Radio- og transmissionskunstens free-form potentiale
Af Jan Stricker
Den 12 december 1901 lykkes det den italienske fysiker Guglielmo Marconi a transmittere det første radiosignal over Atlanten fra Cornwall i England til New Foundland tæt ved New York.
Den 24 december 1906 transmitterer den canadiske opfinder Reginald Fessenden verdens første radioprogram fra Brant Rock Massachusetts. Programmet indeholder sangen Oh holy night, som Fessenden fremfører på violin, foruden oplæsning af passager fra biblen.
Den 2. marts 1951 har John Cage premiere på sit stykke Imaginary Landscape No. 4 for 24 operatorer, 12 radioer og et partitur, der nøje angiver, hvornår frekvensen skal skiftes, og at radioerne skal være indstillet på AM frekvensbåndet (520kHz–1,610kHz).
Radioen har for de fleste en relativt fast betydning, som et apparat hvorfra der løber en jævn strøm af formidling, snak eller musik. Radioen er noget ufarligt, som lyder i baggrunden. Men inde i radioen gemmer sig hele verden båret af radiobølger, og inde i støjen imellem frekvenserne ligger et særegent lydunivers med en næsten ubeskrivelig dybde.
Derfor har radioen været et foretrukket instrument i både avantgarde- og eksperimentalmusikken tidligst fra russiske Leon Theremins instrument fra 1920’erne over John Cages mere legende brug af radioen i 1950/60’erne. Hos et antal kunstnere har radio, her særligt kortbølgeradio, været et betydeligt omdrejningspunkt i dele af deres karriere: John Cage, William Basinski, John Duncan, Karlheinz Stockhausen etc.
For mange af de sidste årtiers kunstnere, der har arbejdet med radio, har den kuriøse flakken rundt imellem frekvenserne ikke været det egentlige formål. De har haft en mere general interesse i radioapparatet og dets historie, hvorfor radioen i deres praksis både har været kilden, emnet og mediet for værkerne. De har været interesseret i potentialet for, at begreberne ‘radio’ og ‘instrument’ gensidigt kunne undergrave hinanden, og derfor lavet musik som om det var radio, og lavet radio som om de spillede musik. Hvor selve transmissionen er blevet en performativ leg.
På den måde handler radiokunst – som per definition er en mediekunst – også om at omfortolke den teknologi, der har været givet én relativt fast betydning, siden de første standardiserede programflader vandt indpas i 1920’erne kun få år efter, at teknologien blev offentligt eje. Før det var radio mere, ligesom den bedrives af radiokunstnere i dag: UNLICENSED FREE-FORM-CRAZINESS.
Radioen er i sin cyklus nået tilbage til sit udgangspunkt, hvor mediet skal fortolkes på ny, og hvor begrebet om radio igen har et ubetinget potentiale.
—
Lyt eventuelt til en af radio- og transmissionskunstens fremmeste nuværende udøvere, canadiske Anna Friz’ stykke “Radiotelegraph”. Yderligere anbefalet læsning inkluderer Jan Strickers introduktion til radioen som instrument i avantgardemusikken.
Info: Anna Friz er i Danmark i denne uge og gæster fredag Mayhem med den polsk/danske lydkunstner Konrad Korabiewski, danske Hannibal Andersen og portugisiske David Maranha (RSVP). Der er desuden introduktion til radiokunst med artist talk med Anna Friz i dag torsdag på hovedbibloteket (RSVP). NB: Jan Stricker er medarrangør.
