Call Super – Vilkårligt knopskydende melodier til varme sommerdage
Anmeldelse af Call Super: “Arpo” (Houndstooth, 2017) – af Emil Grarup.
Den 10. november i år udkom Joe Seatons andet album under hans primære alias, Call Super. Seaton, som også har produceret under navnene Elmo Crumb og Ondo Fudd, er baseret i London og er tæt affilieret med pladeselskabet Houndstooth, der fungerer i forlængelse af den anerkendte London-klub Fabric. På Houndstooth har han også, udover en række singler, udgivet sit første album “Suzi Ecto” (2014). Det nye album har fået navnet “Arpo” og er eftersigende opkaldt efter Harpo Marx, den stille, harpespillende bror i Marx Brothers.
“Arpo” er et album, som jeg har haft enormt svært ved at hitte rede i. Det giver mening at tænke albummet som en mekanisme eller et kredsløb, der består af så utroligt mange komponenter, at man ikke kan få styr på hvad det er, som afgiver en given lyd. Medmindre man koncentrerer sig og derved mister overblikket over det resterende. Udgivelsen er et mikrokosmos af uendeligt mange trommelyde og synthesizerfabrikationer, som på nogle numre strækker sig fra hele rundgange til enkelte toner og som kun afbrydes af klarinet- og obomelodier, som på dette album frembringes af Seatons egen far. Hør eksempelvis “Arpo” eller “Arpo Sunk”, hvor disse instrumenter kommer til deres ret. Nærværet af disse træblæsere skaber god modvægt til de førnævnte, meget kondenserede synthesizer-sekvenser og er på mange måder essentielt for at udgivelsen, på trods af sin lydlige densitet, ikke kommer til at fremstå monoton ved en umiddelbar lytning.
Generelt er der på “Arpo” mange ligheder at spore med Seatons gode ven, TJ Hertz, og hans Objekt-projekt. Både på sin “Flatland”-plade fra 2014 og sine senere udgivelser (Bl.a. hans singlerække, som bare er betitlet efter deres nummer i rækken, ‘Objekt #4’ eksempelvis) dyrker Objekt de samme mekaniske technokredsløb, som der er at finde på “Arpo”. Hos Seaton er tonen dog mere legende og let i sit udtryk, mere en slags vilkårligt knopskydende ambient house/tech house, end den relativt rigide technolyd, som man kan høre på de føromtalte udgivelser af Objekt.
Særligt to numre står for mig ud som højdepunkter på “Arpo”. Det første, “Music Stand”, er et kort nummer, som består af et simpelt conga-klingende trommebeat og en cowbell-rytme, der fikserer en intens ophobning af synthesizersekvenser i forskellig klange og tempi, som ydermere mikses godt op med en masse små lydlige twitches. Jeg forestiller mig, at det nogenlunde lyder som hvis man havde pitchet og skruet op for hastigheden på en lydoptagelse fra en storbypark på en varm sommerdag.
Andet nummer, “I Look Like I Look In A Tinfoil Mirror” bygger videre på den mere klassiske techno-dynamik, som også er at finde på Call Supers seneste single “Inkjet/Fluo”, der udkom tidligere i år på det engelske pladeselskab Hessle Audio og som er produceret i samarbejde med Beatrice Dillon. Både her og på “I Look Like I Look In A Tinfoil Mirror” arbejdes der ud fra en mindre fortættet, mere klassisk techno-progression, hvor flere lag tilføjes i takt med nummerets tidslige udfoldelse, og hvor synthesizermelodierne og trommebeatet fremstår klarere end på resten af udgivelsen, hvilket giver nummeret en anden pondus end det resterende.
“Arpo” er et album, som ved første gennemlytning kan fremstå både ensartet og forvirrende. Men som ved hver gennemlytning i højere og højere grad afdækker, med hvilken kreative finesse, det er gjort, og hvordan det i virkeligheden er et utroligt glimrende og minutiøst konstrueret stykke musikalsk håndværk.
Info: “Arpo” udkom 10. november på Houndstooth.
