Signe Emmeluth – Ikke bare endnu et improviserende smadderband
Interview af Jon Albjerg Ravnholt. Fotos: Peter Gannushkin.
Signe Emmeluth er en af jazzens mest ekspressive unge danske stemmer. Hun er det bare ikke i Danmark. Den 31-årige fynbo er en del af en alternativ jazzscene i Norge, der er misundelsesværdigt aktiv og nysgerrig.
En hvæsen, et brøl, en trille, en sart frasering, et skingert skrig. Signe Emmeluths sprog på saxofonen er voldsomt udtryksfuldt og egensindigt. Luftige toner helt ude på registrets overdrev glider over i melodiøse stykker, som igen bliver forvredet og fordrejet, til de når klimaks i et tågehornsdrøn, hvor den menneskelige stemme høres hele vejen ud gennem saxofonen.
Det er en ekstrem musik, men også en ekstrem musikalitet, den er grundet i. Det er et udtryk, der bærer præg af de års arbejde, Signe Emmeluth har lagt i det – og af, at rammerne har været der til at bevare det fokus, som hun forklarer en tidlig mandag morgen fra lejligheden i Oslo. Den by har været hendes base, siden hun blev uddannet fra Jazzlinjen på universitetet i Trondheim, og det er hverken tilfældigt, at hun er der, eller at der er så mange andre yngre jazzmusikere i den norske hovedstad.
“Det kedelige svar er, at når der er penge, så er der også tid til at arbejde. Der er et fantastisk støtteapparat i Norge, som giver kunstnere mulighed for at få tid til at arbejde med deres ting. Samtidig er der nogle modige koncertarrangører, som er gode til at tage chancer med ting, der ikke er mainstream. Det er med til at udvikle musikken og gøre niveauet tårnhøjt, at man kan spille så meget live her. Som koncertgænger i Oslo er det sindssygt, så mange ting der sker. Hver dag er der fem koncerter, jeg kan gå til, og når du bliver eksponeret for så meget forskelligt, lagrer det sig i dig. Det giver dig den tanke, at den her måde at gøre det på er også mulig”, siger hun.
Det er med til at udvikle musikken og gøre niveauet tårnhøjt, at man kan spille så meget live her.
Signe Emmeluth
Cool og frigørende
Det var som en sådan mulighed, freejazz åbenbarede sig for Signe Emmeluth som helt ung. Hun voksede op i den lillebitte midtfynske by Øster Hæsinge mellem Faaborg og Ringe, gik på musikskole og kom i gymnasiet inde i Odense, hvor hun kunne gå ned på jazzklubben Dexter og engang imellem være heldig og høre eksperimenterende jazz med navne som Kasper Tranberg og Copenhagen Art Ensemble under ledelse af Lotte Anker, som er en af de danske jazzmusikere, hun selv holdes op mod i dag.
“Men første gang, jeg mødte frijazz,” siger hun med en af de fornorksninger, der i løbet af snart et årtis eksil har sneget sig ind i hendes danske, “var på Engelsholm Højskole. Søren Møller var instruktør på et af de vinterhold, der er åbent for andre end dem fra konservatoriet. Et år spillede vi et Ornette Coleman-nummer, og der fandt jeg ud af, at shit, det her var ekstremt cool og meget frigørende. Jeg blev forelsket i den tankegang og den måde at spille på. Der er meget frihed i frijazz, formen er meget elastisk.”
Den friere form, Signe Emmeluth mødte, betegnes time, no changes: Solisten frigør sig helt fra grundakkorderne, og det er rytmesektionen, der sørger for at bevare strukturen i nummeret. Saxofonisten Ornette Coleman brød i slutningen af 1950’erne med jazzens traditionelle forankring i blues og udviklede et nyt, friere formsprog, der blev kaldt freejazz.
“Der er nogle musikere, der er vildt gode til at få noget til at ske på akkorder, og for mig er freejazz ikke et smuthul. Det var bare her, jeg fik mulighed for at udtrykke de melodier, jeg hørte, som jeg ikke fandt plads til i traditionel jazz. Men det er vigtigt at have håndværket som fundament. Det bliver så slapt, når folk spiller improviseret, og man kan høre, det ikke bunder i noget. De behøver ikke være konservatorieuddannede, der er masser af sindssygt dygtige musikere, der er autodidakte. Jeg tror ikke på, at skolen er svaret for alle, men det var den for mig.”
Det bliver så slapt, når folk spiller improviseret, og man kan høre, det ikke bunder i noget.
Signe Emmeluth
Hvad kan jeg give, for at det kan komme videre?
Den musikalske forståelse og det personlige sprog, hun har skabt sig, har givet Signe Emmeluth adgang til at spille i flere forskellige sammenhænge. Både som solokunstner, som man kan høre på den intenst sanselige “Hi, Hello, I’m Signe” fra 2021, og som bandleder i kvartetten Emmeluth’s Amoeba. Alene i år er hun med på så vidt forskellige udgivelser som “MEUF, vol.1” med lutter kvindelige skandinaviske jazzmusikere sat sammen på kryds og tværs af den danske saxofonist Maria Dybbro, der også bor i Oslo. Hun spiller på den norske pianist Liv Andrea Hauges episke fusionsjazzværk “Hva nå, Ekko?”, ligesom hun er med på en helt vild liveindspilning med Guts & Skins Octet under ledelse af de norske freejazz-institutioner Paal Nissen-Love og Ingebrigt Håker Flaten. Senest har hun i november medvirket på Kjetil Mulelids “A Prayer for Peace” og udgivet debutpladen med gruppen Bonanza of Doom.
I Bonanza of Doom går guitaristen Karl Bjorå og den ene trommelslager Ole Mofjell igen fra Emmeluth’s Amoeba – de sidste to er Magnus Skavhaug Nergaard på bas og Martin Langlie på trommer og modulærsynth – men her er det ikke længere Signe Emmeluth, der er bandleder. Strukturen er flad, alle er med til at bestemme retningen. Det giver hende som musiker en anden frihed end den, hun har, når hun står alene på scenen.
“Jeg tænker faktisk ikke så meget over publikumsaspektet, når jeg laver musik. Specielt ikke når jeg laver en plade. Det essentielle er at lave musik, som du selv føler er genuin og interessant. Men når du spiller solo, lytter du meget til både dig selv og til rummet,” svarer Signe på mit spørgsmål om, hvilken rolle lytteren spiller for hende, når hun skaber musikken.
“Når du spiller solo, er du sygt ansvarlig for, at formen er tydelig. Når du er med i andres musik, handler det mere om at kunne se, hvad der er brug for lige her. Man kan zoome ud og danne sig en opfattelse af, hvad musikken er lige nu, og hvad kan jeg give til det, for at det kan komme videre?”
Pludselig er man et nyt sted
For selvom Bonanza of Doom er lige så vildt og legende i sit udtryk, som navnet indikerer, er det selvfølgelig ikke bare musik for musikkens og musikernes egen skyld.
“Når man arbejder med et band som Bonanza of Doom, hvor alt er improviseret, har vi et fælles vokabularium. Når vi smider musikken ud i rummet, sørger vi for, at det hænger sammen. Vi har været meget opsatte på ikke bare at blive endnu et improviserende smadderband.”
Vi har været meget opsatte på ikke bare at blive endnu et improviserende smadderband.
Signe Emmeluth
Bonanza of Doom begyndte i sommeren 2021 med en koncert på Kafé Hærverk i Oslo. Efterfølgende blev Signe Emmeluth kontaktet og spurgt, om de ville åbne den toneangivende festival by:Larm – en slags Spot Festival overført til Oslo med imponerende kunstneriske ambitioner.
“Vi snakkede om, hvad vi syntes kunne være fedt, og blev enige om, at det var at have to trommeslagere og så arbejde med de to forskellige lag af rytme. Vi kunne arbejde med, at det morpher og går fra hinanden. Der opstår phasing som hos komponisten Steve Reich: Selvom nogle ting i musikken forbliver de samme, så forskyder de sig i forhold til hinanden, og pludselig er man et nyt sted uden at have opdaget, at man flyttede sig.”
På sin vis afspejler Bonanza of Doom således Oslo, som byens alternative musikscene med dens opkørte aktivitetsniveau opleves af Signe Emmeluth. Der er hele tiden noget, der får noget andet til at rykke sig en smule, og nye alliancer opstår på kryds og tværs af grupperinger.
“Jeg føler mig meget privilegeret. Både ved at få muligheden for at blive hørt og få lov til at gøre så mange ting. Jeg er jo her, fordi miljøet i Oslo er megafedt. Bare det, at sådan en som mig også kan spille på de almindelige jazzklubber er fedt og inviterende. Det har jeg svært ved at se, at jeg skulle kunne i Danmark.”
Så det er også en del af det kedelige svar: At musikere som Signe Emmeluth bliver taget seriøst, også når hun laver noget, folk ikke nødvendigvis fatter, hvad går ud på. Fordi de forstår, at det er vigtigt, at hun får mulighed for at lave sin hvæsen, sine skrig og brøl og helt rene strofer. Man kan i Norge opleve en større åbenhed overfor alternativ og eksperimenterende kunst, end man finder i Danmark, hvilket i høj grad kan føres tilbage til, at kulturen er blevet anset for at kunne medvirke til at bygge en samlet identitet i den relativt unge nation. Man har satset på at fremelske et bredspektret kulturliv og har hellere villet fremelske sine egne eksponenter for nye strømninger end bare tage passivt imod det, der kom fra særligt USA – ikke mindst jazzen. En protektionisme, som Maria Dybbroe i et interview i marts kaldte det.
“Der er en tiltro i Norge til, at kultur er vigtigt. Som kunstner oplever jeg, at kultur bliver prioriteret. Det får én til at tage sig selv mere seriøst. Man får en bevidsthed om, at det her har en plads i samfundet. Det er ikke bare min hobby.”