Double Double Whammy – DIY i planetarisk lo-fi-kredsløb
Af Helle Nielsen
I 2011 slap de to State University of New York-studerende David Benton og Michael Caridi idéen Double Doubly Whammy løs i verden. Oprindeligt ud fra en rimelig ydmyg skala: Double Double Whammy skulle være mærkatet på den beskedne udgivelseskanal for Bentons og Caridis egen musikalske debut med bandet LVL UP (“Space Brothers”, 2011). Men siden har pladeselskabet uforstyrret fundet sin form, vokset sig større og samlet et følge.
Der er et eller andet indtagende ved DDW, som bl.a. involverer netop dette følge. Det virker, som om der er en slags planetarisk kredsløbsmentalitet på spil blandt den kreds af begejstrede lyttere, der samler sig om pladeselskabet, og tilsyneladende indlemmes i deres fold, når de har været i cirklen længe nok til at blive opdaget på baggrund af deres egne kvaliteter. Det lyder givetvis som en lukket, selvdyrkende scene, man ikke orker, men intet ved DDW’s kommunikation udadtil bekræfter den fordom.
De kalder sig en familie, men fællesnævneren er ikke et tilhørsforhold til State University of New York eller andre markører af den slags (af nogen slags) – derimod er det tilgængelighed. Med generøs udadvendthed gør DDW deres ligesindedes musik tilgængelig for et bredere publikum, lidt ligesom Calvin Johnsons første intentioner var med det legendariske K Records. Det er et åbent vindue ind til soveværelset, der skal luftes ud for indestængt ambitionspanik, angst for det overhængende voksenliv, specialeoverspringshandlinger, intimitet af den ene eller anden slags, gamle branderter og hverdagsmaniske opture over en god bog, en plade eller den helt rigtige humørgif. Vennen, der altid vil lytte til dine musikanbefalinger og rejsehistorier, hjælpe med at flytte eller giver en øl, når du er flad.
Anbefalinger:
Frankie Cosmos – “Zentropy”, 2014
2014’s mest bedårende album kom fra DDW og den kun 20-årige Greta Kline. Kline er datter af et skuespillerpar, ja-ja, og en art school-dropout-persona, som det afsløres eller iscenesættes med debutpladens åbningsnummer. Ud fra de oplysninger er det svært at forestille sig andet, end at hun skriver sange fra et forkælet, overprivilegeret, hvidt perspektiv, men informationen er alligevel inkluderet, fordi “Zentropy” afmonterer netop dét billede af Kline.
Som Frankie Cosmos udklækker hun korte, melodiske dagbogssider med en selvindsigt, der synes rimelig moden. Hun har ikke kun melodisk tæft, hun forvalter sine tekster på en ranglet-graciøs måde, lidt ligesom et dådyr på isglat underlag. “I’m bitter like olives. That’s why you like them and I don’t” (“Leonie”) er Lena Dunhamsk sårbarhed, når det rammer allerhårdest og er nemmest at relatere til. “Zentropy” er rimelig angsty på den måde, men indeholder også den åbenbarende ambivalens ved at føle sig ubekymret og dagbogs-ynkelig, håbefuld og privilegeret-deprimeret, ung og ufatteligt gammel på samme tid: “Just because I am a certain age, doesn’t mean that I am any older than I was yesterday” (“Birthday Song”).
Frankie Cosmos er den søde pige, du har mødt fuld på pigetoilettet, når alt virkede håbløst, og hun er typen, der skriver sange om sin hund (“Sad 2”). Det er ydmygt og totalt inden for rækkevidde, og det gør det rimelig cool.
Free Cake For Every Creature – “Pretty Good”, 2014
Kendetegnende for flere af DDW’s bands er det, at de ikke er deciderede bands, men mere en sangskriver-kerne med roterende musiker-backing. Det er tilfældet med Frankie Cosmos og også med Free Cake For Every Creature, der tæller Katie Bennett plus venner. Det sympatiske fællesprojekt lever, og DIY-æstetikken er nærværende her.
Bennett laver “to the point”-twee, der lyder som et forsinket ekko af Beat Happening, og følelser flettes frit sammen med kulturelle referencer til f.eks. Virginia Woolf for at formidle dagligdagsfrustrationer og -inspirationer. “Don’t Go Away (Ahumfp Acgroomf)” er en virkelig solid crush song/soveværelsesballade. Lidt ligesom Frankie Cosmos er det ømt, men assertivt. De her damer har en selvopretholdende humor, og det er, som om de tager alt det, der bliver smidt i hovedet på dem og sender det tilbage med sødme. Men det er en slags spydig sødme, gennemtænkte svar på negative kommentarer, der udformes som subtile, men skarpe observationer: “One woman tells me I’m too skinny like a girl, one man tells me to eat some meat, I pretend this isn’t what he means. I look too young but already feel too old to do a lot of things.” Så snart bitterheden er ude af systemet, rystes resten af med et skuldertræk: “too old to be a punk rock prodigy, but that’s kind of okay with me” (“Too Old to be a Punk Rock Prodigy”).
Mitski – “Bury Me at Makeout Creek”, 2014
Den bitre sødme har også fået en plads på Mitskis tredje udspil, omend hun er lidt mere on the edge. Den lo-fi lyd, de to andre anbefalinger har til fælles, er cranked up til powerpop hos Mitski, der lyder som en blanding af Sleater-Kinneys harme og energi og pæn Angel Olsen-vokaltremolo. “Bury Me at Makeout Creek” er i sin helhed uforudsigelig, men det er især værd at nævne nummeret “Townie”, fordi det er noget af en banger: “I want a love that falls as fast as a body from a balcony, I wanna kiss like my heart is hitting the ground.” Klask.
Teksterne er rimelig gritty, men det er præcis det, der er pointen; at det skal de have lov til at være, selvom de – måske lidt uventet for nogle – kommer fra en piges mund.
Info: Du kan følge Double Double Whammy på deres hjemmeside, hvor du også kan købe deres udgivelser. De anbefalede plader kan desuden findes på blandt andet Spotify.
