Robert Ashley “Perfect Lives” – Det er dejlig musik
Af Hans Frederik Jacobsen
På 260 West Broadway i New York ligger Lovely Music Ltd. Siden 1978 har det lille label, grundlagt af Mimi Johnson, udgivet noget af det mest fascinerende og hjernevridende ny amerikansk musik. Musik der eksploderer skelet mellem lyd, kunst, litteratur og rytme. Eller som gruppen selv ville sige: dejlig musik.
Mærket har været hjemsted for folk som Meredith Monk, Terry Riley og John Cage, men det er uden tvivl den moderne komponist Robert Ashley, der i højest grad er synonym med Lovely Music. Ashley, der var gift med Johnson, døde i en alder af 83 i starten af marts i år og den bedste måde at besøge hans verden er gennem TV –operaen “Perfect Lives” fra 1983, en slags zapper-generationens “Nibelungens Ring” og et af det årtis mest markante og ambitiøse musikalske begivenheder.
“What about the Bible? And the Koran? It doesn’t matter: we have Perfect Lives.” -John Cage
Hvad er “Perfect Lives”? Angiveligtvis en opera, Amerikas første, komponeret af forskellige brudstykker fra Ashleys tidligere værker, i syv afsnit produceret til at vise på TV. I “Perfect Lives” følger vi to musikere på deres rejse gennem Midtvesten for at optræde på “The Perfect Lives Lounge”, mens der undervejs røves en bank som en “metafor for et filosofisk statement”. Pengene gives tilbage dagen efter, fordi verden skulle vide de var væk. Alt fortælles af Ashley selv, der som en pastelfarvet heksedoktor leverer en endeløs og hypnotisk talestrøm gennem operaens syv episoder. Ironisk, melodisk og dronende, “Perfect Lives” er et sted man hurtigt finder sig tilpas i, og vender tilbage til igen og igen.
“Boogie Woogie is the vessel of the eternal present, that’s the only way to use that word.”
Ashley selv kalder det opera, men som de bedste ting her i livet kan man ikke let putte mærkat på det indtryk, man sidder tilbage med. “Perfect Lives” er en fest, en bibel og et tossemanifest. Et vhs-æstetisk live-klippet farveorgie, der ville give enhver musikvideoinstruktør våde drømme. En forbandet ørefængende rock-ballade og et endeløst avanceret litterært udtryk – for som den første amerikanske opera tager den også form efter sit kontinent; dette er en skizofren oplevelse, en speciel amerikansk variation af tivolifarvet højintellektualisme. Kun sjældent kan noget være så tilgængeligt og udfordrende på samme tid.
Her kort efter hans død burde vi alle lytte noget mere til Robert Ashley – det er dejlig musik.
