Bruce – Stereoskopiske kompositioner fra britisk klubtekniker
Af Emil Grarup
Larry McCarthy, der bedre kendt under det relativt anonyme alias Bruce, har udgivet sin debut-LP på Hessle Audio, “Sonder Somatic”, og den er en ren tour de force gennem forskellige klubgenrer. McCarthy, som stammer fra et af den britiske klub- og ravekulturs epicentre, Bristol, har tidligere udgivet singler og EP’er på Livity Sound, Hemlock, Timedance og Idle Hands, siden han i 2014 debuterede med EP’en “Not Stochastic” på selvsamme Hessle Audio.
En journalist beskrev i en anmeldelse engang kollektivet omkring Livity Sound som en række producere, der forsøgte at fremføre deres pointe med færrest mulige midler. Jeg vil vove at påstå, at denne karakteristik er rammende ikke bare for Livity Sound, men for mange producere i og omkring Bristol: Om ikke andet er det i hvertfald en udmærket beskrivelse af “Sonder Somatic”. Virkemidlerne er få og relativt uniforme: Lydbilledet er industrielt, dunkelt og ekkopræget.
Alligevel formår udgivelsen at holde sig alsidig og spændende: Mens “Ore” fx. er langsom og elastisk dub-techno og åbningsnummeret “Elo” lige dele Detroit à la Underground Resistance og latinamerikansk grime à la Principe, peger tracks som “Patience St. Pim” og “It’ll Pass” snarere i retning af UK-genrer som jungle og grime, omend en smule dekonstruerede. Især “It’ll Pass” er et højdepunkt med sine bidende, flerlagede synthmelodier og diskrete snares.
Et andet af albummets højdepunkter er “Æon”, der både er smuk og dansabel med isnende synthmelodier strålende som projektorlys over en dæmpet 4/4-kick og et rørende simpelt bas-riff.
“Sonder Somatic” er en stereoskopisk komposition: På det nære plan er numrene er præget af en intens dynamik med små klangmutationer og virrende frekvensskift, mens de fra et “fjernere” perspektiv snarere kan karakteriseres ved en glasagtig klarhed og rumlighed. Overordnet supplerer disse to perspektiver hinanden på en måde, som giver albummet dybde: Musikken fremstår både intuitivt appellerende og tåler samtidigt en lang række gennemlytninger uden at interessen forsvinder. Albummet bevæger sig i mange retninger, men gør det med så stor sikkerhed og finesse, at det snarere end at fremstå stilforvirret virker som en teaterstykke, hvor hver aktør spiller sin rolle til perfektion.
Info: “Sonder Somatic” udkom d. 26. oktober på Hessle Audio.