Felt ”Forever Breathes The Lonely Word” – Dekadent og pertentlig pop-perfektion
af Søren Christensen og Andreas Melchior
Ti år og ti albums og ti singler. Felt er fortællingen om en pop-perfektionistisk og protagonistisk vision om den formfuldendte forunderlige fuldkommenhed. Bandets hovedmand og sanger, Lawrence, var synonym med såvel den kompromisløshed, som de excentriske idiosynkrasier, der omgrænsede bandets mikrokosmos. I et epos, der stikker ud som et af de mest enestående og usandsynlige i moderne britisk popmusik, fremstår pladen ”Forever Breathes The Lonely Word” fra 1986 som et kunstnerisk og musikalsk højdepunkt, en uimodståelig og fortryllende skønhed.
Selvom det er vanskeligt at slå ned ét sted i Felts musikalske odyssé (der bl.a. inkluderer det instrumentale cocktailjazz-eventyr ”Train above the City”, hvor Lawrence ikke ulejligede sig med andet end at betitle de enkelte numre), så er netop ”Forever Breathes” selve inkarnationen af perfekt pop, samt en allergisk reaktion mod selvsamme, i en tid hvor Billy Ocean, Level 42, Chris De Burgh og Jermaine Stewart var med til at dominere og definere populærmusikkens synderegister. LP’en udkom på det nybrydende britiske pladeselskab Creation, men alligevel undgik Felt på lige dele mystisk og mytisk vis det søgelys, den megalomane Lawrence så ihærdigt begærede, og oprigtigt undrede sig over ikke tilkom ham og hans allierede.
Åbningsnummeret “Rain of Crystal Spires” iscenesætter den elegante og dekadente misantropi i en fortælling om at søge det ophøjede og skønne og sublime, blot for at konfronteres med tilværelsens endeløse skyggeside; ”Seven brothers on their way from Alavon – Seven sisters shooting skyways for the sun – Homer’s Illiad burning in the fire – I was pleased just then ‘till you said – That the sun will never shine”. Den alliterære billedlyrik ledsages af krystalklare guitarkaskader, som regner ned over Lawrences kølige vokal, svøbt i alenlang rumklang, mens et brusende og berusende orgel hvirvler op i den tekstuelle tristesse.
Pladen var anledning til – oven på bandets momentane medvind i forbindelse med singlen “Primitive Painters”, som opnåede en førsteplads på den engelske indie-chart – at en journalist fra NME proklamerede, at Felt ville komme på forsiden af det kommende nummer. NME forberedte således en større reportage og sendte journalist og fotograf til Felts hjemstavn Birmingham. Dage og timer blev brugt på at tage og perfektionere bandets visuelle udtryk. Lawrences kortvarige optimisme blev imidlertid brat punkteret af NME-redaktionens højst aparte beslutning om for første gang i magasinets historie at blotte forsiden for enhver form for illustrationer eller fotos, og i stedet lade den være helt og aldeles sort med påskriften ”Youth Suicide”.
“felt: pop goes the weirdo”
Denne episode er blot en af de mange bizarre og tragikomiske hændelser, som notorisk fulgte Felt gennem dets karriere og spændte ben for bandets drømme. Lawrence tog da også konsekvensen og indså, at Felts skæbne var at forblive et undergrundsband, som først ville blive påskønnet i eftertiden. Således besynger han de bristede illusioner og besegler det misantropi-romantiske ind- og udtryk på nummeret ”All The People I Like Are Those That Are Dead”; ”I’ve been around and it’s no fun – I’ve been a two-timer/tearaway god has told me so – But I don’t believe in him you know – Don’t make me a martyr for our causes – ‘Cause I don’t believe a word that you said”. Den nyligt ankomne keyboardist Martin Duffy, hvis portræt pryder albummets for- og bagside, iscenesætter enkle elegiske orgelfigurer, der bravt slynger sig omkring Lawrences vokal, bevægende sig i spændingsfeltet mellem sang og sagtmodig tale, i et Tom Verlaine og Lou Reed-grænseland.
”Forever Breathes The Lonely Word” var den subversive begivenhed, der skulle have forandret musikverdenen og omstyrtet den herskende popsensibilitet. Felt forekommer at være den revolutionære, avantgardistiske fortrop, der i slagets afgørende stund må indse, at folket ikke har i sinde at realisere dets uforløste potentiale. Felt var altså, i kommerciel henseende, dømt til at fejle. Alligevel er der håb at spore i Lawrences ensomme åndedrag, når han i ”Down But Not Yet Out” blidt sukker den opfordring, som bør fremstå som Felts evigtgyldige eftermæle; ”Hang onto your dreams”.
