Smag På Dig Selv – “Det er også bare, fordi det lyder sygt fedt”
Interview af Jon Albjerg Ravnholt. Foto: PR.
Har jazzen et revolutionært potentiale i 2023? Smag På Dig Selv slynger om sig med paroler, men gør det mest, fordi det er grineren og matcher det konfrontatoriske i musikken. Som de i øvrigt slet ikke er sikre på er jazz.
Det er lørdag formiddag i maj i år. Om aftenen skal Smag På Dig Selv spille på Spot Festival i Aarhus, den store musikbranchefestival. Det er en vigtig koncert for et band på deres sted i karrieren, hvor der allerede er godt med buzz omkring dem efter en succesfuld koncert på Roskilde Festival 2022. Det var den sommer, hvor det hele åbnede igen, og trioen selv kunne mærke, at den type liveshow, de kommer med, var særligt efterspurgt. Energisk, vildt, uforudsigeligt, en håndspillet punkjazz, der fokuserer mere på et motiv, der kan bære festen, og en rytme, der kan tampes hårdt igennem, end på finesse, fordybelse og soloridt. Det stik modsatte af, hvad corona gav os, med andre ord.
Først skal Smag På Dig Selv bare lige spille en børnekoncert i Odense på vej vestover fra København. På gulvet i Frølageret sidder nogle håndfulde småbørnsfamilier af den der letgenkendelige slags, der gerne vil lære deres børn at høre jazz og godt vil provokere dem til at gøre lidt oprør mod den pænhed, de stille og roligt selv er blevet en del af. Glem forældrefælden: Det her er middelklassefælden, hvor man uden at vide af det gror fuldskæg, briller med gennemsigtigt stel og merinouldsweater og begynder at interessere sig for sko, der er mere robuste, end ens idealer har vist sig at være det. Jeg er én af dem, jeg køber økosaft til mine egne børn i baren og sætter mig på gulvet med dem.
Man kan godt producere radikal musik, selvom man har det konformt, men vi vil godt gøre opgør med, når der går leverpostej i musikken. Men det er også punchlines, der bliver kastet ud.
Oliver Lauridsen, Smag På Dig Selv
Føl du gør noget
Der er en indbygget selvmodsigelse i, at Smag På Dig Selvs publikum i vid udstrækning består af dels middelklassen med små børn, når de spiller børnekoncerter, dels middelklassens halvvoksne børn om natten: Trioens nye EP, ‘Middelklassen avler kun skeletter’, sætter det på spidsen, for er det så skeletter, der danser ekstatisk på forreste række til deres koncerter? Er det voksne publikums begejstring for Smag På Dig Selv et udtryk for middelklassens evindelige selvpiskeri, der også får den til at gyse frydefuldt over at få ordprygl af Glenn Bech?
“Altså, den titel kommer fra et digt, Thorbjørn har skrevet”, forklarer Albert Holberg, der er trommeslager i Smag På Dig Selv.
“Jeg ved ikke rigtig, hvad det skal betyde,” svarer saxofonisten Thorbjørn Øllgaard og læner sig tilbage, mens bandets anden saxofonist, Oliver Lauridsen, skynder sig at indskyde “Men det er også, fordi det bare lyder fedt!” inden Albert forklarer videre:
“Det er et tema i Thorbjørns digt, der italesætter konformiteten og tendensen til at reproducere noget meget konformt og trygt. At man ikke agerer uden for rammerne af tryghed.”
“Man kan godt producere radikal musik, selvom man har det konformt, men vi vil godt gøre opgør med, når der går leverpostej i musikken,” uddyber Oliver, inden han igen understreger: “Men det er også punchlines, der bliver kastet ud.”
Det betyder bare ikke, at der ikke er en dybere resonans i de punchlines. Smag på Dig Selv kommer ikke ud af et særlig konformt eller trygt sted: Da Oliver og Thorbjørn startede Smag På Dig Selv med en anden trommeslager for seks år siden, boede alle tre i en lejlighed på 20 m2, hvor de delte seng og alt andet og skaffede penge ved at spille sammen på gaden.
“Vi gik ned på Nørreport og spillede, og vi kunne kun A-stykket af en jazzstandard, men fordi folk bare gik forbi, opdagede de ikke, at vi ikke kunne andet,” griner Oliver.
Først da bandet blev inviteret til at spille i Rusland, kom Albert med, og de blev tvunget til at skabe deres eget repertoire. Den musik, Smag På Dig Selv er endt med at spille, er jazz, for så vidt som den bliver spillet på trommer og to saxofoner og er instrumental, men den er lige så meget punk i sit udtryk. Det afspejler sangtitlerne, hvor de på den ene side stiller sig på de socialt marginaliseredes og hverdagsrebelskes side i ‘Middelklassen avler kun skeletter’, ‘Al magt til overførselsindkomst’ og ‘Fuck der kommer kontrollører’, på den anden side lægger ironisk distance til sig selv med titlerne ‘Hun ville egentlig bare gerne høre noget chillern’ og ‘Hvide mænd spiller afrobeat’.
“Det har rigtig meget at gøre med det med, at officielt findes der ingen underklasse eller arbejderklasse længere, bare tre stadier af middelklasse: En lav, en middel-middelklasse og en højere. Alle er middelklasse nu,” siger Thorbjørn.
“Jeg ved så ikke, om musikken kan revolutionere noget, men udtrykket opildner da til at gøre noget,” svarer Oliver på, om musikken har et revolutionært potentiale. “Det er nok den vigtigste pointe: At sætte handling over ord.”
“Det er ikke nok bare at reposte en ting eller smække noget i bunden af sit profilbillede og så føle, at man gør noget,” konstarerer Thorbjørn.
Det er ikke nok bare at reposte en ting eller smække noget i bunden af sit profilbillede og så føle, at man gør noget.
Thorbjørn Øllgaard, Smag På Dig Selv
Mere punk i jazzen
Hvis man er i tvivl om, hvorvidt det at spille smadderjazz reelt er at gøre noget politisk, kan man bare skele til Thorbjørns andet projekter, Free Jazz Mod Paludan, hvor han sammen med andre musikere har lavet moddemonstrationer mod Rasmus Paludan, der overdøvede de racistiske budskaber med så meget lyd som overhovedet muligt.
Det politiske kan sagtens også blive meget mere specifikt, som når Smag På Dig Selv caller deres egen kulturelle appropriering af afrobeat med sangtitlen “Hvide mænd spiller afrobeat” eller kalder en sang “Al magt til overførselsindkomst”. En sang, der direkte udspringer af den øjeblikkelige glæde, da Thorbjørn fik penge tilbage i handicap-SU, men som også bliver sit eget politiske udsagn i en tid, hvor en socialdemokratisk regering tilsyneladende ikke kan få nok af at betone vigtigheden af, at alle arbejder så meget som muligt.
“Det lyder jo igen sygt fedt, men folk bliver også så provokerede af det. Jeg har en moster, der er selvstændig erhvervsdrivende og altid snakker om, at ‘kraftedeme jer unge, I går bare rundt på jeres cafepenge!’ Det er fedt, at det kan provokere sådan,” siger Oliver, og den overførselsindkomstmodtagende Thorbjørn tilføjer:
“Så er det også den eneste sang, vi har i dur.”
Der findes ikke noget værre end at se de fedeste musikere, der lige har spillet det fedeste musik, og så ånder de tungt i mikrofon og siger: “Vi har den og den på saxofon og den og den på trommer.”
Oliver Lauridsen, Smag På Dig Selv
Måske er det den umiddelbarhed, der gør, at Smag På Dig Selv har så let ved at omsætte deres koncerter til et børnekoncertformat. Måske er det naiviteten eller bare det uskolede ved børnene, som medlemmerne genkender hos sig selv.
“Jeg gad godt, at der var flere bands med punk-inspiration inden for jazz. Det kunne være helt kanon,” siger Thorbjørn og fortsætter: “”Min drøm er at samle tre børn, hvor en skal spille barytonsaxofon og være min elev, en anden skal væres Alberts elev og lære at spille trommer, og en tredje skulle være Olivers elev. Så kunne vi have det sygeste warm up, når vi spillede. Kunne det ikke være sindssygt?”
Indtil den drøm måske kan blive realiseret, gør Smag På Dig Selv sit til at gøre deres koncerter vilde og inspirerende. Måske ikke direkte til revolution, men plante kimen til en idé om, at tingene ikke behøver være så pæne og konforme.
“En del jazzkoncerter tager ikke lytterne særligt meget med ind i kompositionerne. Man lytter 50 % med øjnene, det vil vi gerne holde fast i,” siger Oliver og fortsætter:
“Selvom John Coltrane stod for at lade musikken tale for sig selv, har han også gået rundt på baren og spillet. Han vidste, at jazz også er et visuelt udtryk. Det tager vi tilbage. Der findes ikke noget værre end at se de fedeste musikere, der lige har spillet det fedeste musik, og så ånder de tungt i mikrofon og siger: ‘Vi har den og den på saxofon og den og den på trommer.’”
“Det er en del af aftalen mellem kunstner og publikum, at det skal være underholdende,” tilføjer Albert.
Hvis middelklassen skal piske sig selv, skal den også have noget at smile af imens. Og den formiddag på Frølageret får de et nyt kuld middelklasseskeletyngel til at danse, som om der var mening med modstanden.
