Passive/Aggressive

Junun – Et universelt kærlighedsdokument til hele verden på én gang

Blog December 17 2015, af mikkelakongstad junun

Shye Ben Tzur, Jonny Greenwood & The Rajasthan Express – Junun

Af Mikkel A. Kongstad

Hvad sker der når den israelske qawwali-komponist og digter Shye Ben Tzur, multi-instrumentalist, Radiohead-guitarist og filmkomponist Jonny Greenwood, samt den indiske gruppe The Rajasthan Express lukker sig inde i det indiske Mehrangarh Fort fra det 15. århundrede sammen med producer Nigel Godrich og filminstruktør Paul Thomas Anderson?

Man får et hengivende, filmisk, detaljemættet og universelt kærlighedsdokument til hele verden på én gang. Et stykke globalt folklore, hvor religion, kultur og tradition smelter sammen til en stor åndelig fest, hvor grænser udelukkende er en mental størrelse, og hvor du – hvis du kan nedbryde dem – oplever hele verdens varme i ét og samme oververdslige musikalske stillbillede, hvor perspektivet nærmest er uendeligt. Et dobbeltalbum med panoramisk udsyn og en altomsluttende musikalsk kærlighed fra start til slut. Et album, hvor qawwali, bollywood, raga, klezmer, mariachi, electro, mellemøstlige traditioner, indie og introvert hvid-mands-funk smelter sammen til et glødende varmt og pokkers indbydende amalgam. Og et album, der suppleres med en dertilhørende bjergtagende dokumentar af en af verdens p.t. største filmskabere. Bare lige for, at du kan få det hele med.

Jonny Greenwood har siden “Bodysong” (2003) arbejdet med filmmusik som et solistisk output, der har fungeret ved siden af karrieren med Radiohead. I løbet af de 12 år har Greenwood i den grad bevist, at dette output er alt andet end et hyggeligt sideprojekt, men i stedet må betragtes mindst som en sideløbende musikalsk karriere, hvor Greenwood tilmed har bevæget sig op i det øverste lag af nulevende, mesterlige filmkomponister, der oplever en naturlig efterspørgsel blandt de største filmskabere. Som en anden Angelo Badalamenti eller Ennio Morricone har Greenwood tilmed omsat sine unikke lyddesign og ekstremt visuelle kompositioner til et næsten fast partnerskab med en af nutidens største og mest genkendelige filmskabere, Paul Thomas Anderson.

Det er summen af såvel dette visuelle arbejde med musikken gennem soundtrack-arbejdet som den detaljerede og sfæriske musikforståelse, som Greenwood har fremelsket i Radiohead, der giver “Junun” en helt særlig billedrig og detaljeorienteret signatur, som på mange måder adskiller sig fra tidligere transnationale kollaborationer. Men inden vi går ombord i “Junun”, og hvordan samarbejdet mellem Greenwood, Shye Ben Tzur og The Rajasthan Express har afstedkommet et ret så enestående musikalsk produkt, så lad os lige dvæle kort ved fænomenet transnationale kollaborationer.

Et kolonialistisk, vestligt pop-imperiums ituslåede monokel

Begrebet er givetvis hjemmestrikket, men det er også en nødvendighed i en tid, hvor vi fortsat beskæftiger os med ikke-vestlige musikkulturer som særligt eksotiske og gerne betragter dem gennem et kolonialistisk og vestligt pop-empiriums ituslåede monokel for at fremhæve en slags fortsat panoptisk magt over den ellers så substantielle mængde musik, der bevæger og berører folk uden for det smalle lag af musik, der er den vestlige verdens hitlister. Jeg taler selvfølgelig om begrebet ”verdensmusik” eller ”world music”, der er blevet en standardskabelon til at forstå eller forklare musik, der virker ”fremmed” eller måske ligefrem tilbagestående i forhold til den ellers så veludviklede vestlige popmusik. I ved, dén hvor underlivs-fikserende dansetrin forsat forbløffer hele pop- og rockverdenen, mere end 60 år efter Elvis revolutionerede musikbranchen med tilføjelsen af et nyt visuelt perspektiv: det roterende underliv.

Termen verdensmusik har gennem årene mødt en del kritik fra en række prominente navne. Mest udbredt er nok Talking Heads-sangeren, solokunstneren og meget mere, David Byrnes kritik af termen (Læs David Byrnes “I hate world music” her), som han gentagne gange har kritiseret for at være nedladende over for ikke-vestlig musik, idet den fungerer som en snæversynet og stærkt begrænsende ”catch-all”-term for alt andet end vestlig musik, hvorved der samtidig bliver skabt en forståelse af størstedelen af verdens musikalske traditioner og kulturer som ”nuttet” og ”eksotisk” andenrangsmusik i forhold til vestlige traditioner som pop og rock. Kan man lave pop, rock, dance og rap uden for vesten? Selvfølgelig kan man det. Hvorfor ekskludere rock eller pop på baggrund af nationalt eller regionalt ophav? Og hvorfor skal rockmusik, hvis den kommer fra eksempelvis Nigeria, partout smækkes ind på en ”world”-scene frem for at blomstre på rockscenen? Problemstillingen er ikke på nogen måde ny. End ikke i en tid, hvor globalisering og internettet kan give dig hele verden på et splitsekund. Alligevel er svaret fortsat det samme, desværre. Fordi vi stadig elsker at udstille det fremmede som eksotisk og anderledes i forhold til vores egen kulturelle rammeforståelse.

Åndelig overbygning og musikalsk fællesskab

Gennem historien har der været en række forsøg på at ophæve disse skel og inddrage ikke-vestlige musikalske traditioner i vestens populærmusik. Mest kendt er Paul Simons henrivende ”Graceland” (1986), der er produktet af Paul Simons tur til Johannesburg, Sydafrika og et samarbejde med en række lokale musikere. Ved at sammenblande diverse sydafrikanske musikalske traditioner og folklore med vestlig pop, country og folk skabte Simon det hidtil største eksempel på, hvad man kan kalde egentlig ”verdensmusik”, nemlig en såvel transnational som transkontinental begivenhed, hvorved grænser nedbrydes og musikalsk blod blandes på tværs af tradition, instrumentering og sprog.

Det er delvist i det lys, vi skal se og høre Jonny Greenwoods samarbejde med Shye Ben Tzur og The Rajasthan Express. Men hvor Paul Simon på mange måder var mere optaget af den musikalske udforskning og ditto berigelse af det musikalske pop-produkt, synes Greenwood at være mere optaget af den åndelige overbygning, det musikalske fællesskab og ikke mindst at skabe et globalt stillbillede af en verden, hvor kærlighed fortsat er, hvad der binder os sammen. På tværs af nationale og kulturelle skel. Og samtidig virker Greenwood snarere som en semi-anonym proxy til udbredelsen af det musikalske budskab i modsætning til ”Graceland”, der udelukkende må betragtes som et produkt af Paul Simons egen karriere. For Greenwood er det samarbejdet, det musikalske budskab og de åndelige overbygninger, der skal få dine ører til at tune sig ind på, hvad der rykker uden for de vestlige hitlister, snarere end det er ”ham der fra Radiohead”s nye soloalbum, hvor han har en masse musikere fra fjerne steder i verden med på plade.

Greenwood er da også sjældent den mest fremtrædende bidragsyder på ”Junun”, men spiller på mange måder lidt af den samme afgørende, men subtilt tilstedeværende rolle, som han ofte gør det i Radiohead, hvor musikken aldrig ville lyde, som den gør, uden Greenwood, men hvor han samtidig sjældent stjæler lydbilledet fuldstændigt.

På jagt efter universelle koder

I forhold til Greenwoods rolle på ”Junun” er valget af samarbejdspartnere ikke helt tilfældigt. Israelske Shye Ben Tzur, der bor skiftevis i Israel og Indien, har i løbet af de sidste 10 år udforsket blandt andet den traditionelle sufi-musik, qawwali og Bollywood-musikken og tilsat lyrik på alt fra hindu og urdu til hebraisk. Ben Tzur lyder muligvis som en kulturel globetrotter, og det kan heller ikke anfægtes, at han er en berejst herre med globalt udsyn, men hans primære ærinde synes altid at have været en søgen efter nogle universelle koder på tværs af kulturelt forankrede positioner og eksempelvis religiøsitet.

Disse universelle koder er lyrisk gennemgående på ”Junun”, hvor det er Ben Tzurs lyrik på såvel hindu og urdu som hebraisk blandet med traditionel sufi-sang, der beskriver en række oververdslige følelser, hvor det lyriske fikspunkt særligt er billedet af Gud som en kærlighed på tværs af såvel kultur som religiøsitet.

Derudover er indiske The Rajasthan Express, samt en række gæstevokaler med til præge lydbilledet. Med en hær af trommer og percussion – heriblandt khartal, phapang og en dholak samt en seks mand høj brass-sektion – sørger The Rajasthan Express for, at musikken har et dybt ritualistisk og rytmisk finmasket udtryk tilsat en solid samling delvist staccato og delvist svævende messing, der især er med til at understøtte det filmiske og ofte særdeles medrivende aspekt af det soniske output.

Nå, men nu er vist også ved at være klar til at kaste os over selve pladens musikalske indhold og elaborere på, hvordan den får skabt en række overvældende sammenfletninger mellem vestlig og ikke-vestlig musikkultur på en så varm og friktionsløs facon, at man naturligvis må efterlades med spørgsmålet om, hvor svært det egentlig kan være at finde sammen på tværs af kultur og tradition, når man nu har musikken som et fællesskabsskabende projekt. Og dét endda i et år, hvor fortællingen uden om den musikalske sfære synes at være mere optaget end nogensinde af særligt frygten for konsekvenserne af, at fænomener som national og global ikke længere kan adskilles, men må forstås som afhængige af og forbundet med hinanden.

Junun: En art track-by-track-anmeldelse

Albummet sparkes i gang med et af albummets stærkeste skæringer, det sprællevende titelnummer, ”Junun”, der opsamler electro, indie, mariachi og Bollywood i et rytmisk inferno af trommemaskine-groove og en hær af percussion. Indtil et mariachi-goes-to-India-horn rammer det indledende trommemaskine-groove blandet med en umiskendelig Greenwoodsk minimalistisk jazzet og let funky signatur på bas, kommer man helt i tvivl om, hvorvidt dette er en ny Radiohead-skæring. Men i stedet for en forkrøblet og inderlig Thom Yorke på vokal får vi først horn og siden en særdeles passioneret croonende Shye Ben Tzur, der hiver dig, kære lytter, helt med ind i “Junun”s opløftende drive. Nummeret rammer sit klimaks, da det bryder i half-time, og de rytmiske lag bliver så overvældende, at der skal mere end en sjæl af sten til ikke at lade sig ramme af det hypnotiserende, detaljemættede groove.

Herefter følger den dronende og nærmest toneløse poweranthem, ”Roked”, der finder fællessnævneren mellem stammeritualisme og fodboldstadion-slagsange, og samtidig fungerer som det perfekte nummer til dansegulvet eller til din bilstereo, næste gang du ruller gennem endnu en kosmopolitisk storby. Trommemaskine og rumklangsindsvøbt vokal, der får følgeskab af et opløftende call-and-response-kor og siden en minimalistisk synthbas, samt drypstenshule-klingende percussion. Det er, hvad nummeret består af. Men i kraft af den entusiastiske vokal og især Greenwoods detalje-orienterede produktion med glimtvis effekt-aktivering på de enkelte musikalske komponenter, får nummeret masser af krop og fylde trods den relativt sparsommelige instrumentering.

”Hu” er albummets opiums-omkuldslåede danseskæring og et af de momenter på pladen, hvor den store, legendariske qawwali-sanger, salig Nusrat Fateh Ali Khans sjæl synes allermest tilstedeværende. Et stort og åbent nummer med et tungt, vuggende groove, storslåede tematiske udfoldelser på horn parret med en døsig og drømmende Shye Ben Tzur og Greenwood, der serverer en malende guitarfigur, der meditativt arbejder sig ind i såvel det vuggende groove som de storslåede temaer. Nummeret er ikke milevidt fra at kunne have floreret på Beiruts “Gulag Orkestar” i kraft af sin hengivenhed til drømmetilstanden og det folkloristiske særpræg, men i kraft af nummerets mere østlige melodisignatur og af, at det insisterende ophæver vers-omkvæd-strukturen for at dedikere sig til trancen, bliver det snarere en meditativt groovende bedrift end et decideret indie-pophit anno 2015. Alligevel er nummeret et stensikkert hit for krop og sjæl. En kandidat til årets chill-on-the-dancefloor-banger, hvis sådan en titel findes.

Herefter står den på indie-funk møder punjabi-kulturen og Bollywood på ”Chala Vahi Des”, hvor blandt andet Afshana Khan og Razia Sultan bidrager med vokal, mens Greenwood leverer en af sine mange guitar-signaturer; den introverte og minimalistisk funky guitarkrop, som vi også er stødt på flere steder i Radioheads katalog; f.eks. på en lidt mere fremadrettet facon på “Morning Mr. Magpie” fra albummet “The King of Limbs”.

”Kalendar” starter som et minimalistisk lydtapet med en let boblende trommemaskine, porøse synths og en varm sfærisk fløjte fra Ben Tzur, der gradvist arbejder sig over i et mere percussion-tungt groove. Nummeret er albummets elektro-ambiente højdepunkt. Det er her, at det musikalske tapet på mange måder væver det indadvendte lydarbejde fra Radiohead sammen med ragaens meditative og spirituelle fokus, men på en mere udadvendt og opløftende facon. Hvis man behøver referencer, er vi ikke langt fra et perfekt mash-up af den sfæriske ”How To Disappear Completely” fra Radioheads “Kid A” og en Bollywood-fest, hvor det indiske sitar- og droner-fænomen Ravi Shankar er toastmaster. Det her er spiritualitet i sin allermest sfæriske og rytmiske dronende form.

”Eloah” afslutter albummets første disc med en nærmest ren a capella, hvor Shye Ben Tzurs vokal svæver over et mildt skvulpende hav af rytmiske vokaler, der gentager titlen som mantra gennem hele nummeret. Det lyder som et sted mellem stammesang, et damptog og slutteligt et nærmest absurd fabulerende svar, da vokalerne gradvist intensiveres og samtidig tilsættes en opslugende rumklang, der skal hjælpe Greenwoods afsluttende synth-droner ind i nummeret. Fra ekstatisk menneskelig åndelighed til en næsten gold, syntetisk klang. Og så går musikken i stå.

Albummets disc 2 indledes som 1’eren med det opløftende og nærmest klezmer-rockede ”Julus”, der således er endnu et opstemt festnummer med et pokkers catchy arabisk-israelsk horntema, som du sandsynligvis skråler med på efter ét gennemlyt. Nummeret er et af mange vidnesbyrd om, at det her er musik, hvor du kan synge med på såvel tema som vokal. Selvom du hverken kan urdu, hindu eller hebraisk, er melodierne så overvældende og lyrikken så overvejende simpel og mantra-agtig, at du relativt hurtigt kan lyd-efterligne ordene og skråle med på de her oververdslige sensationer.

”Allah Elohim” er en mere guitardreven og en nærmest indie-indisk folklore perle, som du kan drømme dig hen til. Enten ridende på de forførende vokalstrømme, på den vuggende percussionbund eller ved hjælp af Greenwoods kosmiske ondes martenot-stråler. Samtidig er nummeret også et af de tydeligste eksempler på, hvordan Greenwoods tidligere arbejde med henholdsvis Radiohead og filmmusikken skinner igennem på den samlede komposition, fordi Greenwoods subtile udvidelser af lydlandskabet giver nummeret mindst én ekstra dimension at synke ned i. Herefter følger den underskønne ballade ”Ahuvi”, der fremstår som en rørende videreførsel af Nusrat Fateh Ali Khans smukke qawwali-sange blandet med et dragende mix af spiritualitet og melankoli, som vi også finder hos den tunesiske oudist og komponist Anouar Brahem.

”Azov” er Steve Reichsk minimalisme og leg med rytmiske teksturer blandet med messende vokaler og Shye Ben Tzurs æteriske fløjtespil, der supplerer melodien. Her er det særligt Greenwoods rytmiske leg med trommemaskine og dennes parring med alskens percussion, der er i centrum og fører til, at nummeret fremstår som en stor og varm elektro-organisk impuls, der masserer hjertet og gør klar til, at albummets sidste meditative fase sætter ind.

Efter en horn-dedikeret reprise af titelnummeret, der udelukkende dvæler ved half-time-stykket og har ekstra en bas-oktav på Greenwoods basfigur, kommer en kort ambient lydbid i form ”There Are Birds in the Echo Chamber”, der lyder som mikrofonoverhør fra albumoptagelserne fanget fra en fugls perspektiv. Albumafslutteren ”Mode” er endnu et stort og åbent landskab og et dvælende panoramisk ridt ud over stepperne, der subtilt veksler mellem de filmiske, bjergtagende og forførende udfarelser og så det altomfavnende, meditativt vuggende groove. Her sammenvikler Greenwoods varme guitarkrøller det melodisk svævende Radiohead-trademark med ragaens vævende og dronede signatur, hvorved Greenwood atter får anvist en direkte linje mellem melodiarbejdet i Radiohead og den indiske sufi-tradition.

Et skønt kludetæppe af lyd, der således kombinerer vestlig spiritualisme med en ikke-vestlig ditto og på den måde får sendt dig, kære lytter, trygt af sted til anden musiklytning eller klæder dig på til at båndsløjfe den og starte forfra på dette imposante værk. Skulle du, som denne signatur, være komplet overvældet af mængden af musikalsk forsoning og oververdslig kærlighed til stede på dette værk, er chancen nok størst for, at du lige skal have endnu en omgang med Greenwood, Shye Ben Tzur og The Rajasthan Express. Bare lige for, at du kan få det hele med.

Info: “Junun” udkom 13. november via amerikanske Nonesuch Records. Paul Thomas Andersons dokumentar om albummet har tidligere været til rådighed for streaming på MUBI, der indtil videre ikke nogen officiel release på filmen ud over dette. Se den officielle album trailer til “Junun” herunder.