Northern Winter Beat – Fremragende festival for de færreste i Aalborg
Reportage af Mathias Schønberg. Foto: Joe & The Shitboys på Northern Winter Beat 2025 af Ellen Høg Thuesen.
Da en veninde for lidt mere end en måned siden fortalte mig, at det tyske punkband Die Verlierer skulle spille i Aalborg, antog jeg i min københavnske ignorance, at de nok var på den gamle musikhandelsrute mod et par kommunale tariffer via spillestedet 1000Fryd videre til Frederikshavn, med færgen til Norge og resten af en Skandinavien-tour. Det ville give mening. At spille mindre byer i Danmark og vores nordiske nabolande er en velkendt måde for mindre bands også fra det kontinentale Europa rent faktisk at tjene en smule penge, selvom der kun kommer ganske få til koncerterne. Og den velbevandrede rute har gennem årene forkælet Aalborg med ret gode bands.
Men da jeg tjekkede op på det og så resten af årets program til Aalborg-festivalen Northern Winter Beat – “A festival for alternative music enthusiasts”, måtte jeg skrive til P/A’s redaktør fra det lyntog, jeg allerede var på vej i. Både for at se musikken, men også for at se, hvordan den slags egentlig trives i en by som Aalborg.
Vildt internationalt program med mørke undetoner
Blandt navnene på plakaten var nemlig punklegenden Lydia Lunch, der sammen med Marc Hurtado skulle spille Allan Vega og Suicides musik, Crime & The City Solution, som er dannet af medlemmer af Nick Caves gamle band Birthday Party, foruden amerikanske Zola Jesus, som deler det anerkendte label Sacred Bones med bl.a. Lust for Youth, Boy Harsher og David Lynch. Derudover den ukrainske pianist Lubomyr Melnyk, Pussy Riot-medlemmet Diana Burkot, club-futuristen FITNESSS fra Los Angeles, danske Mouth Wound, Clarissa Connelly og Elias Rønnenfelt for blot at nævne et udpluk.
Hvordan ræsonnerer relativt ukendte mørke undertoner egentlig i det mørke Jyllands nordligste hovedstad?
Festivalen, som er arrangeret af Studenterhuset i samarbejde med 1000Fryd og Huset, inviterede til at ”Join our consciously naive and non-commercial goal of getting together, keeping warm around the fire of the festival, to hopefully start off a new and better year”.
Men hvori består det naive i festivalens mål – at folk overhovedet ville dukke op? For hvordan ræsonnerer en festival med et internationalt line-up af højeste kvalitet, men nok for mange relativt ukendte mørke undertoner egentlig i det mørke Jyllands nordligste hovedstad?
Det var spørgsmål, jeg og min næsten lige så begejstrede veninde lidt undrende sad med i lyntoget fra København, da vi så småt begyndte at prøve at forestille os, hvordan det egentlig ville blive. Hvem kommer mon til koncerterne? Min egen erfaring fra at have spillet på føromtalte 1000Fryd nogle gange er, at der altid kommer nogle gode alternative typer, men virkelig ikke ret mange.
Jeg fik festivalens kunstneriske leder, Mads Mulvad, i tale, da vi var kommet derop, og han forventede at se ca. 500 publikummer i alt fordelt ud over de forskellige lokationer, hvor koncerterne foregik samtidig. Udover Studenterhusets café og sal foregik koncerterne steder som den funktionalistiske arkitekturperle Utzon Centeret, Budolfi Kirke og endda i de arkæologiske udgravninger under Graabrødre Torv.
Klavertrance i Budolfi Kirke
Festivalens første koncert af den ukrainske pianist Lubomyr Melnyk foregik i Budolfi Kirke, domkirken midt i byen med en fantastisk akustik. Melnyk har udviklet en særlig form for ”continuous piano music”, hvor toner spilles ubegribeligt hurtigt i cirkulære mønstre, og melodier træder frem af en brusende ustandselig strøm af nærmest sammenhængende lyd fra klaveret. Pedalen holdes ofte nede næsten hele tiden for at skabe harmoniske overtoner, der synes at få deres eget liv, mens enkle melodier hamres ud som flintesten fra de lyse tangenter.
På et tidspunkt midt i koncerten hørte jeg overtoner samle sig i harmoni til noget der umiskendeligt lød fuldkommen som lange toner fra en messingblæser. Utroligt.
Blandt de ca. hundrede gæster, der var mødt op i kirken, sad nogle efter kort tid inde i koncerten og bevægede hovedet i cirkler i en trancelignende tilstand, mens andre syntes at finde en puls inde i musikkens brusende flod og diskret vugge med i en techno-lignende fornemmelse, mens den lille gråskæggede mand bag tangenterne åbnede portaler til andre verdener med festivalens første koncert.
Melnyk forklarede i sine lange og meget spontant emneskiftende taler mellem de tre numre, som koncerten bestod af, at musik ALDRIG må lyttes til på in-ear-hovedtelefoner, fordi det forurener vores sind og sanser. Kun træhøjtalere eller akustisk og live, og slet ikke under nogen omstændigheder på Spotify fordi kunstnere bliver betalt på en måde, som i hans ord er ”ludicrous”.
Melnyk forklarede også, at musik er noget, man ikke selv har al magt over – det strømmer igennem én, hvis man lytter til det. Og vi lyttede. På et tidspunkt midt i koncerten hørte jeg overtoner samle sig i harmoni til noget der umiskendeligt lød fuldkommen som lange toner fra en messingblæser. Først et flygelhorn, som lidt efter ændrede klang helt over i en nasal dæmpet trompet. Klaverets indre ramme, hvor strengene er spændt op, sang med, måske derfor denne metalliske fornemmelse i lyden. Utroligt.
Hvis nogen af de fremmødte ikke var alternative musikentusiaster i forvejen, tror jeg, at de blev det der. Køen for at trykke Melnyks hånd og købe en af hans mange CD’er var lang af folk med endnu måbende ører.
Lubomyr Melnyk på Northern Winter Beat 2025 af Ellen Høg Thuesen.
Sacred Bones-kunster i akustisk afklædning
Den næste koncert, vi så, var amerikanske Zola Jesus, hvis katalog på Sacred Bones oftest bevæger sig i et højtidelig gotisk udtryk med masser af storladne effekter og elektronik. Denne aften havde hun valgt at spille en helt akustisk klaverkoncert i Studenterhusets store sal. Siddende halvt med ryggen til publikum og på dramatisk vis slå akkorder an, mens hun sang sine numre som nøgne ballader uden de kontrapunkter af beats, strygere og cinematiske effekter, der ellers kendetegner dem. Det var et interessant valg, som stiller ganske andre krav til numrene som rene sange og til fremførelsen.
Måske var ens ører blevet indstillet på klaver af Melnyk, for nu virkede Zola Jesus klodset på tangenter i forhold til den følsomhed og erfaring, vi netop havde hørt i kirken, og numrene havde virkelig svært ved at fylde sig selv ud i denne instrumentering. Inden et af koncertens sidste numre faldt en anekdote om, at hun faktisk havde spillet det næste nummer for David Lynch, som hun deler label med. Det fik trods alt de sidste under 25 mennesker tilbage i den store sal i Studenterhuset til at blive til slut.
Zola Jesus på Northern Winter Beat 2025 af Ellen Høg Thuesen.
Blandt dem stod et kærestepar allerforrest og holdt tæt om hinanden indtil og efter koncertens sidste øjeblik. Og de var der i forskellige afskygninger festivalen igennem til næsten hver eneste koncert: Det voksne par, der klistret til hinanden forrest ved scenen, fuldkommen uforstyrret af musikken stod vuggende med underlivene og fortryllet glemte verden omkring sig. Dejligt at live-musik kan være en anledning til at animere parforholdet, men de fik mig også til at tænke, “hvor er publikum?” Også sådan rent mentalt.
”Bring me their fucking heads!”
Dagen efter åbnede det færøske band Joe & the Shit Boys ballet på studenterhuset med en smadder-veloplagt koncert af selvironisk kontemporær og queer punk for et ganske modtageligt publikum. Der blev både stage-divet og sunget med på catchy numre som Fuck Everybody, og hvis ikke der blandt publikum var et par fans af Viagra Boys eller Amyl & The Sniffers, der fik et nyt band at dyrke, ville jeg blive meget overrasket.
Men festivalens absolutte højdepunkt var for mig koncerten i Utzon Centeret af Lydia Lunch og Marc Hurtado, der spillede Allan Vega og Suicides musik. Vi måtte småløbe derover fra Crime & The City Solution, der havde spillet en munter og mærkelig, akustisk koncert fuld af små anekdoter, livsvisdomme og farverige tekster. Det blev noget mere sort-hvidt med aftenens andet punk-koryfæ, som siden sin begyndelse i New Yorks no-wave scene med Teenage Jesus and the Jerks i 1979 har lavet en god stak soloplader og medvirket hos bl.a. Einstürzende Neubauten, Die Haut, Sonic Youth og Sort Sol.
– Lydia Lunch”You’re all slaves of your fucking pocket-CCTV, get that shit out of my face!”
Hendes hypeman Marc Hurtado stod med indendørs coke-solbriller ved en DJ-pult og fuldkommen smadrede Suicide-numrene til uigenkendelighed, mens han skreg og holdt sig selv fast med mikrofonkablet om halsen fra at springe på publikum som et vildt dyr. Lydia Lunch tordnede i utilgivende vrede om ”Trump, Netanyahu, and all the other killers – Bring me their fucking heads!”, når hun ikke hældte mere whiskey op til sig selv og bællede det i store slurke og kom med sydende skarpe udskældsord til publikum om ikke at filme koncerten og holde deres telefoner væk: ”You’re all slaves of your fucking pocket-CCTV, get that shit out of my face!”
Et medlem af publikum gik op forrest og hev selvfølgelig sin telefon frem og begyndte at filme Lydia Lunch lige ind i ansigtet i, hvad jeg antager, var henrykkelse over at opleve intensitet. Man kunne mærke den latente fysiske vold knitre i luften, da hun fortsatte, ”Are you fucking listening to a word I am saying?”, og det ikke længere så henrykte publikumsmedlem pakkede sin telefon ned igen – ikke fordi hun havde hørt efter, tror jeg, men af samme frygt, som hvis en farlig hund gør ad en.
Det kan virkelig være hit or miss, når punks fra den gamle garde turnerer videre, men Lydia Lunch var hit. Fuldtræffer lige i fjæset på alt, hvad den gode stemning og normale opførsel dikterer. En af de ting, der ofte gør det til en ærgerlig oplevelse at se kunstnere, der var farlige i deres samtid, spille i 2020’erne, er, at de ofte bliver præsenteret for et publikum, der høfligt er helt med på konventionen om farlighed, og det derfor bliver en slags genopførsel af det revolutionære potentiale, det engang havde. Sådan var det ikke her. Det var sekunder fra at udbryde i reelt kaos. Der var folk der gemte sig bag hinanden, andre der udvandrede i foragt, og enkelte der som mig og min veninde følte hugtænder vokse frem i munden med lyst til at fortære alt fredeligt.
Lydia Lunch & Marc Hurtado på Northern Winter Beat 2025 af Niels-Peter Fjeldsø Greve.
Alien-invasion i Huset i Hasserisgade
Et andet intenst øjeblik var da kunstneren FITNESSS fra Los Angeles skulle spille på Huset i Hasserisgade – en fin gulmalet fattiggårdsbygning fra 1912 med hollandske facader og perlesten i gården, der på festivalens sidste aften blev landingsplads for et fremmedlegeme sendt fra fremtiden.
Et spændt publikum stod klar i lang tid på lokalets trægulve og drak øl op ad dets høje paneler, mens det gradvis blev fyldt helt op med en tyk tåge af røg, og der blev fuldkommen mørkt, indtil man ikke kunne fornemme overhovedet, hvor scenen eller ens egne fødder var. Pludselig tændte en lille skikkelse iført en dragt af sample-pads med lysende knapper for en slags lyssværd og rullede i et adræt ninja-spring ud på gulvet mellem publikum, mens bragende høje elektroniske beats med et hamrede ud af højtalerne og formede en kantet arkitektur af fuldkommen dekonstrueret klubmusik. Skikkelsen fortsatte med at fare rundt på gulvet mellem publikummer, som delvist forfærdede fortrak sig mod rummets yderkanter med, hvad der lød som reelle gisp af chok.
Når man selv efterhånden er blevet så hærdet af grænsesøgende koncertformater med performative greb rundt om på klubber i kældre, Atonal-festivaler osv., var det en virkelig fed oplevelse at se noget tilsvarende gennem øjnene af et mindre forhærdet publikum, som reagerede på det, som man jo egentlig burde – med skøn forfærdelse og begejstring.
FITNESSS på Northern Winter Beat 2025 af Amanda Marie Borby.
“Festivalens odd lokationer lagde rum til noget af det mest spændende og frigjorte musik, man kan samle på en weekend.“
Hvorfor var alle i Aalborg ikke til festivalen?
Når man festivalen igennem gik fra venue til venue gennem Aalborg, var det slående, hvor mange mennesker der går ud i den by. Det myldrede med mennesker uden for spillestederne, både på restauranter og selvfølgelig Jomfru Ane Gade. Men ved de egentlig, hvor fed en festival de har? I forhold til hvor mange der kom til festivalens koncerter, undrede det mig virkelig, at de ikke i større omfang deltog eller overhovedet syntes at ane, at de lige midt i byen havde et koncertprogram, der næsten kan måle sig med festivaler som Grauzone i Holland, Intonal i Malmø eller Unsound i Krakow.
Festivalens odd lokationer lagde rum til noget af det mest spændende og frigjorte musik, man kan samle på en weekend. Men det undrede mig, at det syntes at foregå i en fuldkommen parallel virkelighed til den ellers også tilsyneladende meget frigjorte befolkning, der omgiver den.
Jeg talte med en midaldrende frivillig på spillestedet Abzalon, som jeg desværre ikke fik navnet på. Jeg spurgte, hvad hun troede en festival som denne giver til en by som Aalborg? ”Det giver da en slags selvfølelse”, svarede hun. ”Lidt ligesom at vi også har en lufthavn”.
Konkurrencen med Gaden
Da jeg spurgte festivalens kunstneriske leder, om han troede, at festivalen egentlig har nogen afsmitning på det større brede publikum, svarede han, ”Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror, de har det godt med at komme ud og drikke nogle fadøl og synge med på noget, de kender i forvejen. Men i forhold til, hvor mange studerende, der er i byen, kan det godt undre, at der også på et normalt koncertår ikke kommer flere unge ud til de skæve og smalle ting.”
“Det føltes næsten skamfuldt luksuriøst at kunne vade lige ind uden kø til den vildeste koncert efter den anden og efter ret kort tid genkende de fleste ansigter.“
En del af forklaringen ligger ifølge ham selv, lige hvor jeg troede. Nemlig, som han udtrykte: ”Vi har jo Jomfru Ane Gade lige rundt om hjørnet, hvor øllen er langt billigere, end vi nogensinde kommer til at kunne sælge den til, og så er det ligesom svært at konkurrere om de unge og studerende”.
Der skal lyde en respektfuld anerkendelse til de tre 18-19 drenge, der var til næsten alle koncerterne, og retfærdigvis også til de håndfulde vennegrupper i fyrrerne og halvtredserne, som udgjorde festivalens kernepublikum af musikdyrkende typer med tydelig hjemmevanthed i de mørkere udtryk. De gav den gas og skabte stemning, så festivalen var på ingen måde kedelig. Men det føltes næsten skamfuldt luksuriøst at kunne vade lige ind uden kø til den vildeste koncert efter den anden og efter ret kort tid genkende de fleste ansigter.
De tyske punks i Die Verlierer spurgte dagen før deres koncert meget undrende, hvordan det kunne lade sig gøre at have en festival som denne med så relativt få publikummer til så mange internationale navne. Og da vi forklarede, at det var med offentlige midler og et bryggeris fond, var de helt forvirrede: At lade systemets hånd fodre sig for at præsentere subversiv musik var for dem et åbenlyst paradoks. ”But then who is it for?”, spurgte de undrende, når det nu ikke var for en kritisk ungdom, der var klar på at bruge musikken som brændstof til at afmontere systemet.
Koncerten af det Berlin-indfødte boyband Die Verlierer (Taberne) satte et charmerende punktum af punkrock som festivalens sidste begivenhed, hvor en hjertevarm stemning bredte sig i et publikum spredt i alder, køn og danse-moves, der mere eller mindre passede til situationen.
Jeg håber virkelig, at nogen har fået mere ud af det vanvittigt godt sammenhængende program på Northern Winter Beat 2025 end blot selvfølelsen ved at kunne lægge by til et program af denne slags på samme måde som en lufthavn. De intense koncertsituationer, hvor det virkede reelt farligt og fuldt af kunstnerisk og social friktion, var for mig brændstof for at følge tæt med i næste års udgave.
Northern Winter Beats fandt sted i Aalborg 6.-8. februar 2025.
