тпсб – Kærtegn og prygl pakket ind i unødvendigt spin
тпсб “Sekundenschlaf” (Blackest Ever Black, 2018) – anmeldelse af Alexander Julin
Det er begrænset, hvor meget sikkert faktuelt der er at sige om тпсб. Hvem det end er, der står bag projektet – hvis album, “Sekundenschlaf”, netop er udkommet på Blackest Ever Black – har gjort en dyd ud af at dække over musikkens ophav. Om тпсб’s forrige udgivelser lød det, at musikken oprindeligt var fundet på et harddrive fra Rusland, der var erhvervet gennem Ebay. I presseteksten til “Sekundenschlaf” fremgår det nu i stedet, at det ikke er sikkert, hvem der står bag, men at materialet stammer fra omkring Ladoga i Rusland, tæt ved den finske grænse. Historien om, at musikken blot skulle være fundet, er siden da blevet erstattet med påstanden om, at тпсб udgøres af en vis Fedor Servolenko, men hvorvidt navnet ligeledes er et dække, står stadig ikke klart.
Hemmelighedskræmmeriet og de tilsyneladende opdigtede narrativer og identiteter virker ikke desto mindre dybt overflødigt. Anonymitet kan på sin vis være med til at sikre et yderligere fokus på musikken og umuliggøre, at medier og lyttere trækker uønskede paralleller til kunstnerens øvrige virke. Uanset om den ønskede hensigt blot har været at tilsløre identiteten bag projektet, bliver der imidlertid også skabt en fiktiv historie om musikken. Det er svært ikke at tolke som udtryk for, at musikken ikke skulle være interessant nok i sig selv.
For mig er der imidlertid ingen tvivl om, at “Sekundenschlaf” er en umådeligt fængende og stærk udgivelse fra start til slut. Musikken lægger blidt ud, men intensiteten og tempoet tiltager på albummet, der kulminerer med en hvirvelvind af tæskende beats og snappende vokal-samples på “Are You Stil Hurt”.
Forcen ved “Sekundenschlaf” er det intense spændingsfelt, flere af numrene udfolder sig i, idet der trækkes på elementer fra ambient såvel som jungle og breakbeat. På sin vis er de fyldige og æteriske i kraft af de ambiente undertoner, der til tider bidrager med en let melankoli, en faretruende grundtone, eller en opløftende trance, til den ellers så intenst hamrende rytmik på sidste del af albummet. Samtidigt med at musikken er spartansk og hidsig i kraft af rytmesektionen, der motorisk driver numrene fremad, står de ambiente elementer altså som en kontrast og iklæder de ellers så nøgne og tørre beats en følelse af uvirkelighed og lethed.
тпсб formår at skabe en stemning, der indbyder til momentan selvforglemmelse og verdensfjernt dagdrømmeri, men paradoksalt nok kræver musikken ofte lytterens tilstedeværelse på grund af de raserende og insisterende rytmefigurer, der pløjer gennem de luftige synthflader på numre som “Matted Feathers” og “Pacifier Habits”. Ambivalensen i den ambiente jungle og breakbeat på “Sekundenschlaf” er som at blive kærtegnet og pryglet på én og samme gang. En følelse, man – overraskende nok – har lyst til at blive i.
Info: “Sekundenschlaf” er ude nu på Blackest Ever Black.
