Passive/Aggressive

Roskilde Festival, Bossen og alt det andet – Lørdagen

June 30 2012, af passive/aggressive

Du skal se Bossen lørdag. Punktum. Vi ved også, at du vil blive glad for at høre P/A-favoritten Torsten Larsen og så er en natkoncert med tung psych-rock lige så klassisk Roskilde som flæskestegssandwichen i Mediebyen.

Under festivalen kan du fange os 2.0-style på FacebookInstagram og Twitter, men i dag kan kan du læse, hvad du bør se om præcis en uge.  Og vi gentager lige: du skal se Bossen.

Læs også vores guides til de andre dage på festivalen:

Roskilde Festival, why not? – Warm-up-dagene

Roskilde Festival, tinnitus eller ballader? – Torsdagen

Roskilde Festival, smadder og skønhed – Fredagen

Julia Holter, Gloria, kl. 13.00

Godt gået, Roskilde-folk. Vi forudser allerede et komplet pakket Gloria-skur til den her koncert. For Julia Holters sofistikerede take på pop-skabelonen er elegant og fængslende. Til tider svæver det hen imod noget, Scott Walker ville kunne have lavet, hvis han ikke var blevet helt så bister, som det er tilfældet. Den tænkende mands (m/k) Oh Land.

“Our Sorrows”

Larsen & Furious Jane, Pavilion, 13.30

Danmarks mest bistre rockorkester. På godt og ondt. Vi forudser dog, at de vil knuge dig og din uskyldige sjæl tæt til sig, og så langsomt lade sangene fra to af de seneste års bedste danske plader overhovedet (Zen Sucker + Dolly) gøre dig til et bedre menneske.

“In The Surf”

Refused, Arena, kl. 18.00

“They told me the classics never go out of style…”. Sveriges hardcore-legender er genforenet og klar til at æde dit fjæs med fortidens bud på fremtidens punk. Forvent skingre skrig, flænsende guitarer og skandinavisk sortsyn!

“Worms Of The Senses/Faculties Of The Skull Drum Cover”

Cold Specks, Pavilion, kl. 19.30

Fintfølende soul-nuancer i spændet mellem nedbarberet kammer-rock og orkestreret gospel. Det kan blive en eksplosion af følelser, hvis bagkvinden Al Spx for alvor folder sig ud. Det tør vi godt håbe på.

“Holland”

Bruce Springsteen, Orange, kl. 21.00

Ingen introduktion nødvendig her. Årets Orange-koncert. Ingen tvivl.

“The Promised Land” (live)

Talk Normal, Gloria, kl. 21.00

No-wave pige-duo fra Brooklyn. Men vi kigger da forbi, hvis Bossen skulle have for travlt med at sætte håret til at starte on-time på Orange.

“Transmission Lost”

Liturgy, Pavilion, 00.45

Brooklyn-hipsters med en selvopfundet filosofi om transcendental sort metal. Med deres lyse dødsgrowl, storslåede melodier, hæsblæsende blast-beats og overordenligt imponerende musikalitet bliver Liturgy en vanvittig oplevelse. Vi krydser fingre for at de har fundet en værdig afløser, efter deres trommeslager for nylig droppede ud af bandet.

“Returner”

Dead Skeletons, Pavilion, 02.45

Jaja, de lyder virkelig meget som Black Angels. Men det er jo også et vanvittig godt band. Så vi nøjes gerne med de islandske drenges late-night messe lørdag nat på Pavilion. Ubehagelig psych, drone og krautrock i en giftig blanding.

“Dead Mantra”