Passive/Aggressive

STILL – Dokument over en transkulturel opløsningsproces

Kritik October 22 2017, af emilgrarup STILL-PAN-copy

Still “I” (PAN, 2017) – anmeldelse af Emil Grarup

Milanesiske Simone Trabucchi har under aliaset STILL udsendt et nyt album på det allestedsnærværende Berlin-baserede pladeselskab PAN. Det har fået titlen “I” og er ni numre langt. Trabucchi, som på “I” samarbejder med seks afrikansk-italienske sangere, er bl.a. kendt under aliaset Dracula Lewis og desuden som primus motor bag pladeselskabet Hundebiss, der ud over hans egne udgivelser som Dracula Lewis tæller navne som Lil Ugly Mane, JAWS og Kelman Duran.

Netop Kelman Duran og hans dembow-tracks er oplagte at sammenligne med Trabucchis nye projekt. STILL bevæger sig ligeledes inden for den afrikansk-caribiske basmusik, men hvor Duran især trækker på reggaeton fra sit eget hjemland, Den Dominikanske Republik, trækker STILL i højere grad på jamaicansk dancehall. Hvor Duran afmonterer reggaetonens dubklang og efterlader sine rytmer hårde og industrielle, formår STILL stadig at bibeholde et varmt og organisk islæt i sin bearbejdning af den afrocaribiske baslyd. Dette selvom de oftest ret simple dancehall-riddims i Trabucchis favn bliver mere eller mindre elektronisk modificerede. Snarere end fremmedgørende, som hos Duran, kommer lyden til at klinge forenende og imødekommende, hvilket ligger godt i tråd med det faktum, at “I” er udgivet i forlængelse af et andet af Trabucchis projekter, Negus.

Negus er en serie værker, der bl.a. inkluderer en række skulpturer, en bog og en fuldlængde-dokumentarfilm (udgivet i samarbejde med Simone Bertuzzi under navnet Invernomuto), som tematiserer Italiens koloniale fortid og forsøger at skabe en forbindelse mellem Trabucchis hjemby, Vernasca, Etiopien og Jamaica. Derfor giver det også mening at lytte til “I” som dokumentationen af en slags kulturmøde og en undersøgelse af, hvad der sker, når to eller flere musiktraditioner får lov til at opløse sig i hinanden.

“I” er altså en slags fusion mellem eksperimenterende computermusik og jamaicansk dancehall, hvilket albummets første nummer (med reference til den afdøde etiopiske kejser og rastafari-guddom, Haile Selassie), “Haile Selassie Is the Micro-Chip” vidner godt om med sin kombination af spiritual-klingende Haile Selassie-påberåbelse, én lang mørk orgelklingende flydeakkord og 80’er-spillekonsol-agtige synth-sekvenser. En kombination, der på papiret virker helt afsindig, men som i Trabucchis hænder bliver underligt velfungerende.

“I” er meget uforudsigelig, hvilket gør, at en i min optik ikke frygtelig interessant genre som dancehall bliver vedkommende. Dette er dancehall på syre. Enten er rytmen hurtigere, bassen dybere og lydbilledet alt andet end simpelt, som på nummeret “Don’t Stop (Wondo Riddim)”, hvor en kickdrum danner underlag for en hydra af forskellige vokal- og synthesizerspor, som alle kæmper for at fylde mest i lydbilledet. Eller også er det helt monoton og IDM/techno-klingende med vokallinjer, der mest af alt bare lyder som en skizofren Skype-samtale som på “Nazenèt (Wasp Riddim)”.

Det er kombinationen af alsidighed og uforudsigelighed, som gør “I” til en voldsomt stimulerende lytteoplevelse: Hvem kan andet end at være fornøjet over en spændvidde fra ren dancehall over spirituelle messesange til numre, der umiskendeligt lyder som den tidlige Aphex Twins bastardunger, på én enkelt udgivelse?

Info: “I” udkom på PAN d. 15 september og er Simone Trabucchis første album som STILL. De seks sangere, som Trabucchi har samarbejdet med på albummet, er Devon Miles, Keidino, Taiywo, Freweini, Elinor og Germay, som alle er afrikansk-italienske og bosat i Milano. STILL spillede debutkoncert på Unsound Festival i Kraków tidligere i oktober og DJ’ede for nyligt til Festival of Endless Gratitude i København.