The Black Nothing – På genreopløsende opdagelsesrejse ind i den mørke tid
Af Mikkel Stensgaard
Komponisten Anders Filipsen fører med pladen ”Paths” lytteren ad stemningsfulde stier og musikalske omveje på en autobiografisk rejse gennem nogle af de inspirationskilder, som har bidraget til hans eget udtryk. I front for orkesteret Black Nothing blander Filipsen med nærmest filmisk dramatik moderne klassisk komposition, jazz og improvisation med afrikansk rytmik, seriel dekonstruktion og elektronisk støj på en plade, som langt hen ad vejen føles som at være i bevægelse fra fast til fri form eller omvendt. Fornemmelsen af at være på rejse indfanges tydeligt på pladens 11 numre, som aldrig slutter, hvor de begyndte.
The Black Nothing er en tentet bestående af Elena Setién på vokal og violin, Qarin Wikström på vokal, Emil Jensen på trompet, Jeppe Højgaard på alto-saxofon og klarinet, Lars Greve på saxofoner og klarinet, Soma Allpass på cello, Nils Bo Davidsen på bas, Bjørn Heebøl på trommer, Mads Emil Nielsen på elektronik og livemanipulation og med Anders Filipsen selv på piano.
Især vokalarbejdet og samspillet mellem de akustiske instrumenter og Mads Emil Nielsens elektronik er med til at løfte pladen. The Black Nothing opbygger eksempelvis enormt stemningsfulde overgange fra blæseinstrumenternes lange, svævende toner, som gribes og langsomt moduleres i takt med pladens skrabede rytmik. Det skaber udvikling, samtidig med at der opstår et lydlandskab, hvor øret, så at sige, kan gå på opdagelse.
Pladens åbner, ”When It Enters”, hvisker til lytteren med fjerne stemmer og utydelige ord som fra ildevarslende sirener langs de mørke stier. Vokalen fungerer som stemningsskabende effekt på mange af numrene, hvor den ofte flimrende og moduleret suser forbi eller rytmisk glider ind og ud af lydbilledet, men også glider sammen med resten af instrumenteringen, hvor den følger det eksisterende akkompagnement og sjældent bruges som et egentligt melodisk element.
Et nummer, som bryder med dette, er dog et af pladens bedste, ”Drone”, som drømmende udvikler sig fra en yderst harmonisk melodi – der sagtens kunne have stammet fra en psych-pop-gruppe som The Free Design – til en eruption af kontrolleret virvar, som igen går i forfald.
Netop udviklingen er med at bære pladen, om end der til tider kan være rigeligt langt mellem start og slut. Det gælder f.eks. ”Hear Them Bells”, som starter ud i et Terry Riley-klingende univers og gennem to et halvt minuts repetitionsbaseret melodi med minimal variation udvikler sig til et afrikansk inspireret og decideret funky nummer. Overgangen mellem de to dele af kompositionen sker relativt harmonisk, men jeg sidder tilbage med følelsen af, at de to dele på denne musikalske udflugt havde fungeret mindst lige så fint hver for sig.
The Black Nothing har med ”Paths” skabt et ambitiøst værk, som det ville være en skam at forsøge at genredefinere. At kategorisere ”Paths” efter årstid indfanger pladens stemning langt bedre: Her er absolut tale om en plade, som passer formidabelt til de kommende måneders mørke.
Info: ”Paths” er netop udkommet på ILK Music og kan høres i sin fulde længde via SOUNDS i en begrænset periode.
