Passive/Aggressive

Yearling – Fremtidens musik af i går

August 29 2019


Yearling “PARTNERS008” (Partners, 2019) – anmeldelse af Alexander Julin Mortensen, foto af Cameron Pagett

Mathias August har i de seneste år positioneret sig som en af de mest lovende og interessante nye elektroniske musikere i Aarhus. Efter en række koncerter i denne periode har Partners nu endelig udgivet hans debut som Yearling, “PARTNERS008”.

Yearlings musikalske udtryk deler flere lighedstræk med kunstnere, der i senere år har banet vejen for den såkaldte ‘dekonstruerede klubmusik’: en musik, der ofte har balanceret mellem dansegulvs-appel, lyddesign samt frenetisk og uforudsigelig rytmik. Også hos Yearling er udtrykket kendetegnet ved en emotionel ambivalens mellem ubehag og paranoia på den ene side og intensitet og eufori på den anden, såsom på numrene “Limp / Fit” og “XGOT”.

Det er derfor ingen overdrivelse at sige, at “PARTNERS008” fremstår umådeligt kontemporær med sin æstetik og kompositionelle tilgang, der minder om det, der i flere år er blevet promoveret af bl.a. W – I, Halcyon Veil og PAN – og på dansk plan af et selskab som Petrola 80 (Yelzin, Severin og Minais B).

Netop ved at dyrke en ny, men allerede veludforsket afart inden for elektronisk musik fremstår Yearlings debut ikke som et decideret fremadskuende projekt, om end det muligvis ville være en overdrivelse at kalde det for retrospektivt-klingende. Det lyder som fremtidens musik af i går. Heldigvis er det heller ikke en afgørende anke mod udgivelsens kvalitet, for dens fire numre (såvel som de to ekstra, der følger med, men ikke fremgår af tracklisten), er både fængende, underholdende og idérige.

“PARTNERS008” er udkommet i det noget utraditionelle format tyggegummi, hvor der vel at mærke følger et download med udgivelsen. På trods af at det ofte kan virke som en gimmick, når musik udgives i diverse alternative formater, synes det nærmest oplagt i dette tilfælde. For tyggegummi-formatet komplementerer nemlig også lydligt udgivelsen, idet flere af kompositionerne ofte udfolder sig som elastiske implosioner og eksplosioner, udvidelser og sammentrækninger, der sætter sig fast på lytterens trommehinde som tyggegummi under en sko.

“PARTNERS008” er derfor en indbydende udgivelse, grundet noget så simpelt som de gode melodier og Yearlings evne til at implementere dem på en homogen og naturlig måde i sine ellers ofte utilregnelige kompositioner. Og selvom det først og fremmest var de rytmiske krumspring og auditive teksturer, der pådrog sig min opmærksomhed ved de første gennemlytninger, så er “PARTNERS008” mest af alt en vellykket debut på grund af de stærke stemninger, musikken formår at fremmane. Musikken føles på én og samme tid festlig og faretruende, som et syntetisk og (så godt som) post-humant inferno, hvor mennesket højst kan anes i enkelte øjeblikke. Det sker eksempelvis i den sagte servicemeddelse i starten af “XGOT” eller den digitalt forvrængede monolog på “Laced &&& Dragged”, der dog alt andet lige lyder mere maskinel end menneskelig alligevel.

Info: “PARTNERS008” udkom sidst i juli på Partners.