Af Mikkel Arre De duvende guitartoner er perforeret af knitren. Skærende støjskyer changerer og flimrer, så de simple klangflader kun lige kan anes. Bag den mudrede forvrængning er der antydninger af slæbende trommeslag. Alt er skrøbeligt og dirrende, som om både støjen, de sparsomme toner og numrenes afmålte forløb kan krakelere når som helst. De overstyrede hyletoner og den atmosfæriske susens konstante omkransning gør lydbilledet lige ...