Nobody – Befrielse af krop, berigelse af ånd (premiere)
Af Simon Christensen
Da Kim Las impromptu dannede Nobody til en stribe mindre spillejobs som support for bl.a. Daughn Gibson og Merchandise (Wasn’t Born to Follow), mødte han op i kjole og læbestift sammen med tre gode musikere: Jannis Noya Makrigiannis, Oliver Hoiness og Rasmus Valldorf. Med fire så stærke kapaciteter kunne man sagtens have forvandlet bandet til en kommerciel succes, men det, der i stedet opstod, var et anti-konformt, eksperimenterende undergrunds-popband uden ansigt, attitude og salgsargumenter. Nobody-personaen optræder i øvrigt både som band, koncertarrangør og dj, hvilket bare understreger pointen.
Nobodys første udgivelse er nummeret “Customers”, et seks et halvt minut langt stykke popskabelon med 80’er-virkemidler skudt ud af retning med (noget, der lyder som) filmsamples, oldschool synthesizer-æstetik, trommemaskine og en strukturel opløsning, der som en intertekstuel kommentar frisætter fire meriterede musikere til at gøre fuldstændigt, som de vil. Det er i virkeligheden det, der er på spil her, og det lyder godt! Interview med Kim H. Pedersen (Kim Las, Menthol, Money Your Love, Nobody) fortsætter efter musikken.
“I Nobody er der frihed til at omfavne fejlen; det er lidt noget nyt for mig. At bevidst gå efter noget uredigeret antiperfekt; ikke så mange takes, overdubs eller rumklang. Det må gerne være lidt halvdårligt. Det er rigtig sjovt. Vi øver kun, hvis vi har en koncert, og vi øver ikke ret meget. Jeg kan ikke finde ud af, om det er en skam eller en frihed, men sådan er det bare. Folk har alle mulige liv med, hvad det indebærer af breakups, halve børn, job og vigtige bands. Det er okay. Man kan alligevel aldrig forudsige de bedste øjeblikke, der fx opstår live. Men når vi endelig mødes allesammen, er der god stemning. Folk vil gerne, og det er dejligt,” forklarer Kim Las.
P/A: Det virker, som om der er en enorm selvtillid og frihed i dansk musik i øjeblikket, der betyder, at der er et frirum til at bryde genrerne lidt ned og søge uden for de velkendte rammer. Hvordan kan du mærke det med Nobody?
Kim Las: “Den musikalske selvtillid ved jeg ikke helt, om jeg er ung nok til at genkende; desuden har jeg et ret lavt selvværd. Men jeg tror, at vi oplever et modsvar på nogle af de samfundsmæssige ting, der satte igang efter årtusindskiftet, hvor Fogh kom til, og byen langsomt forandrede sig, og hvor folk blev villige til at acceptere mere og mere lort. Musik og kunst generelt er nødt til at være i opposition eller spejle fx det enorme pres fra samfundet, om hvor og hvornår du skal tage hvilken uddannelse, hvornår voksne mennesker skal gå i seng eller få børn, eller hvor meget danskerne drikker, og hvor fed og tjekket du skal være hele tiden. Jeg kan bare sige, at Nobody ikke giver to fucks for nogen af de konventioner eller bukker under for noget normaliseringspres eller en såkaldt rigtig måde at leve sit liv på. Jeg vil til hver en tid hellere stå uden for samfundet end at være en del af alt det pis, der finder sted p.t., og hvis det lyder selvtillidsagtigt, så håber jeg, det er præcis den tone, man kan finde i ny god dansk musik, der muligvis er en reaktion mod al den tåbelighed. Det er slet heller ikke en energi, jeg har lyst til at møde mine medmennesker med, og hvis det på nogen måde afspejler sig i Nobody, er det fint med mig.”
P/A: Fortæl lidt om baggrunden om navnet og projektet. Nobody er også et alias, der lever i nattelivet og kompilerer mixtapes?
KL: “Jeg kan godt se, det er forvirrende, at alt, jeg beskæftiger mig med musikalsk, hedder Nobody, men det blev bare en passende paraply, som beskriver den kvalitet, som music har for mig; både som musiker, som fan af andres musik i DJ-regi, og når jeg booker shows. Den store musikalske oplevelse er for mig en opløsning af selvet, en reducering eller nulstilling. Det er kropsligt, hvis jeg fx. danser, eller kan registrere verden gennem sanserne, og så føler jeg mig værdiløs og tilintetgjort, men samtidigt spirituelt løftet på en måde, som få andre instanser i livet kan gøre for mig. De klichéer og balancer, der ligger i det, er vigtige, og derfor hedder vi Nobody. Tabet af krop, berigelsen af ånd.”
P/A: Nobody virker som et con amore-projekt, men du sagde, at det også var et smertensbarn. Hvad mener du med det?
KL: “Der er en enorm afstandstagen fra smerte overalt. Folk panikker, får angst og spiser medicin og taler med sig selv på gadehjørnerne, slår klistermærker op med kærlighedsbudskaber og kærlighed og kærlighed og kærlighed overalt. Det er sikkert fint nok, men det gider jeg bare ikke være en del af. Jeg er ikke bange for smerte eller at stå ved at livet ikke er en lang fest, for det synes jeg ikke, livet er, og må nobody gerne afspejle. Hvis man accepterer det som et grundvilkår, så tror jeg på, at alting blir ret meget sjovere, og jeg tror også, der kommer bedre musik ud af det.”
P/A: Hvad er I inspireret af i Nobody, specielt ift. til jeres tidligere projekter?
KL: “I Nodoby efterstræber vi en helt bestemt æstetik. Det handler om for alt i verden ikke være afmålt, men gerne afskåret. Hvis du f.eks. går ind på en McDonalds og ser alle børnene pille den sure agurk ud af cheeseburgere, så er Nobody den der sure agurk. Helt alene og tilfreds. Jeg tror, at min og vores tone er genkendelig, men vi prøver hele tiden at skubbe til den. Jeg er heller ikke interesseret i at lave en plade, jeg allerede har lavet før. Du kan jo også godt høre på et nummer som “Costumers”, at vi ikke laver musik for at få råd til at købe en Berlingo eller tage vores børn med til running sushi. Vi laver musik for at udfordre os selv og den generelle ramme. Det kan godt være, at vi er et popband med A-B og et omkvæd, men vi er punk i forhold til at udfordre os selv og tage alvorlig stilling til, hvad vi i hvert fald ikke gider at lave. Det skal være sjovt at spille musik. Vi har alle sammen gjort det i mere end 20 år, så det er nødt til at være seriøst, men først og fremmest sjovt.
“Costumers” er i øvrigt den første sang, som er skrevet direkte til Nobody. Og den er skrevet udfra et kvindeperspektiv, et prostitueret kvindeperspektiv. Jeg var ret fascineret af luderjobbet, det umoderne og alligevel evigt moderne. Så spillede vi vores første koncert i ludertøj, og det var simpelthen så dejligt, så jeg tænkte, at vi skulle være et luderband. Det er derfor, vi synger “free yourself from love” – hvor tit tror du, en luder er nødt til det? Og så forestillede vi os at være træt af kunderne, at udstråle det. Det syntes vi var sjovt. Faktisk overvejede vi at skifte navn til Costumers, men nu hedder vi bare Nobody.”
Info: “Costumers” er selvudgivet og mixet af Niels Kristian Eriksen.
