum og infinitum.

Med de virkemidler for hånden og en tilpas åben musikfilosofi har Teller i årevis rejst både før, på og helt klart også efter bølgen af sin samtids ånd, men hvad gør det egentligt, når musikken har sit eget formål, og når tiden alligevel spejler sig i fortidens og fremtidens fata morgana?  Det nye Jørgen Teller & The Empty Stairs-album “Lazy Monster” udkommer i denne uge, og derudover er han aktuel med kassettebåndet Muld Raga. Skræp er her i foråret særligt aktive med minifestival i Koncertkirken og koncerter på Mayhem, og derudover er Teller også bagmand i projekter som HY! Festival og den omrejsende Sparkling Sound Festival. Interview herunder.

P/A: Kan du give et perspektiv på, hvilket miljø I præsenterede musik i via Skræp og andet for +20 år siden, og hvordan du ser på miljøet for eksperimenterende musik i dag?

Jørgen Teller: “I 80’erne tømte vi nogle koncertsale med Wadudu Magic og skiftede så til samarbejder med malere, dansere og performere i gallerier, på Krasnapolsky, på det franske institut og på gaden. Der var meget kog på idéer fra John Cage og modern music, punk-jazz, free-jazz og Enos ambient. Alt kunne præpareres, overblæses og kradses i. Det var hektisk. Siden var det bare med at komme ud af Københavns lille verden, rejse og bo andre steder: Berlin, Paris, Sardinien, Barcelona. SKRÆP blev noget at komme hjem til i ’88. Seriøst opsatte koncerter, der inddrog mange forskellige slags kunstnere på gallerier, barer, offentlige bygninger og som site-specifikke events.

I dag er scenen fantastisk stor, og det ser ud, som om der er en tiltagende selvbygger-tendens både akustisk og elektronisk. Der spilles meget live og rejses mere end nogensinde. Der er også meget hype, stil og mange medier at udgive på. Ambitionen om at lave noget uhørt lever på bedste vis, ligesom den anti-institutionelle ånd blomstrer helt uforudsigelige steder. Som altid er det mere nødvendigt end nogensinde at blive ved.”

P/A: Kan du nævne tre definerende øjeblikke for din musik?

JT: “1. I de tidlige år, hvor jeg begyndte som musiker med reggae-bandet Tredie Tilstand, skulle der spilles langsom, steady live-dub til dansegulvet. Det er skidegodt at have været igennem.

2. De mere end 10 år fra ’81 med Jakob Draminsky Højmark i Wadudu Magic og Tzarina Q Cut kan ikke beskrives – ren anti-art music på alle leder og kanter. Vi sluttede i mikrotonale suiter, som vi i dag stadig udvikler på. I de år besluttede jeg at fyre den af på guitar. Det hjalp. Flere år senere fandt jeg ud af, at det var fedt med mange strenge og mange guitarer. Jeg købte en 12-strenget guitar, og sangene væltede ud.

3. Et køb af en Ensoniq-sampler var vidunderligt, og jeg lavede en koncert i Rundetårns spiralgang og siden musik til mange danseforestillinger med samplere og guitar. Dialogen og arbejdet med musik til koreografer, dansere og performance-/scene-kunst er det bedste – her åbner der sig altid flere nye dimensioner.”

P/A: Hvilke ting i guitarerne og udforskningen af lydlige elementer bredt set interesserer dig så meget, at du bliver ved med at arbejde i det felt?

JT: “Elektrisk guitar er det bedste, der findes. Én tone er nok. Leg med din forstærker. Gør noget definitivt; forlad almindelige teknikker, og stem om, når du genkender strengenes relationer. Hop på den!

Udforskning af lydlige elementer er i dag en enorm rejse frem og tilbage igennem gamle og nye lyde, teknikker og medier alle steder fra. Jeg følger min lyst og bliver ved de lyde, der siger mig selv noget. Jeg medbringer ofte ring modulation, delay, grain-delay, distortion og en god rumklang.”

P/A: For folk, der ikke kender hele din karriere så superstærkt, kan du så fortælle lidt om, hvordan Empty Stairs og dit solo alias Static Teller placerer sig i forhold til dine andre projekter?

JT: “Igen er det noget med at have meget mere end et dusin centre i sig. For mig som optrædende er et center elektrisk guitar og vokal. Som komponist er det også sampler, synths, laptop, steel guitar, flygel, orgel, lydkunst og andre musikere. De sidste to år har jeg fokuseret på en retning, der er mere nuts – til dels statisk – med rødder i No Wave og de der år. Solo-projektet Static Teller har snart sin anden plade klar, mens mit rockband, Jørgen Teller & The Empty Stairs, fra slut-maj er ude med seks egne releases og tre-fire andre udgivelser. Bandet er en drøm at spille og optræde med.

Solo-projekter gør det dog nemmere at rejse og holde kontakt med fjerne publikummer. Derfor laver jeg også andre samarbejder, eksperimenter og lydkunst. Der er noget derude, ingen ved noget om. Andre koncepter og ukendte perceptions-former.”

P/A: Hvis man ser ud over eksperimenter med lyd/guitaren, kan du så uddybe, hvad der musikalsk og kunstnerisk særligt interesserer dig? Er der f.eks. en spirituel kilde her?

JT: “Dialogen er evig. Jeg kan ikke lade være. Der er altid en motor. Der er en stærk dyb kommunikation og konstant upcheck af én selv inde i det hele. Alle kneb gælder, hvis jeg indimellem er ved at miste forbindelsen. Kort sagt: ‘Bladr om på næste side!’ er et godt råd.”

P/A: Fortæl lidt om HY! Festival samt nogle af de andre ting, du er med til at arrangere. Hvad er det, du synes, er interessant og nødvendigt ved at være arrangør?

JT: “HY! Festival er en festival for små bands med rødder nær art-rock og gale idéer om andre genrer. Lidt som at holde en konstant udvidelig label-fest, hvor friske danske kontakter blandes med, hvad der falder mig ind fra gamle dage. I år har jeg villet lave den største HY! Festival med otte acts og flere udenlandske medvirkende d. 29.-30. maj. Mine aktiviteter som festival-producer har de sidste tre år været en slags nestor-hat, jeg har taget på mig og leger med.

Sparkling Sound Festival er en rejsende elektronisk festival med et græsk fokus, der næste gang afholdes i Aalborg i slutningen af august. Som arrangør lærer du noget om, hvordan andre kunstnere arbejder med deres integritet, og hvordan der fås noget nyt fra dem til dit arrangement. I de næste år vil jeg starte nogle andre former for samarbejder for at udvide de erfaringer.”

P/A: Hvad betyder specifikt freejazzen og samspillet med jazzmusikere, f.eks. via Skræp, for dig – og i kontrast til eksempelvis Sonic Youth?

JT: “Jeg er jo grundlæggende en improvisator. Og den tilgang ligger inde i min musik og min daglige arbejdsfacon. Det handler om at vælge fra og slå til – inden i tid! Tid er jo en ubeskrivelig dimension. Hvis du vælger at ville spille improviseret musik inden for et idiom, kan du komme ret tæt på det, folk laver i bands som Sonic Youth. Jeg elsker at improvisere inden for idiomer. Improviserede koncerter, som har noget ubegribeligt underholdende i sig, er de bedste. Freejazz som sådan er lige så fuld af konventioner og kommercielt crap som alle andre gamle genrer. Der er meget få, der reelt kommer ud over de iboende grænser. Det handler om at frigøre musikeren og musikken for vedtægter. Giver du det et navn, pakker det og sælger det – så dør det som valmuer i vaser.”

P/A: Hvem er de fedeste musikere at spille sammen med?

JT: “Hvad skal jeg svare til det? Alle, jeg spiller med, er de fedeste. Ofte er det en danser, der er den fedeste. De, der ikke hører efter, er de fedeste.”

Info: Jørgen Teller & The Empty Stairs “Lazy Monster” udkommer på fredag. Der er releasekoncert foran Kihoskh den 22 maj kl. 16.30-18.30 – live kl. 17.00.