Øvelser i fonologisk opmærksomhed – “Kan man godt sige dét der i en kirke?”

Øvelser i fonologisk opmærksomhed (Eliaskirken d.19. januar) – Reportage af Kristine Haffgaard, foto af Hans Henrik Siig

Med få lyseffekter changerende over loftets hvælvinger i det ellers mørklagte kirkerum, tændte stearinlys og en playliste med Björk i det allermest ambiente hjørne, var scenen sat i Eliaskirken, mens publikum bænkede sig til en aften med musik og lyrik. Trods snefygning, DMI varsel om isslag og temperatur under frysepunktet, havde et helt talstærkt publikum fundet vej op af Eliaskirkens stejle trappe på Vesterbro Torv fredag d.19. januar. 

Alle kirkebænke var besat, men publikum havde stadigvæk plads omkring sig, hvilket var optimalt i forhold til den koncentration, som arrangementet lagde op til. 

Overgange og forbindelse til naturen var temaet til fjerde, og sidste del af Øvelser i fonologisk opmærksomhed 4:4, en eventrække som Eliaskirken over vinteren har arrangeret en gang om måneden. En række musikere og forfattere blev inviteret ind til samtaler mellem kunstformer, mellem lyd og ord. Oplægget til de inviterede kunstnere var at lade deres respektive arbejde inspirere hinanden. Øvelsen til publikum bestod af det helt enkle: At lytte.

Lars-Emil Woetmann og Adam Woer: Naturen opsluger kroppen

Aftenens første kunstnermatch var digter Lars-Emil Woetmann og musiker Adam Woer. Det skulle vise sig at være et vellykket møde. 

Lars-Emil Woetmann har over mange år været en fast figur på den litterære undergrundsscene. I 2023 kom digtsamlingen Gyldne lilje på forlaget Ékbatana, der af flere anmeldere er spået til at blive et egentligt gennembrud. Adam Woer har baggrund fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, og har været aktiv i en myriade af avantgardistiske bandkonstellationer. Han er ikke fremmed for fortolkning af digte, da Adam Woer bl.a. bidrog med tværfløjteledsagelse til Adda Djørups Forår i mågernes himmel. Selv har Adam Woer sluppet  avantgardejazzalbummet  Red Howl, samt lydværkerne Office Symphony no. 1b og  + ANGST KØBENHAVN.

Adam Woer gjorde ikke meget væsen ud af sig selv, mens han koncentreret bag laptoppen byggede lydflader op. En pulserende, gennemgående atmosfærisk melodi samlede sig i lydbilledet, og derfra blev flere lag og elementer lagt ovenpå, nogle helt minimalistiske og andre brusende. Disse passager afløste hinanden i glidende overgange, der fulgte Lars-Emil Woetmanns oplæsning, som det ene digt afløste det næste. Det var ganske elegant når musikken understregede overgangene i de sidste ord i et digt og betonede dem. Digtene i Gyldne lilje er på en gang jordnære og fabulerende. Sprogligt farer digtene over stok og sten med en sprudlende hastighed, når digter-jeget gradvist mere og mere opløses i naturen:

Udad udad ind
Indad indad ud
Og under ups
Udad ind
Udad ind
Rystelse

Digtets bevægelse blev formidlet meget kropsligt, da Lars-Emil Woetmanns tweedklædte skikkelse svajede som den bøgegren, der står som et centralt motiv i Gyldne lilje, og fødderne i strømpesokker var mod slut tæt på dansende. Lars-Emil Woetmanns baggrund som spoken word-artist fornægtede sig ikke; han læste med kroppen vuggende til både digtets og musikkens rytme. Opførelsen blev ikke blot digte tilsat musik, men fungerede som en helhed hvor ord og musik indgik sammen. Kombinationen af lyd og musik afstedkom et ligeværdigt møde, hvor de to sammen en både nærværende og dragende koncert. Et nærvær, som hverken ville være til stede alene i musikken eller i digtene.

Anders Rex og Nicolaj Stochholm: I frøet findes træets lysende sprog  

Anders Rex og Nicolaj Stochholm er begge erfarne kunstnere, der mødte publikum med både charme og energi. Dynamikken mellem de to var mærkbart venskabelig. Anders Rex har foruden engagementet i The Bleeder Group, også virket som producer, leveret musik til film og teater og desuden i Rex/Kyed og Svartbag. Nu er han frontman og guitarist i Music By Idiots. Nicolaj Stochholm har skrevet 11 digtsamlinger, senest Det regelmæssige fra 2023. Kærlighed, forbundethed mellem menneske og natur, køn og jeg´ets splittelse er store temaer i den poetiske produktion. Han er desuden bandmedlem i The Liquid og Trip Ray og flere af Nicolaj Stochholms digte er blevet sat til musik af Ganger såvel som Martin Hall.

Formatet på aftenens anden del var en vekslen mellem digtoplæsning og musik, hvor de to kunstnere på skift fremførte egne værker.  Anders Rex kridtede banen op med sange fra Music by Idiots´ album Tiden Lyver, der er en charmerende punket størrelse med art rockede guitarriffs, højenergisk trommespil og endda en overraskende blokfløjte.

Især digtene havde haft godt af mere sammenhængende tid for rigtigt at lette og få luft under vingerne.

Solo blev der skåret helt ind til kernen. Anders Rex opererede med sangene arrangeret til klaver og få samples. De helt nedbarberede udgaver af sangene gjorde sig godt i kirkerummet, fordi sangteksterne på deres egne præmisser rækker ud over det ligetil. Anders Rex croonede, sang og reciterede, og sine steder løftede sangene sig til noget ildevarslende skrøbeligt og nerveblottet, som i Brutal Ungdom, hvor blodet løber fra den elskedes bryn. Den elskede, i hvis seng, man for evigt kun er en gæst. Da Anders Rex i Skoven larmer gispede: “Jeg kommer. Jeg kommer. Jeg kommer i din mund” gispede publikum med. “Kan man godt sige dét der i en kirke?” blev der lavmælt hvisket i stilheden inden bifaldet. Det udløste grin både på scenen og rundt om på bænkene. Så god er akustikken i Eliaskirken.

Formatet med skift mellem Rex/Stochholm betød, at den del af programmet blev mere fragmenteret. Desværre nogle gange lidt for fragmenteret, fordi flowet blev for afbrudt. Især digtene havde haft godt af mere sammenhængende tid for rigtigt at lette og få luft under vingerne. Nicolaj Stochholm læste fra start til slut veloplagt, så digtenes sanselige klang og rytmiske kvaliteter ramte rent. Undervejs stod flere digte skarpt med både skønhed, humor og kant, eksempelvis Tiresias Me, med digtet som en kort fortælling i sig selv. 

Den vitale energiudladning måtte der gerne have været meget mere af den aften.

Afslutningen på opførelsen var en langt friere og legesyg form, hvor Anders Rex’ improviserede til Nicolaj Stochholms oplæsning af langdigtet Ahornens gud taler. Nu kom der for alvor fart på med en svimlende strøm af ord og lyd. Rex´ klaverspil foldede sig i passager ud med en spontanitet og leg, der både gav modspil og drev digtets kosmiske tema frem mod en flot afrunding på aftenen. Træ og krop blev flettet sammen som de spirende rødder, nervebaner og blodårer, der forgrener sig i Ahornens gud taler. Stochholms timing fornægtede sig ikke, for langdigtet blev leveret stringent med rum til både musikken og rytmen i sproget. Det kunne have endt snublende kaotisk med musik og digt totalt afkoblet fra hinanden. I stedet snoede lyd og ord sig ud og ind af hinanden, hvor samspillet ikke altid fulgtes ad, men samlet gav en oplevelse af kraft og stor dynamik. Den vitale energiudladning måtte der gerne have været meget mere af den aften.

Som publikum sivede ud i kulden til den neonoplyste sne på Vesterbro torv og cykler med frosne gear, var der en rar, snakkende stemning. Det er forholdsvis sjældent, at det kollektive lyttende aspekt er lige så vellykket, som under Øvelser i fonologisk opmærksomhed. 

Lyrikoplæsning, musik, lyd og kirkerummet selv gik ofte op i en højere enhed undervejs. Det var lettere for publikum at lytte så koncentreret og længe til digtene, både fordi musikken tilføjede nye aspekter til digtene, men også fordi musikkens mere direkte sanselighed smittede af på lytteoplevelsen. Det gav en entusiastisk afslappet atmosfære blandt publikum, der ikke var det mindste andægtig. Af og til virkede stemmens klang som et fuldtonet instrument i musikken, hvor der blev skabt nye tonale sammenhænge.

Folkekirken har de senere år sænket tærsklen for at træde ind i kirkerummet, og budt ind til en meget bred vifte af kulturelle begivenheder, der ofte henvender sig mere til et koncertpublikum end den gængse søndagsmenighed. Ingen af de indbudte kunstnere repræsenterede et kristent idegrundlag i deres arbejde, men måske nærmere et naturromantisk. Uanset om man er troende eller ej, var det en oplevelse med fokus på eksistentielle temaer, der var både intens og interessant, og hvor rummet selv dannede en meget smuk ramme. Så betyder det måske så meget, hvad man personligt nu bekender sig til eller ej.