Frigjort Festival – Mangfoldighed, løse hunde og et hamrende skarpt undergrunds-lineup
Reportage af Simon Lund Pedersen, billeder af Niclas Bjerre Hawkesworth
Mine forventninger til Frigjort Festival var på sit højeste, inden jeg satte mine ben på Christiania på festivalens første dag. Et sprudlende musikprogram og en aggressiv tilstedeværelse på de sociale medier har i dagene op til gjort det umuligt for mig ikke at have festivalen på hjernen. At bevæge sig langsomt gennem Christianias snørklede gader til lyden af festglade, snakkende festivalgængere der blander sig med ukendt lyd fra udescenen og løse hunde, blev startskuddet til min første dag på festivalen. Altså, hvilken bedre start på dagen kan man få? En åben festivalplads, der emmer af både professionel energi samt “rigtige” festivalarmbånd krydret med en yderst jordnær og inspirerende frivillig energi, der ikke er til at stå for. Uden frygt for hvad der måtte ramme mig, bevægede jeg mig efter en tur indenfor på Byens Lys igen ud på den åbne festivalplads, hvor Smag på Dig selv var sat til at gå på kl. 18.15.
Smag På Dig Selv – Længe til fandenivoldshed i jazzverdenen skal man lede længe efter
Væbnet med saxofoner, hue og solbriller bevægede de tre venner sig langsomt ud på scenekanten og startede deres koncert. Måske sad alle tonerne ikke altid lige i skabet, men det gjorde heller ikke så meget, når de tre venner tydeligt mestrede deres instrumenter, selvom det er energien og kaosset, der måtte siges at være skubbet i front. På en og samme tid formåede punk-jazz trioen at smelte godt og grundigt ind i den løsslupne stemning, der spredte sig over den efterhånden godt fyldte festivalplads. Musikken var lige på og direkte i sin reneste form, men selvom koncerten lagde op til en hæsblæsende publikumsinvolvering, virkede det til, at de fremmødte nød det kaotiske lydbillede som et perfekt soundtrack til de mange snakke, der udspillede sig mellem de fremmødte.
Smag På Dig Selv er ikke bange for at støje og smadre igennem, og det beviste de til perfektion denne dag.
Stemningen blev mere og mere intenst, da man hurtigt kunne fornemme soxofonisten kæmpe med sit instrument. Et knækket mundstykke og tekniske udfordringer så ud til at blande sig i det ellers vellydende live-set, alt imens duften fra det hjemmestrikkede folkekøkken under barens teltdug bredte sig. På en eller anden måde var alt, som det skulle være, selvom de tekniske udfordringer betød en kortere koncert end forventet. Smag På Dig Selv er ikke bange for at støje og smadre igennem, og det beviste de til perfektion denne dag. Magen til fandenivoldskhed skal man lede længe efter, og deres vedvarende insisteren på at gøre det på præcis deres egen måde er yderst charmerende og ikke til at stå for.
Et tæt spækket musikprogram, der udelukkende bød på gode artister, gjorde det umuligt for mig at nå alt det, jeg gerne ville høre. Bevægede man sig derimod frit rundt omkring i Christianias snørklede gader, kunne man med fordel trække indenfor i Byens Lys, som danner ramme om den gamle biograf, der stille og roligt står og falder hen, men under disse to dage fik den en livlig vækning, der forvandlede det utroligt smukke lokale til et af Københavns bedste venues, når det gælder intime koncerter. Fredag dannede den gamle biograf ramme om koncerter med Excelsior og Sic(Ura), der begge formåede at indtage rummet på fineste vis, omgivet af smukke visuals fra kollektivet Pleasure Control tilsat gamle støvede biografsæder og en slidt scene indhyllet i friske blomster og stearinlys. Denne særligt smukke hule fungerede som et perfekt afbræk fra de mange mennesker på den åbne festivalplads, hvor også det musikalske indhold passede perfekt til disse fysiske rammer.
Melodi Ghazal – Charmerende og ydmyg tilstedeværelse tilsat en god portion popstjerne energi
Mens himlen så småt begyndte at vise de første tegn på en noget ustadig aften, bevægede jeg mig udenfor på pladsen til mit absolutte “must see” om fredagen. Jeg har haft fornøjelsen af at have set op til flere Melodi Ghazal koncerter det senest års tid, og det gjorde kun min begejstring større, da den fremadstormende popsangerinde og hendes band, som består af erfarne og velkendte navne fra den danske undergrundsscene, indtog scenen kl. 20:00 sharp.
Et potpourri af smukke guitarfigurer, knaldhårde drum pad-lyde og en livlig summen fra et snakkende festivalpublikum var, hvad jeg kastede mig selv ud i, og den charmerende energi fra scenen virkede til at nå helt ned til bagerste publikumsrække. Det var tydeligt for alt og alle, at Melodi Ghazal på kort tid har skabt sig en troværdig fanskare, der trofast møder op til hendes koncerter – og alt det med god grund. Som artist er hun både charmerende og selvsikker, hvilket også let kan forstås med den yderst stærke debut EP “Mellow D”, hun udgav tidligere i år, som da også har kørt på heftig rotation hjemme hos undertegnede. Det helt store højdepunkt denne aften må siges at være under nummeret “Fuck The System”, hvor en følelse af fælleskab over et til tider svigtende system bredte sig i luften og kulminerede i løftede fuckfingre og en hjertelig skrålen-med på omkvædet, som trods den meget direkte sangtitel ikke syntes at virke provokerende for nogen som helst.
Det var som om, at det legendariske spillested Loppen også var blevet indhyllet i den helt særlige festivalenergi, der var at fornemme udenfor.
Mens mørket så småt begyndte at sænke sig over den lille festivalplads, begyndte folk langsomt at trække indenfor i Loppens dunkle, intime lokaler, hvor festen, den gode stemning og ikke mindst det eminente musikprogram fortsatte til langt ud på natten.
Det var som om, at det legendariske spillested Loppen også var blevet indhyllet i den helt særlige festivalenergi, der var at fornemme udenfor. Loppen er et sted, jeg elsker at komme, og jeg kan ikke tælle på 500 hænder, hvor tit jeg har sat mine ben det sted. Det er som om, at følelsen af at bevæge sig gennem forhallen til lyden af en turist der spiller “Für Elise” på det gamle klaver og videre op gennem den tunge røg fra en helt særlig type tobak, altid giver mig en helt særlig følelse af tryghed. Det mørke, slidte og dunkle lokale, der bemandes af frivillige ildsjæle med det største smil på læberne blandet med en tydelig udstråling af professionalisme og “her er der plads til alle-energi”, er for mig bare opskriften på det helt perfekte spillested.
Med smukke og melankolske synthflader til tunge, hurtige og pulserende baselementer fik han Loppens gamle lokaler til at buldre derudaf, alt imens det fremmødte publikum dansede den sidste festival-energi ud af sig.
Min sidste koncert på aftenen blev med Mikkel Sönnichsens elektroniske soloprojekt Third Wife, der altid er garant for dansevenlig techno. Iført cowboyhat viste han frem af sit anerkendte bagkatalog, der var den perfekte afslutning på en lang dag i festivalens tegn. Med smukke og melankolske synthflader til tunge, hurtige og pulserende baselementer fik han Loppens gamle lokaler til at buldre derudaf, alt imens det fremmødte publikum dansede den sidste festival-energi ud af sig.
Mavourneen – højfrekvent støjrock med tordende guitarfigurer
Åh nej. Sådan tænkte jeg, da jeg dagen efter med enorme tømmermænd vågnede og tjekkede vejrudsigten for resten af dagen, da jeg vidste, at endnu en dag i Frigjort-land var i vente, og som jeg havde glædet mig enormt meget til ovenpå gårsdagens fantastiske start på festivalen.
Ikke desto mindre var der ingen vej udenom, og med navne som fremadstormende Kejser, altid interessant Vibrant As Fuck og støjrock-duoen Mavourneen var selv ikke dårlig påklædning noget der skulle stå i vejen for min anden dag på Frigjort Festival.
Gårdsdagens energi tog fat, hvor den slap, og trods et hav af grimme regnslag, sjaskvåde paptallerkener og kolde fadøl, der er en eller anden grund blev mere og mere fyldte, for hver tår man tog, ramte jeg den lille åbne festivalplads til lyden af Mavourneen-frontmanden Hans Gustav Björklund Moulvads tordnende guitarfigurer. Netop denne guitarlyd må siges at være et genkendeligt karakteristika for den fremadstormende rock-duo, der, lige siden jeg opdagede dem for første gang tilbage i 2018, aldrig har været bange for at støje eller få lidt regnvand i hovedet. Alt imens forsøgte de fremmødte festivalgæster at søge ly under de smukke bøgetræer og den lille teltdug, der beskyttede de frivillige bartendere og det lille folkekøkken for sensommerens lunefulde tilstedeværelse.
Sidste gang Mavourneen udfoldede sine tunge skæringer foran et betaget publikum var tilbage i maj på Loppen – mindre end 100 meter væk fra den scene, de nu skulle besætte. Indhyllet i tung guitarstøj, en buldrende trommebund og piskende regn, der nåede fra himlen ind på den lille festivalscene, delte duoen ubesværet ud af deres benhårde bagkatalog, der senest tæller deres debutalbum “Submassive”, som så dagens lys for godt og vel fire måneder siden. Regnen fortsatte med at piske ned, og kiggede man op på himlen, lignede det en sekvens fra en Harry Potter film, hvor et hav af sjælesugende Dementorer finder deres vej ind på Hogwarts. Faktisk alt i alt den perfekte setting til Mavourneens højfrekvente støjrock, der, på trods af at de to musikere er vanvittigt teknisk dygtige, altid synes at have den totale energiudladning og publikumsinvolvering som sin vigtigste opgave.
På numre som “Exile” og “Drink” viste Mavourneen endnu engang, at de virkelig er et band, der skal opleves live.
Som koncerten langsomt skred frem, opgav de fleste at søge ly under de mange træer og valgte i stedet at indfinde sig forrest ved scenen, hvilket også tydeligt gav energi til de to musikere, der i hvert ikke havde det danske festivalvejr på sin side denne aften. På numre som “Exile” og “Drink” viste Mavourneen endnu engang, at de virkelig er et band, der skal opleves live. Selvom jeg selv har været storforbruger af deres debutalbummet, så er de for mig et navn, der skal opleves live.
Efter en lille halv times energiudladning forlad de to musikere scenen med et “tak fordi i blev og kunne holde regnen ud”, og efterlod de fremmødte festivalgæster med høj puls, summen for ørerne og bankende hjerter inde bag de drivvåde regnslag. En perfekt hæsblæsende festivalafslutning for mit vedkommende.
Al respekt til Frigjort Festival, der for mig denne sommer formåede at ramme den perfekte balance mellem professionel koncertafvikling, et trygt og mangfoldigt festival-univers, en dejlig løssluppen energi og ikke mindst et helt fantastisk line-up med spirende talenter fra den danske undergrund. Det bidrog lige præcis med den ideelle stemning til de mange gode koncerter, programmet bød på.
Info: Skribenten er booker for to artister, der spillede på Frigjort Festival. Ingen af dem er blevet anmeldt i denne artikel.
