Passive/Aggressive

Barefoot Records – 10 år under radaren (interview)

Feature October 29 2016, af passive/aggressive IMG_8054

Af Simon Christensen

Det kompromisløse improvisations- og avantgardepladeselskab – og kollektiv – Barefoot Records fylder 10 år og fejrer det med en minifestival til december. Det ville være en underdrivelse at sige, at Barefoot befinder sig under radaren, for langt hovedparten af deres udgivelser vil være ukendte for de fleste musiknørder her til lands.

Ikke desto mindre har det multinationale kollektiv udgivet musik med features fra internationale ikoner som Peter Brötzmann, John Tchicai, Tyshawn Sorey, Han Bennink (ICP), Henrik Walsdorff og Rudi Mahall (Globe Unity Orchestra) samt danske freejazz-navne som Jesper Zeuthen og Peter Friis Nielsen. Kollektivets egne medlemmer står også bag et par prisvindere, fx. Jeppe Zeeberg, Horse Orchestra og Maria Faust Sacrum Facere. Men djævlen finder man som sagt i detaljen, for mens det kun er nogle af pladerne, jeg har hørt, og af dem kun enkelte, der er strøget op til overfladen i musikmedierne, så finder man Barefoots identitet i koncertaktiviteter og mere ekstreme projekter. Installationer for modificerede cykler, solokontrabas og moderne dans, improvisation for noise og kontaktmikrofoner, eller hvad med en swing-freejazz-kombination?

I anledningen af 10-året bringer vi en række udvalgte plader fra Barefoot-kataloget i Sounds. Den norske trommeslager Håkon Berre (ét af de to oprindelige medlemmer, der stadig er med) udlægger historien om kollektivet:

“Det har været 10 meget spændende år med et kollektiv, der har udviklet sig hurtigt. I opstarten var vi meget mere en gruppe gode venner, der ville udgive hinandens musik, og vi tænkte overhovedet ikke på vores profil udad. Vi fik dog lavet et logo. Men ikke så meget mere. Fra “grundlæggelsen” på musikkonservatoriet i Esbjerg i 2006, hvor både ambitionerne og fremtidsplanerne var meget uklare, og frem til det meget velfungerende og effektive kollektiv, vi har nu. Den digitale profil var nærmest ikke-eksisterende, og vi distribuerede kun via en enkelt pladebutik i København. Der har igennem årene været en stor udskiftning blandt medlemmerne, og dette har til enhver tid ændret kollektivets dynamik og kurs.

Det øgede antal medlemmer og det medfølgende øgede antal udgivelser har siden tvunget kollektivet til at tænke meget mere over den gennemgående profil samt at finde en label manager til at tage hånd om den daglige drift mht. distribution, salg, hjemmeside, nyhedsbreve og anden digital kommunikation, da denne del af det kollektive arbejde er vokset os lidt over hovedet. Der er nok meget mere fokus på “business” i det nuværende kollektiv, end der var før. Alle er aktive med vildt forskellige projekter, og man arbejder ikke nødvendigvis så meget sammen med de andre i kollektivet rent musikalsk. På den måde arbejder vi nok mere sammen som kollegaer nu end som venner. Vi har dog formået at beholde den kollektive vibe, eftersom vi stadig kun er en “lille familie” på syv medlemmer. På den måde går kommunikationen raskt, og vi mødes ofte for at udvikle nye idéer og for at snakke om, hvordan vi kan forbedre os på eksisterende områder.”

P/A: Hvad tænker I om at lave fx kompromisløs improvisationsmusik for et meget, meget lille publikum? Hvordan bygger man et pladeselskabskollektiv på det?

“Der er jo ingen tvivl om, at vi laver musik for et meget lille marked med meget få penge. Det kan man nemt se på vores salgstal. Eftersom alt PR-arbejde er op til artisten selv, kan man lidt selv bestemme, hvor langt man vil forsøge at nå ud med sin udgivelse. Vi har flere udgivelser, der er udsolgte, og vi får henvendelser fra hele verden fra folk, der gerne vil bestille vores plader. Så Barefoot har helt sikkert fået noget gennemslagskraft internationalt. Man skal selvfølgelig se det i perspektiv: De fleste udgivelser har et oplag på max. 500 eller 1.000 eksemplarer, så der er langtfra snak om platin-udgivelser.

Selve grundlaget for kollektivet har for alle medlemmer altid været at skabe ny, eksklusiv, personlig og grænsesprængende musik både igennem pladeudgivelser og koncertvirksomhed og ikke nødvendigvis at gå i overskud rent finansielt. Publikumsopbygningen er dog altid et aktuelt tema for vores koncertrækker; hvordan vi kan tiltrække et større publikum til vores koncerter, og hvordan vi kan nå længere ud til folk. For den udgivende artist er dette også et vigtigt aspekt, men ikke noget, kollektivet nødvendigvis blander sig i. Økonomien omkring hver udgivelse hviler fuldt og helt på artisten selv, så på den måde har ikke kollektivet nogen bestemt “bundlinje”, der opnås i regnskabet hvert år. Vi har haft nogle meget succesfulde koncertrækker og label nights både i Danmark og i udlandet, hvor både økonomi og besøgstal har været i orden. Dette aspekt er en klar del af Barefoots overordnede eksistensgrundlag og har været med til at booste kollektivets renommé.”

Info: Barefoot Records er et kollektiv, der pt. består af Sven Dam Meinild (DK), Tomasz Dąbrowski (PL), Kasper Tom Christiansen (DK), Håkon Berre (NO), Henrik Olsson (SE), Jeppe Zeeberg (DK), Morten Pedersen (DK) og Adam Pultz Melbye (DK). 1-dages-festivalen Barefoot 10 Years finder sted i Jazzhouse den 14. december. Barefoot og P/A har i fællesskab kurateret et udvalg af plader, som er online i Sounds fra i dag.