New Kids – Improvisationsmusikere på episk renselsesrejse (premiere)
Af Simon Christensen
Rune Lohse er trommeslager og sangskriveren bag et nysamlet band med det sjovt boyband-klingende navn New Kids, som allerede har en debutvinyl på trapperne uden at tage det helt store hensyn til at tænke i singler og andre klassiske A&R-strategier. Jeg kender primært Lohse fra mere og mindre fastholdte free- og improgrupper som Jeppe Zeeberg Trio, Dødens Garderobe, Horse Orchestra, Gnom etc., og det kan måske forklare den løse tilgang til musiksystemet.
I New Kids har han samlet de lydinteresserede jazzmusikere Anders Filipsen, Henrik Olsson, Nicolai Claesson og Joel Gjærsbøl, der spiller en nærmest eksplorativ form for episk psykedelisk pop med en åre fra Syd Barrett via Ariel Pink. Sangskrivningen er derfor mere konceptuel end hovedparten af Lohses bidrag i impro-kredse. Alligevel er sangstrukturen klart mere lineær end anden popmusik, og teksterne virker også som en strøm af hippie-drømme, der både spiller med og mod den solbeskinnede genres forventningsramme.
Selv formulerer Rune Lohse det sådan her: “Det er melodier og improvisation. Pladen er lavet i flow og ikke med en bestemt lyd for øje. Det var et klart kompositorisk udgangspunkt at lave sange, som kun bestod af form, og så overlade det spontane til musikerne. Faktisk var en del af sangene også uden tekst, inden de blev indspillet, for lettere at kunne nå frem til det udtryk, der ligger i improvisationen. Og det har helt klart givet en masse skønhedspletter over det hele. Alle spiller forkert ret tit.
Selve arbejdet med at skrive sangene har taget omkring et år og indspilningen af albummet to dage. Det er jo i grunden bizart med den opdeling af tid. En uendelig forberedelse og så to dage til at lave pladen. Alt ansvaret ligger på musikerne i studiet i indspilningsfasen. De to tempi er interessant, fordi netop dette er forsøget på at nå en kerne. En naturlig musik, der kun er en forlængelse af udøverens humør og forståelse for at bevæge sig længere ind i sig selv. Her må musikeren væbne sig med sit instrument og improvisere sig ud af en given situation på bedst mulig vis, og i den proces fortæller musikken noget om mennesket.”
Det umiddelbare indtryk af albummet “Leonida” er, at det er indspillet af musikere, der har en naturlig interesse for lyd, produktion og tekstur. Men faktisk har albummet også et politisk mål om at iscenesætte improvisationsmusikken i et popunivers, forklarer Lohse i en mail.
“Set i et samfundsmæssigt perspektiv kan blandingen af genrer fortælle os noget om de gældende magtstrukturer. Ved at tage fat i pop som genre er det muligt at agere på en helt anden måde end i et udelukkende improvisatorisk rum, der ellers var skabt af tanker om fri musik; man kan udtrykke sig bredere. Måske er det mængden af tilgængelig musik, der automatisk har skabt en strøm af blandingsgenrer og en masse ny musik, og samtidig ændret musikkens politiske gestik. Den verden, vi bevæger os i, er meget egocenteret, så for at blive hørt skal man iscenesætte sig selv og spille efter de regler, der gælder – dvs. dem, der er defineret af samfundet. Der skal nye taktikker til, hvis en musiker skal kunne provokere, og endnu mere hvis en musiker skal have en politisk agenda.
Der er et kunstnerideal, som går ud på, at en ‘ægte kunstner’ brænder sit værk, når det er færdigt, og lever et miserabelt liv i ensomhed – mens den falske forfalder til samfundets vilje, hvor kunsten ikke handler om at udtrykke noget, men kun at tyde tendenser og analysere sig frem til det rigtige produkt. ‘Og når alle så falder på knæ foran improvisationens uknægtelige renhed, tages korset og sprayes i guld med den falske, falske pop.’ Jeg har lyst til at blive hørt … og til at fake og ødelægge det. Det føles så godt at skrive et popnummer og spille det dårligt. Det er et udtryk, der vil i mange retninger. Der er en energi i at kunne sige noget politisk i den eneste genre, der politisk set kun er magt, pop, og forsøge at ændre på den balance. Lidt kantet sagt er det glitteret i kapitalen og 68’ernes revolte i skøn forening. Jeg tror selvfølgelig ikke 100 % på det, men det er et spændende perspektiv, som vi forfølger på “Leonida”. Der findes jo ikke noget, der er en ren musik. Der findes kun udtryk, og det er over alle idéer om magt. Så ja, pladen handler om handler om politik og kunst.”
Info: New Kids “Leonida” udkommer i løbet af kort tid på eget label. Lyt til albummet i sin fulde længde i en begrænset periode i Sounds. Debutkoncert på Stengade med The Black Nothing den 19. februar (RSVP).
