LLNN – Post-metal spillet af folk, der ikke kan lide post-metal
Af Jon Albjerg Ravnholt, foto: Rasmus G. Sejersen
En dyb indånding. Ryggen ranket, skuldrene tilbage, blikket rettet frem. Et dybt suk over for uafvendeligheden. Det kræver en vis determination fortrydelsesløst at gå ind i det rum, LLNN har skabt på gruppens fjerde album, ”Unmaker”. Et på én gang uendelig stort og sort og samtidig knugende lille, hermetisk lukket rum uden særlig meget at holde fast i for den arme lytter. LLNN har aldrig været let musik at lytte til, men på ”Unmaker” er uforsonligheden taget til et nyt niveau, og det er lige så krævende, som det er givende.
Det er selvsagt også meningen, forsikrer sanger, guitarist og sangskriver Christian Bonnesen, som lavede sin egen fokusgruppeundersøgelse, inden han gik i gang med at skrive sangene til pladen.
”Jeg kiggede på, hvad folk skrev i kommentarsporene til vores videoer, og det, de kritiske røster savnede, var, at vi gjorde som alle andre. Men vi kan ikke være alt for alle. Det er ikke for at lyde højrøvet, men så må man altså sætte en anden plade på end vores. Vores styrke er at tonse igennem.”
Det gør LLNN i de otte sange, et mellemspil og et koda, der tilsammen udgør ”Unmaker”. Bortset fra de to korte instrumentale stykker, ”Vakuum” og den afsluttende ”Resurrection”, er der med få undtagelser fuld kraft på hele vejen igennem i de for post-metal atypisk korte sange. Først i den næstsidste sang, ”Tethers”, åbnes lyden på klem, og lytteren får lidt luft, hvis det ikke allerede er for sent.
Det er den foreløbige kulmination på en udvikling, gruppen har gennemgået siden debuten ”Loss” i 2016, hvor de efterfølgende plader, splitten ”Marks/Traces” med Wovoka fra 2017 og albummet ”Deads” fra 2018, er blevet mere og mere fortættede.
”Det er nærmest en specialisering inden for, hvad jeg føler er vores styrke. Vi har tit fået at vide, når vi har spillet live, at det var tungt og intenst. Der har jeg haft det sådan, at jeg har jo ikke engang gjort mig umage endnu!” griner Christian Bonnesen.
”Jeg gider da heller ikke lytte til en 60 minutter lang LLNN-plade”
Det har han så denne gang, men altså helt bevidst ikke med det, publikum forventer på scenen for post-metal.
”Der var flere, der godt kunne tænke sig, at det byggede mere op til et fedt breakdown, sådan som det ofte gør i post-metal. Men hvis jeg skulle lave et længere stykke musik, ville jeg være nødt til at gå mere på kompromis – for jeg gider da heller ikke lytte til en 60 minutter lang LLNN-plade,” indrømmer Christian Bonnesen, der i det hele taget har det ambivalent med den scene, LLNN i kraft af deres udtryk uundgåeligt er blevet en del af.
”Vi er post-metal spillet af folk, der ikke kan lide post-metal,” proklamerer han og uddyber udsagnet:
”Post-metal har en tendens til at blive noget collagemusik. Lidt en ørkenvandring uden en rød tråd. Det har jeg ikke selv hverken tålmodighed eller temperament til at spille – eller også har jeg for meget temperament til at spille det,” griner han igen.
Andre bands i genren som svenske Cult of Luna eller belgiske Amenra strækker udtrykket ud, føjer nye facetter til lyden og med jævne mellemrum lader lytteren få tid til lige at puste ud, hvile ørerne og finde sig selv i stemningen. LLNN går tværtimod efter at kondensere sit udtryk mest muligt efter at have famlet sig frem mod en egen lyd på de første plader, som Christian Bonnesen selv formulerer det.
De første plader stod samtidig i skyggen af det kaotiske hardcoreband The Psyke Project, som Christian Bonnesen havde spillet i sammen med trommeslageren Rasmus G. Sejersen frem til opløsningen i 2014. Sammenligningerne var uundgåelige, selvom de med tilføjelsen af Rasmus G. Sejersens bror Ketil på synth – og bassist Rasmus Furbo som bandets fjerde mand – ændrede lydbilledet markant.
Ild i røven og en arv fra funk
Det er den gradvise integration af synth i LLNNs udtryk, der har hjulpet dem med at skabe et udtryk, der skilte sig ud fra The Psyke Project. Men efterhånden, som det har fået en stadig mere ligebyrdig plads i sangene, har det ændret præmissen for, hvordan Christian Bonnesen skal skrive sangene og ikke mindst guitararrangementerne.
”Jeg er nødt til at parre guitaren ned for at skabe plads til Ketil i lydbilledet. Det betyder, at de små embellishments, jeg normalt ville have med for at vise mig, er røget ud. Jeg har kogt det enkelte riff helt ned – fjernet noget for at komme mere på, kan man sige. Det gør, at jeg forhåbentlig bliver bedre til at forstå, hvad der får et riff til at virke.”
Hvad er det for dig?
”Det er helt simpelt: At jeg får ild i røven, når jeg spiller det, og får lyst til at rejse mig op og bange.”
Men er der nogle træk, der går igen i de riffs, der får dig til det?
”Når de ligger lidt tilbage på beatet. Når de slæber lidt.”
Det er meget naturligt, når nu Christian Bonnesen i sin tid kom ind i metal gennem nu metal i begyndelsen af 00’erne, hvor groovet var altdominerende. Men det er også en måde at skabe spænding i musikken på, som man kender fra funken og den moderne hiphop og r’n’b. Måske allertydeligst hos en producer som afdøde J Dilla eller i Questloves banebrydende trommespil på D’Angelos mesterværk ”Voodoo”. Det sidste er en plade, som Christian Bonnesen hylder ubetinget, og faktisk kom funken før metallen for ham, fortæller han:
”Jeg ville have været funkbassist, da jeg var barn. Men min far sagde, at bassister ikke skriver sange, og så gav han mig en guitar i stedet!”
Banke løs på fars smedeværksted
Mens Christian Bonnesen har udforsket den næsten til uigenkendelighed nedstemte guitars muligheder i først The Psyke Project og siden det ligeledes opløste grindcoreband Piss Vortex, har Sejersen-brødrene fordybet sig i arbejdet med synthesizeren. Det førte til, at de i efteråret 2020 lancerede synthwaveprojektet John Cxnnor – opkaldt efter oprørslederen i ”Terminator”-serien. Og hvis Christian Bonnesen har markante holdninger til, hvilke af post-metallens faldgruber han gerne vil undgå, har brødrene det til brugen af synth i metal, forklarer han.
”De laver alt fra grunden af. Det ville tage lidt af værdien af det for dem, hvis man bare tog en færdig lydpakke og anvendte den.”
Derfor er de metalliske klange, man kan høre i løbet af sangene, faktisk lige præcis dét:
”De har stået på deres fars smedeværksted og banket løs på ting. Ketil er sådan én, der altid har noget at optage med på sig, og han har efterhånden et setup til, at han kan stå i øvelokalet og spille sammen med os. Hvis han prøver at ramme tonen i et riff, jeg har skrevet, med de lyde, han har optaget, påvirker det sangskrivningen markant.”
På den måde har LLNN arbejdet sig hen mod et helt eget udtryk, der er blevet kondenseret på ”Unmaker”. Et uendeligt lukket rum, som det er op til lytteren at finde vej ind og ud af. Bandet selv har ikke tænkt sig at gøre det lettere for publikum ved at gøre, hvad der forventes af et post-metal-band. Faktisk opfatter Christian Bonnesen selv LLNN som et crossover-band, afslører han, men han har indtil videre måttet konstatere, at andre ikke rigtig laver den kobling.
Indtil videre må LLNN altså affinde sig med at være nogle, der ikke kan lide post-metal, som spiller post-metal. På deres egne præmisser.
Info: ”Unmaker” er udkommet på Pelagic d. 24. september.
