Requiem For a World After – Obskur sjælemesse til apokalypsens overlevere
Det Glemte Guld – en serie af Mikkel Kongstad
Dommedagen nærmer sig (igen) og passende nok er post-apokalypsen blevet et tematisk hit igen på tværs af undergrunds- og populærkulturen. Klimanedsmeltning, optrapning af fronterne mellem Rusland og USA, Syrien, The Walking Dead og så virkelig meget videre. Frygten for og fascinationen af hvordan verden vil se ud efter apokalypsen, er blevet så mainstream, at den snart finder vej til de kulørte blade. Derfor er ugens album i serien om “Det Glemte Guld” intet mindre end et soundtrack til verdens undergang fra dengang dommedagen ikke var noget man spøgte med. Et stykke post-apokalyptisk sjælemesse med et mørkt og psykedelisk strejf af berlinerskolen.
Der er mere præcist tale om den tysk/amerikanske komponist George A. Speckerts (f. 1951) “Requiem For A World After”, der oprindeligt udkom i et stærkt begrænset oplag på 1000 eksemplarer i 1981 via albumproducer og tekniker, David Cassidys (ikke dén David Cassidy) eget private label, Daviton. Et album, der i årevis har været så eftersøgt, at den befandt sig i den astronomiske ende af prissætningen for god musik, men nu har spanske Mental Experience (et nichelabel til Guerssen, specialiseret i at genopdrive og genudgive obskure elektro-eksperimenter) fået genoptrykt albummet, således at pladen er til at få fingrene i for menneskepenge. Lige nøjagtig i tide til verdens undergang.
George A. Speckert er uddannet i musik med bratsch og klaver som hovedinstrument, da han i midten af 70’erne flytter til Tyskland og får job som musiklærer i Østtyskland. Sideløbende med en karriere i fremdrift (han går fra at være lærer til at blive leder af Löhnes og siden Hannovers Musikskole på få år), arbejder Speckert på diverse små pladeprojekter for børn, samt en række lydsider til film og i særdeleshed dokumentarfilm, men det er i mødet med en anden eksil-amerikaner, pladeselskabsejer og musikbutiksansat, David Cassidy, at Speckert ender med at begå sin største musikalske bedrift i form af “Requiem For A World After”.
Og hvad der egentlig bare starter med, at David Cassidy skal hjælpe musiklærer Speckert med at finde nogle synths til musikskolen (og Speckert selv), ender med realiseringen af Speckerts musikalske drøm; et dystert soundtrack til verdens undergang og tiden efter. Cassidy, der selv agerer tekniker og producer på pladen, introducerer Speckert for den italienske guitarvirtuos, Massimo Grandi, der kort tid efter ender med et svøbe Speckerts mørke, synt(h)etiske dommedagssoundtrack ind i en række dybblå psykedeliske delayguitarer, der komplimenterer Speckerts apokalyptiske synths på fineste vis. Nå, men nok historie, nu skal vi se på selve musikken på pladen.
“Requiem For A World After” er sonisk fortælling om verdens udryddelse som følge af atomkrigen. En civilisation, der er ude af stand til at håndtere territoriale aggressioner og kulturelle forskelligheder (lyder det bekendt?), ender med at selvudslette sig i en atomkrig. “Requiem For A World After” er lydsiden til en nær virkelighed, der ikke har fundet sted endnu. Et post-apokalyptisk soundtrack, der over 6 mini-suiter agerer lydside til først krigen, ødelæggelsen og den efterfølgende hærgen af de få overlevende og helt frem til genopbygningen og skabelsen af en ny verden efter. Du finder – med andre ord – en på alle måder kold og dystopisk lydside på “Requiem For A World After”, men der er også håb og lys på den anden side af jordens undergang.
På trods af albummets opsatte narrativ og struktur, synes musikken dog ofte at rumme en blanding af såvel dystopi og apokalypse som af nyt liv og en drømmen om ny verden. Dette understreges af musikken ofte har en essens, der består af en skurrende understrøm af dystert sværmende drone-synths og kolde, men sært fremadrettede og til tider nærmest funky trommemaskiner, der er parret med små glimt af varme og lys i form af fragmenterede arpeggioer eller ligefrem sporadiske hints af en opløftende synth- eller guitarmelodi. Et sted dybt derinde i det mørke synth-ambient bombekrater, that is.
“Requiem For A World After” bliver ofte betegnet som elektronisk kraut, eller bare kraut, og selvom det ikke er denne signaturs hensigt, at påbegynde en større diskussion om eksonymer og mærkelige sproglige artefakter, der er skabt ud af uvidenhed, så er denne anvendelse i bedste fald med til at understrege den indbyggede uendelige epistemologiske egenskab, der vedrører netop termen kraut. For nok er kraut i dag et noget mere positivt ladet ord end da det første gang landede i en printermaskine, men som genre er den en noget mere umulig enhed at afgrænse.
For selvom “Requiem For A World After” rigtigt nok er skabt i Tyskland, godt nok af to amerikanere og en italiener, og selvom pladen rigtig nok blander psykedelisk og kosmisk musik med prog-rockens musikalske ambitionsniveau og en cyklende motorik-vibe, så er det altså ikke nok bare at smide termen kraut i nakken på en plade som denne. Vi taler trods alt om soundtracket til verdens undergang. Lad os snarere gå med noget i retning af mørk ambient parret med synth-sværmende psychedelia og electro-prog, der er smidt ind i en berlinerskole-centrifuge og gjort til en slags post-apokalyptisk, obskur og inverteret dansemusik for de af verdens undergang traumatiserede overlevende. Dommedagskraut måske. Den gode nyhed, uanset hvad, er dog at vi ikke længere behøver beskæftige os med frygten for og fascinationen af verdens undergang, “Requiem For A World After” har allerede vist os, hvordan den lyder i 1981.
Speckert og co. forsøgte at lave en albumopfølger et par år senere, men efter en række frugtesløse forsøg, bliver de enige om at tage en pause. Den pause er endnu ikke slut, og i stedet har Speckert fortsat sin karriere som underviser, filmkomponist, musikskoleleder og forfatter til en række bøger om musik på film og historiske bøger om det tyske folk i USA.
Info: “Requiem For A World After” udkom i 1981 i et optryk på 1.000 LP’er via Daviton, og er i år blevet genudgivet af spanske Mental Experience på CD og LP.
