Passive/Aggressive

Una Voce Poco Fa – Guddommeligheden i det uforløste

May 21 2017, af passive/aggressive UnaVocePocoFa

Af Emil Grarup

Pladeforretningen Insula Music på Blågårdsgade og det uafhængige publikationsstudie KLD Repro har i samarbejde grundlagt et forlag, som de har valgt at kalde Insula École. Den første udgivelse er skrevet af den dansk-italienske kunstner Francesca Burattelli og hedder “Una Voce Poco Fa – The Language of Singing”. Som titlen på forlaget måske kunne antyde, er der tale om et værk (oprindeligt en afhandling fra kunstakademiet Rietveld), som gennem et grundlæggende akademisk begrebsapparat forsøger at undersøge den syngende stemme som et sprogligt fænomen væsensforskelligt fra, hvad jeg har valgt at kalde, den ‘talende’ stemme.

Overordnet anskuer Burattelli i denne udgivelse sangen som forskellig fra den talende stemme i to henseender: Som klangmæssigt fænomen og som betydningsgenererende praksis. Bogens otte dele har hvert ét mere specifikt fokuspunkt, med det er hovedsagligt gennem disse to perspektiver, at bogen er organiseret. Som klangmæssigt fænomen adskiller den syngende stemme sig fra den talende stemme ved at tage fokus fra det semantiske niveau: Musikaliteten i sangen kommer til at overskygge det rent kommunikative i sproget. Det musikalske begrænser muligheden for, hvad man kunne argumentere for var talesprogets hovedfunktion, dét at formidle en meddelelse.

Netop dét at sangen i sig selv fjerner fokus fra hvad, der rent sprogligt skal formidles, kan siges også at være dét, som adskiller sangen fra den talende stemme inden for et betydningsfelt. Det er i det, at sangen undviger logos, sproget som forsøg på at “ordne” verden, at der finder en åbning sted for at generere en anden type betydning. En betydning, der i stedet giver sproget en spirituel eller religiøs karakter. Selve dét, at sangen primært er klang, gør den i sig selv mere guddommelig, skriver Burattelli med henvisning til den tyske mystiker Hildegard von Bingen, eftersom den i al sin materialitet ikke forsøger at “dekorere” det guddommelige, forstået som selve det, at vi som mennesker kan producere. At sangen er materiel gør også, at den kan anskues som en slags ‘fetish’, et objekt, som qua sin karakter af “ren substans/lyd” kan fungere som en slags betydningsmæssig projektionsflade.

Dét er især i beskrivelserne af de historiske og mytologiske praksisser, der forholder sig til stemmen som fetish, at bogen bliver rigtigt interessant: Burattelli beretter levende om, hvordan det australske aboriginfolk brugte sangen som medium til en kollektiv bevidsthed, om de græske myters sirenesange og deres hypnotiske kvaliteter, om det fonetiskes hellighed i vedisk religion (en foreløber for hinduismen) etc.

Hér indtager teksten selv en nærmest mytologiserende position til stoffet. Det er i kraft af denne formmæssige fordobling, at projektet finder sin troværdighed: Sangens særegenhed for Burattelli er den samme betydningsmæssige irreducérbarhed og grundlæggende gådefulde karakter, som gør den hellig for dem, hvis traditioner og praksisser, hun undersøger og igennem hvilken, at sangen som fænomen forbliver uforløst.

Info: Francesca Burattelli “Una Voce Poco Fa – The Language of Singing” udkom i dag, den 21. maj på Insula Ecole.

Redaktørens note – P/A’s printredaktion samarbejder med KLD Repro om tryksager.