Futura – Ulmende og idérig ambient
Futura “Live at La Blanca” (Infinite Waves, 2018) – anmeldelse af Alexander Julin
Selv om Infinite Waves’ virke ikke er forbeholdt ambient og drone, er det københavnske selskab ikke desto mindre blevet eksponent for noget af den mest interessante, atmosfæriske og repetitive elektroniske musik i Danmark. Med enkelte undtagelser har selskabet indtil nu udgivet nye danske artister, men med “Live at La Blanca” tilføjes nu endnu en undtagelse. Bag den ambiente koncertoptagelse, der oprindeligt fandt sted sommeren 2017, står spanske Victor Heyes med projektet Futura.
Den 22 minutter lange udgivelse er mest interessant i de øjeblikke, hvor de ulmende synthesizere og droner får lov til langsomt og begrænset at stige i intensitet, om det så blot er for en kort stund. Som helhed fremstår koncerten mere eller mindre retningsløs, hvilket der dog også er grund til at værdsætte. Det er befriende at høre elektroniske koncerter, der ikke lader sig diktere efter idéen om retning, men i stedet går i ring, eller kortslutter sig selv gang på gang for i stedet at starte på ny et helt andet sted.
Retningsløshed er dog ikke et entydigt gode. På trods af at “Live at La Blanca” til dels er interessant i kraft af de mange idéer, der ofte bliver afprøvet inden for forholdsvis kort tid for derefter brat at stoppe eller munde ud i en anden komposition, havde muligheden for at fordybe sig i de enkelte passager over længere tid ikke skadet koncertoptagelsen som helhed. Det er ikke et spørgsmål om, at jeg savner den gamle velkendte opbygning i koncertens respektive numre, men overordnet havde jeg uden tvivl værdsat at høre, hvad de hver især kunne udvikle sig til; koncerten vidner om et potentiale, man kun kan håbe, at Heyes udforsker på sine kommende udgivelser. De mange indslag, tiden og tempoet taget i betragtning, viser en musiker, der ikke dvæler ved et enkelt og sikkert udtryk, men det får også musikken til at fremstå en smule ufokuseret og sporadisk.
“Live at La Blanca” udkommer d.7 februar på Infinite Waves.