Passive/Aggressive

Klaus Schønning – Naturens danske soundtrack

Feature December 2 2020

Af Lasse Skjold Bertelsen

I disse år gør en række pladeselskaber et agtværdigt og omsorgsfuldt arbejde med at genudgive gamle og glemte værker. Det er opløftende, at der stadig pågår et nysgerrigt gravearbejde med at finde det glemte eller at præsentere noget uhyre unikt på ny. Selv har jeg været utroligt taknemmelig for at kunne erhverve mig genudgivelser af kunstnere som Midori Takada med “Through the Looking Glass” (genudgivet i 2017) eller Beverly Glenn-Copeland, hvor især den helt fabelagtige eponyme plade fra 1970 har været et højdepunkt.

I Danmark har Frederiksberg Records været blandt dem, der tager dette arbejde med fortiden alvorligt, og jeg har tidligere haft fornøjelsen af deres genoptryk af den eminente folkesangerinde Suzanne Menzel, hvor manden bag knapperne var fantasten, multiinstrumentalisten og altmuligmanden Klaus Schønning.

Schønnings debut fra 1979, “Lydglimt”, er netop blevet genudgivet af Frederiksberg Records, og den er klart et genhør værd. Den er blevet kaldt den første danske new age-plade, og at lytte til “Lydglimt” er som at synke ned i et karbad med æteriske olier.

Der lå oprindeligt en konceptuel idé bag, da hele projektet både tog form først som kompositioner og som et learning-by-doing/DIY-gesamtkunstwerk. Schønning havde etableret et diasshow med overblændinger til liveopførsler, der efter en nødtørftig drejebog blev struktureret efter og sammenføjet med musikkens forløb og digressioner. Dette blev et kunstnerisk såvel som praktisk udgangspunkt, da Schønning fandt sig nogenlunde alene i en dansk sammenhæng, hvor både 70’ernes iltløse koldkrigstristesse og punkens taktfaste åndedræt begyndte at være eksempler på en zeitgeist, der var noget nær umulig at ignorere.

Pladen er altså atypisk for sin tid, for selvom hippiegrupper som fx Bifrost samtidig huserede med pastoral idyl og naturbesyngelse, var den dominerende niche blevet dansk punks betonfundamenterede blitzkrieg-lyd og storbyskildringer, der løbende havde indfundet sig i form af Sods’ energi, Lost Kids’ tyggegummipop eller No Knox’ overgreb på deres instrumenter.

“Lydglimt” er alt andet end det. Selve titlen indkapsler det synæstetiske blik ind i naturen som noget omsluttende; en livmodertryg stemning, der i visse øjeblikke søger at indfange så evige motiver som fugles himmelflugt og solopgangen, der typisk er at finde i kirkekunsten. Overalt på pladen er der et væld af naturoptagelser, der veksler mellem at være ren kitsch og intenderede musikalske lag. Det er en genretro æstetisering af naturen, hvor de mange melodiske flader og kontraløb er det mest iøjnefaldende princip i kompositionernes opbygning. De nævnte lag er vandløbets rislen, fuglefløjt og bølgeskvulp, der som flora og faunas eget resonansrum er dér, hvor man finder de 13 skæringers ærinde: Det er den nysgerrige undersøgelse af lyd, som “Lydglimt” er og betræder som ny jord i slutningen af 70’ernes danske musikliv, hvor man derimod hurtigt vil kunne finde samtidige ligesindede som fx tyske Klaus Schulze i udlandet. 

Hele udgivelsen aspirerer til at være et værk i rockistisk forstand, og åbningsnummeret ”Solopgang” er en næsten emblematisk og varslende overture, hvor Schønnings forkærlighed for orgelpunkt-agtige melodistemmer virkelig træder i karakter. I det hele taget er der noget mærkbart ved pladens lige dele spraglede udtryk og de meget stabile melodier, der lyder som improvisatorisk fremsøgt af hånden på forskellige klaviaturer. 

Det er dog ikke tilfældet over hele linjen, og det er især på sin plads at fremhæve de melankolske klaviaturforløb ”Vandløbet” og ”Solnedgang”, der begge er stykker for et forstemt klaver, hvor sidstnævnte i sin sidste halvdel overtages af zigzaggende synthesizers med uhyggelig lystighed og næsten spinet-agtig staccatolyd. I disse kompositioner finder man en sørgmodighed, der er pladens fremmeste forsøg på skønhedsdyrkelse.

Men overordnet er der tale om et katalog af næsten skizofrent sammensatte følelser. Især det teatralske kommer i spil i ”Tordenskyen”, hvor den afsluttende klang af metal både giver fornemmelsen af radioteatres simulering af tordenregn med blikplader og samtidig forskrækkede bombardementskonnotationer – både meget dansk og meget Dresden (1945). Og for at understrege sammensatheden kan det også nævnes, at Schønning aldrig har været bleg for at smide et funky riff i ind i sine produktioner og i dette tilfælde naturtableauer, hvilket i nogle tilfælde er sært fascinerende som i “Skovfragmenter” og i andre lettere enerverende.

Ved de fleste kompositioners roterende og fremadrettede opbygning er der gennemgående karaktertræk, der giver store dele af pladen et næsten selvlysende skær af soundtrackpotentiale, og med den næsten immanente skepsis over for ødelæggelsen af natur og klima ville pladen have været et godt bud på et score til senere samfundskritiske tegnefilm som fx “Strit og stumme” (1987) eller “Fuglekrigen i Kanøfleskoven” (1990), hvis ikke jazzmusikken og børnesangene havde stået filmmagerne Jannik Hastrup og Bent Hallers hjerter så nær.

Når alt kommer alt – og alt dette potentiale til trods – vokser pladen, nøjagtigt ligesom træerne, dog ikke ind i himlen, hvor udødeligheden findes, og mesterværker regerer. “Lydglimt” er først og fremmest et vægtigt bevis for, at dansk musikhistorie fortsat kan udforskes og afdækkes i en søgen efter særlinge og det helt særlige.

Info: “Lydglimt” blev genudgivet af Frederiksberg Records i slutningen af oktober.