part time boy – i hjertets hotel

Interview af Simin Stine Ramezanali

Første gang jeg møder Orson Pedersen, der laver musik under aliasset part time boy, er i 2A, ude på Refshaleøen. Jeg forestiller mig, at de nok må have været på vej hjem fra skolen. Det var ret sent om aftenen, og vi får kontakt fordi, der er to enormt stive mænd i bussen, der bliver ved med at råbe underlige, opsøgende fulde-ting. Hverken Orson eller jeg kan holde vores grin tilbage, og det ender ud i et 20 minutters fælles grineflip, der gør mændene så forvirrede, at en af dem ender med at stige af. Orson stiger også af.

Der skal gå en del tid, før jeg begynder at støde ind i dem igen til Palæstina-demonstrationerne, hvor vi begge spiller trommer. Her fortæller de mig, at de arbejder på deres debutalbum Birth of a Murder, der er udgivet på det danske label Carrie Management tidligere i april. Nu er vi landet her, i denne samtale om deres arbejde og liv, og jeg starter ud med at spørge Orson, hvordan de begyndte med musikken.

Jeg kommer fra en meget musikalsk familie, min far er sangskriver, men har altid været meget undercover. Jeg tror, altid min mor gerne ville være rockstjerne, hun er pædagog, men lavede altid rigtig mange sange på guitar til børnene i børnehaven. For mig selv tog det ret lang tid at erkende, at det var det, jeg gerne ville. I folkeskolen fik jeg altid kun lov til at spille bongotrommer eller synge kor, aldrig noget med at spille et hovedinstrument, så jeg tror, det måske kunne være en af grundene til, at jeg ikke lige tænkte det var noget jeg kunne.

Orson fortæller, at da de var 21 år og tog i sommerhus med deres ven August for at lave musik deres nye band, kiggede August over skulderen og kom mere ind i det at producere elektronisk.

Mens Orson og August var i sommerhus, skete der noget, der skulle blive skelsættende for Orsons musikalitet og virke. Produceren, singer-songwriteren og dj’en Sophie døde på tragisk vis i Athen. Det var et tab, der rystede mange musikere og fans, da Sophie var pioner inden for poppen som en af frontpersonerne for hyperpoppen, skabte en helt ny lyd og lavede ikoniske samarbejder med mange store popstjerner. Udover at være en fantastisk dygtig musiker var og er Sophie som trans-kvinde en vigtig person at spejle sig i som queer og trans.

Det var der, jeg kunne mærke, at jeg virkelig ville lave musik. Det handlede også meget om at føle et ansvar for trans-repræsentation i musikken, efter hun ikke var der mere. Det føltes som et kald. Så ja – det var ret ‘sent’, jeg begyndte med musikken.

Orson går på 1. året på Elektronisk Komposition på Det Rytmiske Musikkonservatorium i København. Inden det gik de på Engelsholm Højskole og daghøjskole kurset Musik+ på Nørrebro, som de netop opsøgte efter sommerhusturen og kaldet til musikken. Et gennemgående tema igennem Orsons musik og den samtale vi har sammen, er hvordan man som queer person, og i Orsons tilfælde en transmaskulin nonbinær person, møder at blive andetgjort, minoriseret og forsøgt gjort mindre af sine omgivelser igennem livet. Vi taler om, hvilken rolle undervisningsinstitutioner spiller i denne oplevelse.

Jeg føler, at alt det jeg er – og blev drillet med i folkeskolen og op til Engelsholm – lige pludselig er mega sejt. Altså på de kreative uddannelser, f.eks. på Kons, synes de pludselig at jeg er sej og spændende. Det tager lidt tid at lande i det.

Vores samtale fortsætter om, hvordan det sætter sig i livet og musikaliteten, og hvilke strategier man kan bruge til at arbejde med det terapeutiske for en selv, men også som kreativt output. Som lytter og samtalepartner til Orson oplever jeg en meget gennemarbejdet og grundig metode, der handler om at insistere på at fylde og være kompleks. Ved at bygge fiktive verdener, karakterer og narrativer bliver jeg inviteret ind i det fiktive sted Hjerte Hotellet, der er arenaen for Birth of a Murder. Albummet er et konceptuelt værk, der gennem hotellet som setting fører lytteren igennem forskellige værelser og rum, der repræsenterer og bevogtes af hver deres karakter.

Gennem albummet bliver man ledt fra lobbyen til room 47, til korridoren og til sidst til balsalen. På vejen bliver man mødt af forskellige karakterer, såsom månefeen, den ustyrlige teenager, ulven, dæmonen og døden (Caroline Reaper). Det musikalske landskab og interiør fortæller på samme tid en historie om part time boys opvækst og derigennem deres udfoldelse som transqueer person. Orson fortæller mig, at ideen til albummet startede som en idé til en sang i 2021 – sangen om Hjertet Hotellet. 

Det var som om at sangen med tiden blev større end mig, og langsomt bredte den sig ud. Underbevidst blev jeg ved med at lave musik, som der passede sammen på en fordrejet måde – jeg anede ikke, at den ellers lille idé ville brede sig ud til noget så stort som en plade med visuelle verdener og skabninger.

Processen med at udforme albummet endte som sagt med at blive et terapeutisk rum, idet de fik mulighed for at undersøge deres egen historie med udspring i denne skitse, der også blev et afsæt for at videreudvikle Hjerte Hotellet.

Det har været et kæmpe privilegium at kunne få lov til at være så meget alene. At være sammen med mig selv og lære mig selv at kende bedre.

For det første, så tror jeg, at jeg har det meget dramatisk og teatralsk over min musik, fordi jeg har lavet virkelig meget teater, fra jeg var 9-21 år. Jeg tror, det har præget mig helt vildt meget. Så jeg har bare altid levet meget af mine fantasy worlds. I forhold til det med karaktererne: Jeg tror, der skete noget på et tidspunkt, hvor jeg havde det virkelig dårligt. Og så begyndte min krop at generere karakter til mig, som jeg kunne være. Det var som om kroppen hjalp mig med at at cope på en eller anden måde. Jeg lavede sange til dem og brugte sange fra deres perspektiver. Det var meget sådan, det startede. På albummet blev karaktererne til mange sider af mig selv, som jeg bare har amplified.

Som jeg oplever musikken, er der enormt mange point of views, med non-lineære storylines, som jeg bliver suget ind i. De er insisterende og har skiftende, mere abstrakte eller enormt tydelige budskaber, små gaver og læringer til mig som lytter.

Et eksempel på det er nummeret “Is this Hell”. I nummeret møder man en meget pitchet og autotunet stemme/karakter, der blander sig med en anden stemme, der er mere tør og ubearbejdet, eller i hvert fald ikke forsøgt gjort uigenkendelig i mixet. Jeg oplever, at de to stemmer kæmper om hvem, der får lov til at ligge længst fremme i mixet og styre narrativet, som handler om at besynge seksuelt begær og seksualitet i sig selv. For mig lyder det som en måde at forsøge at dekonstruere begæret gennem karaktererne, hvordan den repræsenterer alt det, vi har lært af samfundet, gennem at blive kønnet ved fødslen ind i et binært system. Som kvinde skal du helst kunne lide mænd, og du skal helst nyde sex med mænd på en særlig måde. Karakteren performer femme på en måde gennem stemmen og teksterne, som er enormt dragende og virkelig ambivalent; “How can you blame me when i look so good”, bliver der bl.a. sunget. Jeg oplever en stærk ironi og samtidig kærlighed til karakteren, der jo ikke selv har valgt, at det skal være sådan. Kompositionen og produktionen er tung, dramatisk og hidsig i sin fremdrift, den ender ud i en afslutning, hvor de to karakterer stønner om kap. 

Den ene lyder som en karakter, der rent faktisk har det ret dejligt og måske har fundet ud af, hvad de godt kan lide. Som kontrast til det, lyder den anden karakter eller stemme som en, der performer soundtracket til en sex/forførelsesakt for et stereotypt cis-mande gaze. En slags ironisk kommentar til pornoens og popkulturens over-seksualisering af teenagepigen, der har været en trend forevigt.

Vi havde projektuge på Engelsholm, og jeg besluttede at låse mig inde i en container og tape alle vinduerne til med poser og fjerne alt lyset og urene. Så satte jeg mikrofoner op og optog mine egne orgasmer, så det er faktisk real-real. Jeg kan lide at skabe nogle lidt ekstreme rammer for mig selv når jeg laver musik, sådan jeg bedre leve mig ind i processen.

Temaet i sangen går igen i forskellige afskygninger på albummet, blandt andet også i sangen Statues, der handler om en masse statuer af cis-mænd, der står i rummet The Garden of Distruction. Nummeret er mere poppet og følger en genkendelig opbygning end mange af de andre ting jeg bliver præsenteret for.

Meningen med det her nummer er at lure folk ind i noget behageligt, og SÅ får de den!

Nummeret slutter af med en masse optagelser af cis-mænd Orson kender, der bl.a beder om hjælp til at få deres elskere til at komme.

Oh part time boy, I really must know

How can I make women come as hard as you?

På en ret insisterende, humoristisk og samtidig kærlig måde, jeg synes den fes ind. Det her track, blandt flere andre på albummet, er en kommentar på binære køns- og seksualitets-opfattelser i samfundet, som vi alle mere eller mindre skal ligge under for – medmindre vi dekonstruerer dem for os selv og i fællesskab for derved også at blive en smule mere frie.

Et andet nummer, jeg vil fremføre som et klart højdepunkt på pladen, er NPC, som også kredser om kønsstereotyp seksualisering igennem computerspillet som arena. Et track der bruger gaming sprog og logik som metafor for en tilstand eller præmis. Produktionen er storslået og digital i sin lyd, hvor det er tydeligt, at den refererer til gamedesign-troper. Stemmeføringen er melankolsk, men stadig insisterende – hvilket er et gennemgående og karakteristisk træk ved Birth of a Murder. Samtidig besynger sangen dét at lade sig opsluge i et virtuelt space, hvor der ikke er de samme begrænsninger som i afk (away from keyboard, for mig at se, giver ikke længere mening at sige irl i denne kontekst, in real life, da keyboardet og skærmen i part time boys univers, er en del fastgroet del af vores real life). Den besynger det queere potentiale, der også er i de steder, fordi den fysiske krop ikke på samme måde er en begrænsning. 

En NPC i et spil, er en Non Playable Character. Altså en karakter der ikke har nogen egen agens som sådan, men et enkelt formål – den reagerer kun, når du går op til den. Den kan overrække dig et skattekort, den kan spørge, hvad du vil købe i butikken og sælge dig det, eller den kan måske pege dig i en retning. Jeg spørger Orson, om det er hovedkarakteren i sangen, der er NPC, eller dem der synges til.

Det er main character der er en NPC.

Det point of view, der synges og fortælles ud fra, er altså en spiller uden egen agens, eller i hvert fald præsenteres NPC’en som et sted at synge ud fra, et vilkår om fastlåsthed og magtesløshed. Men ligesom i mange af de andre tracks på albummet, er teksten ikke entydig men temaet er med til at skabe en friktion/et problem – et drama der skal løses eller besynges. Produktionen er en stor spiller, når det handler om driften til at penetrere det håbløse.

“I love you more than my friends

I feel safe here

sleepy eyes, sleepy eyes

… 

NPC

I won’t come out before I see the light

I got a boner from a video game

I love you more than my friends 

I feel sexy here”

Fra “NPC”

Det, der er på spil, er friktionen mellem agens og manglen derpå i form af dissociation, en forhandling omkring bevægelsesrum og insisteren på at tage magten over sin egen seksualitet – og selvom det betyder, at den skal udleves i et virtuelt sted. Der er en kæmpe energi og drift i part time boys produktioner, som også rummer både det sårbare poetiske rum og samtidig kan undervise og grine af og med os som lyttere. Der er tydelige referencer til hyperpoppen på hele albummet, både i beats, synths og vokalproduktion, men samtidig lyder det af noget helt andet og har sin egen meget specielle lyd. 

Jeg har flere gange prøvet at beslutte mig for at lave hyperpop, men det ender altid med at lyde sådan her. Jeg tror, det er min egen oversættelse.

Selvom der er flere referencer til hyperpoppen i deres musik, skiller den sig også ud fra den, bl.a. i kraft af sit generelle tempo, som er en del langsommere end de gængse hyperpop-numre. Der er et særligt tempo og rytmefornemmelse på Birth of a Murder, en tidsfornemmelse der bliver meget fragmenteret, da det langsomme kan lyde hurtigt og omvendt. Det er ikke et album hvor du kan sidde og klaske dig selv på låret til et lineært beat, og det er rigtig forfriskende med de abrupte cuts og skift i de poppede produktioner.

Månesten var et af de numre, der stak allermest ud på albummet for mig. Det har en nostalgisk, melankolsk og mere rocket lyd end alle de andre tracks, der er langt mere elektroniske og mere fragmenterede i deres lyd. Den rockede lyd skyldes nok mest af alt elguitaren på nummeret (spillet af Simon Christian Pedersen), men også i kraft af Johan Danø Hoffmann, der har stået bag mixet af Månesten og albummets øvrige numre, samt ageret kreativ sparringspartner,. Netop i mixet på dette nummer sker der nogle virkelig spændende ting efterfulgt  af små virkningsfulde valg. Vokal-mixet skifter mellem at være let distorted, det lyder næsten som en memo, nogen har lavet til sig selv. Senere bliver det helt tørt og kommer så tæt på mit øre, at det bliver en intim oplevelse, et kort øjeblik hvor part time boy og jeg er alene sammen i musikken. Indtil det næste skift i mixet, hvor vi i et glimt hører stemmen have en stor kunstig rumklang bag sig, der bliver messende, højtidelig og storslået.

Jeg synes faktisk, Månesten er et af de mest ærlige numre på pladen, som jeg også lavede i containeren sammen med This Is Hell. Jeg tror, det kunne lade sig gøre, fordi jeg var isoleret og kunne lave musik, som jeg ville.

Jeg er interesseret i at høre mere omkring Orsons tanker om den måde at skabe musik på, da det bliver klart for mig gennem vores samtale, at der ligger utroligt mange tanker, koncepter, metoder og missioner bag Birth of a Murder og deres praksis i det hele taget.

Jeg kan godt lide, når det er ekstremt. Jeg døjer virkelig meget med dissociation, og derfor kan jeg stræbe efter ekstreme omgivelser, for at jeg kan være sikker på at føle noget. Men jeg synes ikke, det var ubehageligt at være der, tid og arbejdsrum smelter meget sammen. I den periode havde jeg også en obsession med natsværmere og den her klassiske idé om at søge mod lyset i mørket. Ugen inden jeg lukkede mig inde i containeren, lavede jeg nogle kæmpe natsværmer-vinger ud af hønsenet. Dem tog jeg så med ind i containeren, og de blev meget en ven for mig.

Birth of A Murder er som sagt et konceptuelt værk, som lyttere får vi et kort med og en introduktion til de forskellige rum vi bevæger os igennem, det bliver holdt tilpas åbent til, at der stadig er plads til mine egne associationer til, hvor jeg er og hvem jeg møder. De forskellige karakterer vi møder, der alle har en mere eller mindre lineær historie eller lektie vi får serveret. Det er en smuk måde at insistere på fantasien og opbygge egne verdener og karakterer, der kan formidle forskellige narrativer, men også den frihed jeg tydeligt hører i kompositionerne og den måde, Orson bruger sin stemme på; stemmen som instrument og værktøj til at skabe plads.

Vores samtale drejer tilbage mod deres brug af forskellige rum og karakter i deres værk, og de uddyber for mig, at det at holde fantasien i live og skabe verdener er det, der motiverer dem og holder deres gnist varm til at formidle politiske budskaber gennem musikken. Jeg kommer til at tænke tilbage på den måde, de kom ind i musikken og det ansvar, de beskrev for mig, da Sophie gik bort. Den visionen og kald samler sig i de mange forskellige musikalske udtryk og de mange karakterer, Orson har fortalt nærmere om i løbet af vores samtale; den barnlige Måne-fe, den sexede NPC, døden i form af Carolina Reaper – og selvfølgelig part time boy selv.

Info: “Birth of a Murder” udkom d. 12. April på Carrie Management.