Lunden – Zigzaggende tjørnehæk og bæk
Lunden “Lunden” (Abstract Tits, 2019) – anmeldelse af Kim Elgaard Andersen
I Børge og Arvid Müllers sang “Gå med i lunden” fra filmen “Odds 777” er lunden stedet, hvor unge mennesker mødes for at glemme deres forældres formaninger. Jesus bliver forrådt af Judas i Gethsemanes have, der er en olivenlund. Og efter befrielsen i 1945 fandt man 202 henrettede modstandsfolk i Ryvangen, nu kaldet Mindelunden. Så på trods af at de fleste vel forbinder en lund med et fredeligt grønt område til rekreation, for at anvende et kommunalt sprog, så har lunde historisk været forbundet med utugt og død.
Derfor virker navnet også velvalgt for Emil Palmes og Lasse Bækby Buchs fælles projekt, Lunden. Musikken på deres selvbetitlede album ligger et stykke fra, hvad de to ellers laver. Palme spiller med både Yngel og Boujeloud en globalt orienteret musik, der har improvisationen som udgangspunkt, mens Bækby Buch i tidligere Gooms og nu solo-projektet Birthgiving Toad nærmere har legen og eksperimentet som udgangspunkt. De to dele, eksperimentet og improvisationen, har de forenet, men ingen af dem har støjet så forrygende meget før!
Helt tilbage i 80’erne begyndte japanske Ruins at eksperimentere med, hvor meget lyd man kan klemme ud af kun bas/guitar og trommer. I 00’erne fulgte andre bands efter så som Lightning Bolt og Pink & Brown. Senere kom danske Fossils til. Der var også en masse andre powerduoer i 00’erne, men de var alle interesserede i at skrive sange, mens bands, der er fulgt i Ruins’ spor, er interesseret i at skabe kaos. På mange måder lægger Lunden sig i denne tradition, men de vil også finde balancen. De søger lavmæltheden såvel som støjen.
EP’en starter godt nok med no wavede skronk-riffs, der skrider atonalt i forskellige mønstre, mens trommerne løber i andre mønstre i “Screen Walking”. Palmes vokal trænger tudende, udenom-menneskeligt igennem i baggrunden. Men så søger makkerparret mod et mere minimalistisk udtryk i “Endlessity”, igen løbende trommearbejde, men også en hylende guitar, der næsten lyder som pedal steel guitar. De skyder sig gennem deres egen tjørnehæk og lander i en lysning. For så at skyde sig tilbage i tjørnehækken med “Bestanden”.
Højdepunktet er “Ultraprisme”, der fordeler et væld af rytmiske lyde, glassede, kantslagede, undervandsagtige, der myldrer frem som insekterne under David Lynchs pæne forstadshaver, mere og mere hektisk arbejdende, krybende, vrimlende. Og så! Implosion.
Lunden slutter af med lavmæltheden. “Driftwood” er netop et lille stykke drivtømmer i en stille bæk på en dag, hvor fugten har svært ved at slippe luften.
Her er både utugt, død og kommunal rekreation.
Info: Lundens EP udkom 23. april på Abstract Tits.
