Anders Lauge Meldgaard – 3D-arabesker igennem forskudte tider
Anders Lauge Meldgaard ”At synge verden ind i en ny og mangefoldet tid” (År & Dag 2018) – anmeldelse af Morten Hviid Melsen
Små, plukkede toner på violin og bratsch. Korte anslag på klarinet, der fletter sig ind mellem lydene af de plukkede strenge til et slags tyndt væv. Så et mere kraftfuldt anslag på klaver, der leder over i et melodiøst løb ned over tangenterne for at forsvinde kortvarigt, mens violin og klarinet fortsætter sine små, gensidige bevægelser. Så klaveret igen med sin figur som en serpentin ind gennem de korte toners bagtæppe. Figuren fortsætter sit løb ned i et dybere register, hvor den mødes af lidt længere toner på fagot. Så overtager en blæser klaverets melodiske figur, og klaveret slippes fri til at afsøge andre små figurer. Senere overtager violinen temaet, mens lydbilledet vokser sig tættere, før stykket ender i et næsten brat ophør. Cirka sådan begynder Anders Lauge Meldgaards album ”At synge verden ind i en ny og mangefoldet tid”.
Anders Lauge Meldgaard har siden 2006 udgivet musik under navnet Frisk Frugt. Før det bl.a. som Supermelle, som en del af bandet Kirsten Ketsjer og kunstnerkollektivet yoyooyoy. Med ”At synge verden ind i en ny og mangefoldet tid” tager Meldgaard rollen som komponist på sig (”Musik for seks elektriske guitarer” fra 2012 kan måske ses som en slags afprøvning af den rolle). Modsat tidligere er det ikke Meldgaard selv, men et ensemble bestående af otte klassiske musikere, der fremfører musikken (selvom han på et enkelt stykke improviserer med på EWI). Meldgaards fingeraftryk er dog til at mærke. Både den melodiøsitet og legesyge, der har præget hans musikalske projekter, og den komponerende hånd, der især kunne mærkes på ”Den Europæiske Spejlbue” (2015), er også tydeligt til stede her.
”At synge verden ind i en ny og mangefoldet tid” rummer otte korte skæringer (den korteste på bare 52 sekunder, den længste på seks minutter). De har titel efter deres plads i forløbet (A1-A5 og B1-B3) og er alle bygget op omkring otte spor med hvert sit tempo. De otte musikere spiller altså på sin vis hver for sig, men sammen. Eller sammen, men hver for sig? I samme tidsrum, men forskudt. Det giver anledning til en særpræget og – måske imod oddsene – ret fantastisk musik!
Et gennemgående virkemiddel er samspillet mellem korte og lange toner. Flere stykker består af meget sparsom instrumentering på de fleste spor, hvori et enkelt eller et par instrumenter folder længere toner eller bidder af melodi ind og ud og danner en slags lydlige 3D-arabesker. Der er en følelse af tilfældighed i de sammenstød, forviklinger og små kulminationer, der opstår som følge af instrumenternes vej ud af hver deres melodiske bane, men samtidig en tydelig følelse af komposition. Det er dog svært at afgøre, hvad der er hvad, og det giver en særlig spænding i forløbene.
Det er, som om Meldgaard med sit benspænd ift. musikkens tidslighed vil skubbe til noget grundlæggende i regelsættet for komposition af musik. Eller at han simpelthen ignorerer den regel, der siger, at musikerne skal følge det samme tempo. Ikke i trods mod reglerne, men for at se, hvad der sker. Hvad viser der sig på den anden side af den regel? Man kunne også sige, at det er en energi fra improvisationsmusikken, som Meldgaard formaliserer og tager med ind i kompositionsarbejdet som et redskab. Værkets konceptuelle greb og sparsomme instrumentering trækker uden tvivl på 60’er-minimalisme med Steve Reich og Terry Riley, men der er også noget andet på færde; noget mere afprøvende og til tider endda let kluntet eller ubehjælpsomt over den måde, tonerne falder på. Det mener jeg på den bedst tænkelige måde; som en kvalitet ved musikken.
Det burde stå klart, at tid er et anliggende her. Musik forløber i tid, og det er det vilkår, der hives og trækkes i. Pladens titel angiver jo også en slags hensigt eller ønske: At synge verden ind i en ny og mangefoldet tid. Musikken vil gerne hjælpe os på vej i det morads, vi kalder vores samtid. Det er svært ikke at se en parallel til vores egen gøren og laden i begyndelsen af det 21. århundrede i instrumenternes internt forskudte tempoer. Hver for sig, men sammen. Måske er vores samtid mere et mangefold af tider på samme tid, og det er måske ikke noget, vi skal begræde som en eller anden “postmodernistisk fragmentering”, hvor vi må stå og stirre fortvivlede ud i horisonten af en ituslået verden. I stedet kan vi holde øje med den energi og de nye forbindelser, der opstår, når tingene ikke kører synkront, on time.
Disse musikstykker burde egentlig ikke hænge sammen, men det gør de! Det skaber en slags lykkefølelse.
Info: ”At synge verden ind i en ny og mangefoldet tid” udkom d. 6. april og udgives af kunstnersammenslutningen År & Dag.
Redaktionens note: P/A-redaktør Simon Christensen er medlem af foreningen År & Dag, men har på intet tidspunkt været involveret i arbejdet med denne tekst.
