Piero Umiliani – Rendyrket kvalitets-synth-tid
Det Glemte Guld – af Mikkel A. Kongstad
Den italienske filmkomponist Piero Umiliani (1926-2001) er nok allermest kendt for skæringen “Mah Na Mah Na”, der oprindeligt er fra den italienske mondo-film “Svezia, inferno e paradiso” fra 1968, men som for alvor brød igennem til masserne efterfølgende, da den blev taget op af såvel Sesamstraße som Muppet Show. Derudover er der hans imponerende bagkatalog af soundtracks til italienske film (fra exploitation og spaghetti westerns til en række erotiske film, samt bidrag til bl.a. “Kill Bill” og “Ocean’s 12”). Derudover nåede han også at arrangere en række odiøse disco-funk-sessions til dansegulvet.
Umiliani arbejdede i det hele taget i et umådeligt bredt musikalsk felt, hvor library music, jazz, psykedelisk rock og jazz, pop, klassisk, folklore, funk og easy listening ofte eksisterer som selvfølgeligheder i ét og samme soniske udtryk. Eller i al fald florerer side om side på en trackliste. Især når det kommer til hans soundtrack-arbejde.
Umilianis signatur – og hvad der i virkeligheden må siges at være den røde tråd – er en konstant dynamisk vekslen mellem det eksotiske og det pastorale. En slags uskyldig flirten med det hinsides eller måske ligefrem en flabet og legesyg interaktion med det guddommelige. Den melodiske og kompositoriske sammenblanding af det pastorale og det eksotiske tempererer musikken, således at den aldrig brænder sig på solen i sin himmelsøgen. Eller bliver kold og endimensionel i sin tristesse og søgen mod afgrunden. Kynikere ville kalde det tongue-in-cheek, men så har de slet ikke forstået den alvor, der faktisk ligger bag Umilianis musik (og humor).
Ved siden af det virksomme soundtrack-arbejde nåede han – ud over førnævnte disco-funk-sessions – at lave en række opsigtsvækkende elektroniske plader. En af dem – og den måske bedste – er “Synthi Time” fra 1971.
På “Synthi Time” befinder Umiliani sig i sit lydlaboratorium, The Sound Work Shop, uden en film at komponere til eller et dansegulv at sigte efter. I stedet er han alene med sin maskinpark af synths, trommemaskiner, stueorgeler og harpsichords, som han hjemmevant glider rundt i. Dét endda i sådan en grad, at man næsten fornemmer, hvordan Umiliani aldrig er kravlet ud af sin morgenkåbe undervejs i kompositions- og indspilningsfasen.
I stedet for at male større, psykedeliske filmiske ouverturer, lettere saxofonramt soft-porn-pop og kantede små minisuiter skaber Umiliani et stuevarmt, kalejdoskopisk lydtapet, der er lige så tæt på den kosmische musik (navne som synthpionerer som især Moebius og Roedelius), som det er på den lumre library music. Med en række lettere barokke synth- og stueorgel-suiter får Umiliani bygget en sært dragende og nærmest domesticeret form for kosmische musik, som man kan kategorisere under let udfordrende meditations- og/eller pejsemusik.
Man kan måske ligefrem være så dristig at sige, at Umiliani etablerer en bro mellem tysk krauts kosmiske flirterier, 70’ernes psykedeliske, italienske soundtracks og så library music-genrens lystige lethed. Og det er tilmed på en gnidningsløs facon, der tillader easy listening og avantgarde samt legesyge og melankoli at agere komplimenterende enheder i stedet for duellerende dikotomier.
Hvis du tror på magien i synths og stueorgeler, vil denne synth-bossa-psych-boble med sikkerhed få dig i stødet og skabe en lummer, kosmisk hule i din stue.
Info: Piero Umiliani – “Synthi Time” (Omicron 1971) er genudgivet på Light In The Attic.
