Passive/Aggressive

Teen Beams – debutalbum med dansende drømmesange og instrumentale monumenter (premiere)

Blog September 16 2013 teenbeams2

Lyd er tidsligt – og i mere end én forstand er florentinsk-århusianske Teen Beams strukket ud over tiden med referencer, der skærer tilbage til 80’ernes drømmende alternative pop fra Cocteau Twins, Felt, Pale Saints osv. med dertilhørende kode af pedaler og effekter.

Teen Beams er et en-mands-projekt, der virker herligt isoleret fra tidens musik og tendenser (hvis man altså ser bort fra de andre grupper, som ser tilbage på samme musik; Real Estate etc.) og i stedet er hengivet det melodiske, melankolske og detaljegraderne. Bag Teen Beams finder man guitarist (?) Niklas Langeland Pedersen, som viser sig at have et glimrende øre for produktion og mix med en malende fornemmelse og masser af lag. Og hvor rockautenticiteten ikke findes i pladens luftige trommelyde, så ligger autenticiteten hos Teen Beams i hans personlige forhold til drømmepop, som han fortolker på den mest medrivende facon på debuten “Cathedral Volume” med halvdelen dansende nocturner og halvdelen instrumentale gobeliner. Teen Beams har endnu ikke et live-setup til at præsentere sin nye udgivelse til koncert, men det må snart være på vej.

Info: “Cathedral Volume” udkommer den 11. oktober på det københavnske label Subsuburban (også Town Portal, Flourescent Heights m.fl.), og A-siden kan streames her i en begrænset periode. Note: Niklas er freelance skribent for Passive/Aggressive.