Postkort fra Japan og Korea – Haloplus+ skriver hjem fra turné
Passive/Aggressive bringer her et ganske særligt indblik fra Haloplus+’s nyligt overståede turné i Østasien. Det kreative kollektiv bestående af Stine Victoria Kobæk Pedersen, Joakim Wei Bernild og Isak Nam Sook Tind sendte undervejs fotos og tanker hjem fra Japan og Korea, som du her får lov at se.
Tekst: Mathias Schønberg, fotos: Haloplus+
For et par måneder siden mødte jeg Joakim Wei Bernild efter hans koncert som Angel Wei i baggården til udstillingsrummene i Gl. Strand. Det var stadig vinter, og Angel spillede i dunjakke. På det tidspunkt så han og de andre medlemmer af Haloplus+ frem til foråret og deres første turné i Japan og Korea. Vi snakkede om, at det kunne være fedt at dokumentere dele af turnéen gennem Passive/Aggressive, og da vi senere skrev sammen om det, fortalte Joakim, at det på mange måder var mere end en turné. Det var samtidig en personlig rejse mod at forbinde sig med en region, som gruppen også har rødder i. En region fyldt med lys, lyd og mange, mange karaokebarer.
Haloplus+ fungerer som “et lille kor”, har de udtalt til magasinet Ormtokyo i forbindelse med turnéen – både i de måder, de taler sammen på og arbejder sammen om deres kunstneriske virke. Der er en blidhed i deres musik, som afspejler en nænsom omgang med lydene og hinanden. Det er lidt forsigtigt og sentimentalt, og samtidig fungerer en poppet naivitet i melodier og virkemidler nærmest grænsende til intelligent kommentar på pop som fænomen. Men balancen hælder mod oprigtighed: Born to sing står der på deres merch – et mantra om at synge oprigtigt og stå ved sin stemme. Haloplus+ er startet som lockdown-projekt og har i 2023 indtil videre udgivet tre singler med musikvideo til nummeret Maybe.
Det, Haloplus+ sendte hjem undervejs, overskred med længder, hvad man kunne forvente af en turnérapport. Det er en langt mere personlig dagbog. En historie om at være undervejs på flere niveauer. Både på turné og på rejse med den måde, sanserne er skærpet på i nye, fremmede steder. Samtidig er det en fortælling om at føle sig mindre fremmed end ellers. Men mest af alt er det en oplevelse af alt det, man tager ind undervejs på en rejse og tager med hjem og gemmer som særlige minder. Vi bringer derfor her en uforkortet version af det brev, vi modtog fra Haloplus+ turné i Japan og Korea.
Tanker fra Osaka, Tokyo og Seoul – af Haloplus+
Det er utroligt, hvordan en uge kan føles som en evighed. Vi er allerede i Seoul, og vores otte dage i Japan føles nu som lang tid siden. At tage fra Osaka, til Tokyo til Seoul, har været som at flyde fra én drøm over i en anden. I Osaka boede vi i et parcelhus i et meget stille forstadskvarter, omringet af ældre mennesker, hvor de eneste lyde omkring os var vasketøj, der blev hængt til tørre, og havesakse, der klippede buske. I Tokyo brugte vi alle dagene i midten af menneskemængderne, og om aftenenerne gik vi ud i Shibuya- og Shinjuku-kvarterernes natteliv.
Både Osaka og Tokyo var indhyllet i konstante lyde, jingler og melodier, der virkede som et soundtrack til livet i Japan. Om dagen på togstationerne og ved fodgængerfelterne spillede imiterede fuglelyde som små kuk-kuk, og om natten var der en overvældende larm fra enorme spillemaskinehaller, barer og de søde temamelodier fra dørene til de forskellige convenience stores. Her i Seoul fortsætter metroens melodier med forskellige temaer, hver gang et tog ankommer, og skifter afhængigt af om det er endestationen eller ej, mens k-pop pumper ud af højtalerne fra de forskellige butikker og barer.
“Vores rejse er på mange måder mere end en koncertturné for os. Som venner med et mix af dansk, kinesisk og koreansk ophav er det ikke tilfældigt, at det er Østasien, vi er i gang med at optræde i og opleve sammen.”
Det er en underlig fornemmelse at befinde sig midt i noget, der længe har hørt til en fremtidsfantasi, og det føles både forløsende og svært at navigere i alle de ting, der sker, og som man gerne vil have ud af dagene. Vores rejse er på mange måder mere end en koncertturné for os. Som venner med et mix af dansk, kinesisk og koreansk ophav er det ikke tilfældigt, at det er Østasien vi er i gang med at optræde i og opleve sammen. Selv i et land som Japan, hvor ingen af os har rødder eller minder om befolkningen overhovedet, er der elementer af kultur at spejle sig i, og det er svært at sætte ord på følelsen af at gå rundt i midten af et menneskehav af folk med sort hår og samme hudtoner, når man er vant til at stikke ud i sit eget land og altid blive spurgt til, hvor man kommer fra.
“Der er noget poetisk i at hænge ud med nogle mennesker, som emmer af fantastisk energi og levede liv, og ikke kunne have en samtale, der består af hele sætninger.”
Vi har været overrasket over, hvor mange der er kommet til de forskellige koncerter, vi indtil videre har spillet. Det virker, som om mange mennesker genkender de følelser, vi prøver at udtrykke i vores musik. I Tokyo spillede vi med Bloodz Boi fra Kina, Le Makeup og Dove fra Osaka og en række lokale DJs. De forskellige sprogbarrierer skaber en dis af afstand i forståelsen mellem os, men vi har mange rørende og tankevækkende samtaler mellem ligesindede mennesker, der søger at udtrykke noget i stil med os selv. Der er noget poetisk i at hænge ud med nogle mennesker, som emmer af fantastisk energi og levede liv, og ikke kunne have en samtale, der består af hele sætninger. Man øver sig virkelig i at spidse sin intuition og følelser, fordi det er tydeligt, hvor meget kærlighed der er til stede i møderne mellem os. Et øjeblik står vi med tårer i øjnene, fordi Dove og Le Makeups sangtekster er så levende smukke, selvom vi ikke forstår dem. Det er en meget hjertevarm oplevelse at få lov til at lære andres kærlighed og sorg at kende uden ord.
Arrangementerne i begge lande har indtil videre båret præg af en særlig, karakteristisk måde at sætte events op på. For det første var programmerne meget lange med op til otte artister på en aften. I Shibuya i Tokyo spillede vi en koncert, hvor hele det lange line-up gled flydende over i hinanden uden pauser i lyd på noget tidspunkt. Koncertsalen var et stort rum med performerne stående på forskellige steder på gulvet eller på scenen, hvor publikum kunne sidde og stå rundt omkring, som de havde lyst til, og med åbne døre som man kunne gå ind og ud af undervejs. Det fik rummet og forløbet til at føles som én sammenhængende skiftende stemning, man kunne eksistere i, og som hver artist bidrog til, frem for bare en serie af enkeltstående acts på en tidsplan. Der var tydelige skift i viben mellem hvert sæt, selvom de overtog hinanden som i en stafet, og på en eller anden måde tillader den mere forskellighed, unikhed, samtidig med at den binder det hele sammen i et langt blandet og fordomsfrit rum.
Den sidste koncert, vi skal spille på touren, er i Seoul på spillestedet Seendosi, som ligger på fjerde sal i en gammel slidt bygning, der fungerer som kunst- og musikkollektiv og også huser andre rum med barer og atelierer. Modsat de andre koncerter er det ikke Haloplus+ som gruppe, men en koncert af Angel Wei og et DJ-set af Ryong b2b med DJ G2G, som også er i byen for at spille på Cakeshop. Seendosi er et meget gennemført udsmykket rum med collager af graffiti, laserlys og lamper, og overalt i loftet hænger en serie af værker, bestående af transparente kupler med hver deres LED-projektioner af forskellige kunstnere kørende. Arrangementet bliver holdt af Sorrow Club – en koreansk gruppe, der holder ambiente aftener med eksperimenterende elektronisk musik, hvor rummet altid er iscenesat med dæmpet belysning og tykke bloklys. Det er en intim, personlig følelse af at være til et listening-party fremfor en koncert.
“Vi blev nødt til at undersøge stedet og åbne den dør, der tydeligvis gemte en form for mægtig stemning bag sig”
Born to sing, som der står på vores merch, er en sætning, som ligger i kernen af Haloplus+ og i os alle tre hver især. Det handler i bund og grund om, at alle er født til at synge og i en overført betydning til at bruge sin stemme til at udtrykke sig selv, som man er. Både Japan og Korea hvor vi er nu, er meget store karaoke-kulturer, og Born to sing er en sætning, vi i den grad har på hjernen på vores tour. En af vores første aftener, lidt uden for Osaka, tæt ved et lille smukt hus, gik vi forbi et sted, som havde to lyskilder, der imiterede fakler med orange ild. Lysene drejede rundt som sirener og var derfor super opsigtsvækkende på den tomme, mørke vej. Vi blev nødt til at undersøge stedet og åbne den dør, der tydeligvis gemte en form for mægtig stemning bag sig. Inde bag døren viste ca. 10 m2 fyldt med ældre mennesker sig. En dyb crooner-røst i baren sang smukt ind i en stor guldmikrofon, mens resten af gæsterne drak og hyggede sig og inviterede os indenfor. Vores venner Ren og Keisuke lærte os senere, at det var en karaoke bar af stilen snack, og at de selv havde været på den samme lokale snack med en tidligere bande af affilierede ældre mænd og synge sange. Snack er et koncept, der minder lidt om den danske karaokestil, hvor man mødes og synger sammen og for hinanden i et åbent rum med en bar i.
“En af vores venner her siger, at hun tit lejer et rum alene for virkelig at kunne synge igennem og smadre sin stemme”
En anden af aftenerne, da vi stod i Tokyo og fik en drink, tog vores ven Keita os med rundt om hjørnet, fordi vi lidt impulsivt fik lyst til at synge karaoke. Så snart vi drejede om hjørnet, pegede han op og rundt på de forskellige skilte, der hang ud til gaden og læste op “karaoke, karaoke, karaoke, karaoke, karaoke, karaoke, karaoke…”. Der var SÅ mange steder, der skinnede som et tydeligt vidne på den kæmpestore efterspørgsel for at synge. Det karaoke-rum, vi fik, var meget småt og modsat den lokale snack i Osaka – et lille privat rum i en bygning på 7+ etager, der udelukkende består af lange gange med det ene private karaoke rum efter det andet, hvor man kommer og synger med hinanden eller alene. Alle, vi har snakket med, synger karaoke. De synger efter skole, arbejde, efter at have været på klub, som opvarmning inden eller i stedet for at tage ud, i hverdagen, i weekenden, alene og sammen med andre. En af vores venner her siger, at hun tit lejer et rum alene for virkelig at kunne synge igennem og smadre sin stemme.
“At synge sammen gør væggene tykke, omsluttende, hjerterne åbne og modtagelige for de forskelligheder og ligheder, vi har.”
Her i Seoul har vi selvfølgelig også sunget karaoke. Vi var sammen en stor gruppe venner, mens vi ventede på, at klokken skulle blive 6, og metroen igen skulle køre. Det føles så dejligt at være mange omkring at synge sammen og at optræde for hinanden, uden at det handler om, at det skal lyde godt og være sejt på en bestemt måde. Det handler om at blotte sig og dele sin kærlighed til sange, man elsker. At synge sammen gør væggene tykke, omsluttende, hjerterne åbne og modtagelige for de forskelligheder og ligheder, vi har. Frygten for at fejle bliver mindre. Det er en meget bekræftende oplevelse at synge sammen. Alle er Born to sing, og det betyder ikke så meget, om det er for sig selv, i et karaokerum med andre eller fra en scene på et spillested i København, Osaka, Tokyo eller Seoul.
^0^
Haloplus+ er et kreativt kollektiv bestående af kunstnere og musikere Stine Victoria KobækPedersen, Joakim Wei Bernild og Isak Nam Sook Steensen Tind også kendt som xoxostine, Angel Wei og Ryong. På årets Roskilde festival kan du opleve Angel Wei, Stine Victoria Kobæk og Eliyah Mesayers interaktive performance Ask the Oracle. På Mayhem den 22. juli kan du opleve Ryong, som du også kan læse en tidligere anmeldelse fra Passive/Aggressive af her.
