Simian – En aften i kontrasternes tegn
Reportage af Alexander Julin Mortensen, foto af Brian Kure
Kontorbygningen Neroport slår mig som et pragteksemplar på nymoderne og fremmedgørende arkitektur. Ligesom Fields på den anden side af gaden ligner bygningen mest af alt et hjem for ting eller transaktioner snarere end et sted, hvor mennesker hører til. Derfor overrasker det mig også, at det netop er her, jeg ender, da jeg d. 21. maj skal til tre eksperimentelle koncerter arrangeret af Simian, der er en platform for eksperimenterende samtidskunst, og hvis lokaler ligger ved siden af selv samme bygning på Kay Fiskers Plads.
Aftenens første optræden – eller musikalske performance, om man vil – er med Claus Haxholm. Haxholm er en multidisciplinær kunstner, men hans musikalske projekter er i sig selv udtryk for en enorm spændvidde, hvoraf flere af hans projekter nok udfordrer gængse forståelser af, hvad musik ‘er’ eller ‘kan’. Denne aften er Haxholms egen stemme i fokus – først ordene, senere hen i højere grad lydene.
Det hele starter med, at Haxholm læser op af en tekst på engelsk. Selvom der tilsyneladende er både sammenhæng og mening at spore i teksten, fokuserer jeg selv især på hans toneleje, måden hvorpå stemmen falder, stiger og forskyder sig uforudsigeligt. Som optrædelsen skrider frem, gentager Haxholm på hakkende vis enkelte ord i sin oplæsning. Henimod optrædelsens afslutning er det ikke engang ordene, der repetitivt standses op ved, men blot lyde (eller starten på en velkendt lyd).
Selvom stemmen slår mig som det mest organiske instrument, fremstår den hos Haxholm alligevel mekanisk: De mange gentagelser, afbrydelser eller kortslutninger, om man vil, får mig til at tænke på Google Translates oplæsningsfunktion, eller i hvert fald som jeg kunne forestille mig, at den ville lyde, hvis den blev hacket og brændte sammen for ørene af én. Således bliver en kontrast slået an på denne aften, nærmere præcist det maskinelle og det menneskelige. Da optrædenen slutter med, at Haxholm hvæsende hvisker “all for you, all for you, all for you…”, har jeg ikke tal på, hvor mange gange jeg har tænkt, om Haxholm var ved at nå afslutningen. Det slog mig nemlig som imponerende i en nærmest atletisk forstand, hvordan han kunne bruge sin stemme så intenst i så lang tid uden at slide den op.
Aftenens andet indslag er en koncert med danske Rear. Duoen består af den elektroniske musiker Martin Schacke og billedkunstneren Christian Ingemann og vækker absolut ingen associationer til hverken Schackes techno-produktioner eller hans udfoldelser med ambient. Koncerten indleder med en musik, der mest iørefaldende inddrager en form for piano-samples, hvilket skaber en hjemsøgende stemning, ikke helt ulig hvad jeg forbinder med nogle af William Basinskis eller The Caretakers værker. Koncerten bevæger sig dog gradvist mere og mere væk fra dette stemningsleje og udvikler sig til mere decideret noise. Ikke noise, der rammer mig som et slag i ansigtet, den føles mere sumpet: som et lydlandskab, man sænkes og forsvinder mere og mere ned i.
Det slår mig, hvor afgørende et aspekt af min oplevelse af Rears musik, der er bundet op omkring at høre musikken live. Jeg tvivler stærkt på, at jeg havde følt mig omsluttet så intimt af duoens musik, hvis ikke jeg netop havde siddet og både set og hørt den udfolde sig foran mig. Det er ikke kun lydniveauet, der spiller ind – det er også det faktum, at musikken slet og ret føles mere levende, idet den til en vis grad opstår under selve min lytteoplevelse. Rears koncert gør det derfor også enormt klart for mig, hvordan musik kan træde i en helt anden karakter, hvis den opleves live frem for indspillet på et anlæg eller i et headset.
Aftenens sidste koncert er med den engelske komponist Greta Eacott, der er bosat i København. Eacott bruger et forholdsvis simpelt set-up med tromme og et underliggende lydspor, der til tider tager karakter af at lyde som et syntetisk kor, andre gange som horn-instrumenter. Som hos Rear hersker der også en lidt sumpet stemning over Eacotts optræden, men dog på en anden måde. Det er nemlig ikke opslugende på samme måde at høre Eacotts trommespil. Det skyldes dog ikke en mangel ved Eacotts optræden, men betyder blot, at jeg på trods af en vis form for stemningsmæssig sammenhæng med Rears koncert føler mig til stede på en helt anden måde, mens Eacott spiller.
Eacotts inddragelse af visuals skaber også en rød tråd mellem min oplevelse af hendes og Haxholms indslag. På en neongrøn baggrund kan man under hendes koncert se en digitaliseret jordklode rotere og svæve rundt på forskellig vis. Jeg oplever det personligt, som om den tydeligt digitale repræsentation af jordkloden stemmer overens med Eacotts egen lyd og setup. Under showet lyder hendes i bund og grund forholdsvis lille tromme ofte markant større, end den egentlig er, mens de underliggende melodier også tager karakter af en syntetisk gengivelse af analog instrumentation og sang – som var der en mild diskrepans mellem hvad jeg ser live, og hvad jeg føler, at jeg hører. Der er en tvetydighed i spil mellem det naturlige og syntetiske – ikke ulig mødet mellem det maskinelle og det menneskelige i Haxholms optræden.
Redaktørens note – Claus Haxholm, der omtales i denne reportage, er ligeledes bidragsyder til Passive Aggressive.
